“Glem mig ikke” af Victoria Stevens

Glem mig ikke

Original titel: Don’t forget me
Forfatter: Victoria Stevens
Oversat af: Rane Knudsen
Genre: Ungdomsbog
Sider: 296
Forlag: Palatium Books
Udgivelsesdato: 21. februar 2019

duo 4½

 

 

 

Tak til Palatium Books for anmeldereksemplaret.

En hyggelig og hjertevarm ungdomsbog, der tager nogle hårde emner op undervejs, og hvordan venskaber kan hjælpe en med at hele.
streg

Resumé

Den 17-årige Hazel Clarke bliver sendt fra London til Australien for at bo ved sin far, som hun aldrig før har mødt. På trods af at Australien byder på mange gode ting, savner hun sit liv i England og sin mor, som hun har efterladt. Samtidig er det svært at lukke sin far ind, da hun bebrejder ham for ikke at have opsøgt hende noget før. Da Hazel møder tvillingebrødrene Red og Luca begynder tilværelsen i Australien dog at se lidt lysere ud. 

streg

Anmeldelse

Jeg var spændt på at læse ’Glem mig ikke’, da jeg kunne se, at den ville tage mig tilbage til Australien – et land, som har så meget at byde på, og som har fået en særlig plads i mit hjerte efter en rejse dertil. Umiddelbart havde jeg en forventning om, at bogen ville være en let ungdomsbog, der ville være lige at gå til, at det var den i bund og grund også – alligevel satte den sine spor, fordi den tager nogle svære emner op, men gør det på en måde, så man har et klart billede af, hvordan personerne går igennem de store sorger, de kommer ud for.

Det tog mig dog ikke lang tid at finde ud af, hvad der lå bagved, at Hazel er kommet til Australien og har efterladt sin mor i London. Jeg fik virkelig ondt af hende, og den situation hun står i, da det gik op for mig, hvad der var sket. Det er virkelig forfærdeligt, at hun skal igennem sådan en stor sorg i sådan en tidlig alder. Jeg vil dog ikke komme nærmere ind på, hvad det er, da jeg syntes, man selv skal finde ud af det, når man læser ’Glem mig ikke’.

Undervejs skriver Hazel breve til sin mor, om de minder og oplevelser de har haft sammen. Det var en fin måde at få et indblik i, hvordan hendes mor havde været, da man ellers ikke rigtig møder hende i bogen. Jeg fandt dog også hurtigt ud af, at Hazel ikke er den eneste, der bærer rundt på noget tung bagage. Den ene tvillingebror, Luca, er meget sky og stille i starten af bogen, men efterhånden som han heler, åbner han også mere op, og det var skønt at opleve!

’Glem mig ikke’ var en skøn historie om livets større sorger, og hvordan vi møder og tackler dem. Den viser, hvor stor betydning venskaber og familier kan have for ens heling, hvis man er åben nok for at lukke andre ind. På mange måder giver den en ny start på livet til flere af personerne, og det var faktisk smukt at overvære, hvordan de voksede og udviklede sig, da de først havde støtten og opbakningen til det.

streg

AM DUO

Skrevet af Anne Mette Bach Jeppesen


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

AlphaOmega Captcha Classica  –  Enter Security Code