“Glimt af håb” af Ruta Sepetys

Glimt af håb

Titel: Between Shades Of Grey
Forfatter: Ruta Sepetys
Oversat af: Louise Ardenfelt Ravnild
Genre: Historisk fiktion
Forlag: Lindhardt & Ringhof
Sider: 345
Udgivelsesdato: 30. maj 2016

DUO stjerner III

 

 

 

‘Glimt af Håb’ er en grusom historie, der er smukt og intelligent skrevet. Den er helt klart noget af det bedste historiske fiktion jeg har læst.

s

Resumé

I 1941 blev familier fra Estland, Letland, Litauen og Finland deporteret til Sibirien, i sammenhæng med, at Sovjetunionen havde besat deres hjemland. Begrundelsen var, at de modarbejdede Stalin. De blev transporteret gennem Rusland i kreaturvogne, for derefter at blive sat til at arbejde under forhold, som Sovjetunionen gemte for USA. I ‘Glimt af Håb’ fortælles den sande historie gennem Lina, der netop er fyldt 15 år. Den dag hendes far ikke kommer hjem fra arbejde, er hun ikke bekymret. Men hen under aftenen står soldater fra den sovjetiske sikkerhedstjeneste ved hendes dør, og hun, hendes mor og hendes lillebror bliver smidt ind i en lastbil sammen med mange andre mennesker, uden at vide hvornår de vil komme hjem. På rejsen oplever Lina mange forskellige mennesker, forskellige former for frygt, og forskellige former for håb.

s

Anmeldelse

Det er ikke nogen hemmelighed, at der allerede er skrevet rigtig mange bøger om 2. Verdenskrig. Og jeg vil skyde på, at over halvdelen af dem handler om børn under anden verdenskrig. Det er næsten ved at blive en kliché, og derfor var jeg ret så skeptisk, da jeg først hørte om ‘Glimt af Håb’. Men efter meget få sider, var jeg altså helt fanget af historien. Bogen lægger ud med et anslag, som fik mig ind i historien, og den slap ikke, før jeg vendte den sidste side.

Lina er en meget interessant hovedperson. Hun er meget passioneret, elsker højt og hader inderligt. Hun er en rå karakter – som om forfatteren bare har ladet hende gro, uden at slibe nogen kanter af. Der er intet over hende, der siger ‘ungdomslitteraturs-hovedperson’, for det er hun ikke. Altså jo, hun er jo en hovedperson i ungdomslitteratur, men hvad jeg mener er, at hun slet, slet ikke er en kliché. Hun virker som en ægte person, og nogle gange hader man hende, andre gange elsker man hende. Hun forandrer sig med historien, ligesom enhver ville, hvis de blev udsat for hvad Lina blev udsat for. Hun er en virkelig, virkelig god karakter, som jeg kunne relatere til, selvom jeg jo ikke sidder et sted i Sibirien.

Noget der dog irriterede mig var, at en stor del af bogen består af flashbacks – ikke den slags hvor Lina forklarer et eller andet der er sket. Nej, det var ægte flashbacks i kursiv og det hele. Det ville ikke have været noget, jeg brokkede mig over, hvis der bare var holdt igen. Næsten hvert kapitel blev afbrudt af et flashback! Det var lidt irriterende, for selvom det havde betydning for forståelsen af bogen, så var jeg altså mere interesseret i, hvad der foregik i nutiden. Hvad skal jeg med et flashback, når Lina er ved at blive kørt over af et tog?! (Bare rolig, det var bare et eksempel. Der sker mange spændende ting, men ikke lige det der!)

Størstedelen af ‘Glimt af Håb’ foregår enten ombord på et tog eller i en arbejdslejr. Der sker altså ikke særligt meget, og selvom Ruta Sepetys har gjort meget for at gøre det spændende, har hun også været nødt til at holde det så tæt på virkeligheden som muligt. Det betyder altså at mange steder i bogen er det lidt ensformigt, og ‘plottwists’ er et ord, der ikke kendes i ‘Glimt af Håb’. Det lyder måske mærkeligt, men jeg synes, at det gør noget godt for historien. At den er ”ensformig” skal nemlig ikke misforstås med, at den er kedelig. For det er den ikke. Hvad jeg mener med, at det er ‘godt for historien’ er, at ensformigheden fremhæver grusomheden i det, Lina og resten af fangerne udsættes for.

Vigtigt er det også at sige, at ensformigheden ikke gjorde historien mindre fængende, i hvert fald ikke for mig. Jeg var helt opslugt af den verden, Lina levede i. Men man skal altså være forberedt på, at ‘Glimt af Håb’ er meget anderledes fra andre ungdomsromaner, hvor der hele tiden sker noget uventet. Det gør der altså ikke i ‘Glimt af Håb’. Det ville måske være meget at sige, at man kan gætte sig til historiens udfald, men langt hen af vejen kan man.

Jeg tror, at grunden til, at Ruta Sepetys kunne holde mig fanget i de lange afsnit, hvor der ikke sker meget, er sproget, hun bruger. Det er helt sikkert en af de bedste ting ved bogen. Den er skrevet så smukt, og i et så intelligent sprog. Det er altså også ros til oversætteren, for med en dårlig oversættelse, ville det være lige meget om Ruta Sepetys skrev godt eller ej. Nej, historien er virkelig formidlet godt, og beskrivelserne er fantastiske. Ruta Sepetys formår at sætte liv og stemning i både karakterer og landskab, og hun skriver farver ind i polarnatten. Men det jeg beundrer hende allermest for er, at hun ikke beskriver de sovjetiske soldater og vagter som følelsesløse, onde mennesker, som man måske kunne være fristet til at gøre. Hun sætter deres gerninger i perspektiv, og udover, at det giver bogen et interessant twist, så gør det altså også bare historien mere ligestillende.

Jeg kan helt klart anbefale ‘Glimt af Håb’. Det er en af de bedste historisk fiktion-bøger, jeg har læst, og den var både god og smuk, men den var også lærerig. Jeg var slet ikke klar over, at alt dette her skete under 2. Verdenskrig, hvilket giver det, jeg har lært om krigen et helt nyt perspektiv. ‘Glimt af Håb’ er altså en meget vigtig bog, som jeg synes alle burde læse, men jeg tror, man skal have en nogenlunde forståelse af Anden Verdenskrig før man kaster sig ud i den.

s

Skrevet af Frida Toudal


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

AlphaOmega Captcha Classica  –  Enter Security Code