“Gylden søn” af Pierce Brown

Gylden søn

Originaltitel: Golden Son
Serie: Red Rising
Forfatter: Pierce Brown
Oversat af: Elisabeth Kiertzner
Genre: Science Fiction
Forlag: Gyldendal
Sider: 490
Udgivelsesdate: 9. juni 2016

2 stjerner DUO

 

 

 

’Gylden Søn’ skuffede mig desværre med et kedeligt sprog og en handling, der ikke fangede mig.

s

Resumé

Efter Darrows succes på Instituttet er han fortsat på Akademiet, hvor han studerer krigsføring, med den skjulte hensigt at få fat på en flåde til Ares’ Sønner, den oprørsgruppe han er med i. Men han er ikke den eneste i det Gyldne samfund med skjulte hensigter, og der er ingen, han kan stole på.

Darrow venter på, at høre fra Ares’ Sønner, men de har ikke kontaktet ham i lang tid. Han danner alliance med hans forhenværende fjende, og netop som han har givet hånd på det, dukker Sønnerne endelig op – Men de er slet ikke, som han kan huske dem. De er klar til at dræbe mange mennesker, for at få deres mål. Det er Darrow ikke med på, men de har en hemmelighed, som de vil dele med ham, og som de ved, vil opildne ham.

s

Anmeldelse

Da jeg var færdig med 1’eren af ’Red Rising’ serien, var jeg klar over, at enten ville 2’eren få serien til at komme på højde med de helt store Young Adult Sci-Fi serier, som The Hunger Games eller Divergent, eller også ville den få hele serien til at falde til jorden. Det blev altså det sidste.

Det tog mig lang tid at komme ind i historien, og jeg blev aldrig fanget. Når jeg sad og læste, kunne jeg hele tiden mærke mig selv blive distraheret, og det gik langsomt med læsningen. Jeg ved ikke, om det er Pierce Brown, eller om det er oversættelsen, men for mig var bogen skrevet i et sprog, som ikke var rigtigt flydende. Du ved, med gentagelser af ord, og mange og’er. Det gør det virkelig svært at fokusere på historien, i hvert fald for mig, der er lidt en perfektionist med sådan noget!

Hovedpersonen Darrow er en virkelig interessant hovedperson synes jeg. Han er en af de ting, som jeg godt kan lide ved bogen. Det er fordi, han er virkelig anderledes i forhold til så mange andre ”helte”. Han er ikke særlig venlig, meget fjern hele tiden, og han kan være egoistisk og vred til tider. Men Pierce Brown får det ikke til at virke ubehageligt eller umenneskeligt. Han får tværtimod Darrow til at virke som en ægte person, hvilket er noget, man kan savne i andre bøger.

Da jeg anmeldte første bog af serien, skrev jeg, at bogen aldrig mistede spændingen. Ja, det er noget, som 2’eren ikke rigtigt har levet op til, hvis du spørger mig. Jeg følte ikke, at jeg var underholdt, og selvom historien virkelig har nogle vilde twists, så kunne jeg ikke lade være med at skæve ned til sidetallet, for at se, hvor langt der var til, at jeg var færdig. Det var virkelig ærgerligt, for de spændende, hjerteknusende eller sjove scener kunne have været både spændende, hjerteknusende og sjove, hvis der var skruet en anelse ned for beskrivelserne. Det er noget andet, som jeg sagde om den første bog: At forfatteren lå på den hårfine grænse mellem for meget information og for lidt. Men det er desværre tippet over i den anden bog, for flere passager er blevet lidt en kliché.

En af de bedste kvaliteter bogen har, er, at forfatteren er god til at gøre tingene meget virkelige. Ligesom jeg før sagde, er hovedpersonen meget menneskelig med både gode og dårlige sider. Det samme er resten af karaktererne og selve befolkningen. Man kunne som forfatter nok godt være fristet til at gøre hele det Gyldne rige til de onde, og alle de Grå til sjæleløse militærfolk, bare for virkningens skyld, men det er ikke en fælde Pierce Brown er faldet i. Man hører både om Grå, der begræder tabet af en kollega, Gyldne, der forstår hvordan lavFarverne har det, og egoistiske Røde.

’Gylden Søn’ faldt godt nok ikke i min smag, hvilket egentlig var lidt overraskende, for jeg har hørt så meget godt om den. Sproget irriterede mig, og jeg blev distraheret hele tiden. Eller måske, er det bare fordi jeg ikke er en hardcore science-fiction fan. Bogen foregår (som man fandt ud af, hvis man læste 1’eren) nemlig i rummet, og jeg er nok lidt mere til ting, der er lidt mere ”nede på jorden”. Hvis du var glad for at læse ’The Maze Runner’ eller ’The Hunger Games’, og ikke har noget imod det ydre rum, så vil du nok også sluge denne her bog.

s

Skrevet af Frida Toudal


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

AlphaOmega Captcha Classica  –  Enter Security Code