Resumé
Nathan har fået sine tre gaver der gør ham til en heks, og i samme omgang endelig mødt sin far. Jægerne er stadig efter ham, og han må være meget forsigtig, for ikke at blive opdaget. Samtidig leder han efter sin ven Gabriel, og må også finde en måde at redde Annalise på, der bliver holdt fanget af den sorte og onde heks Mercury. Nathan har travlt, og må i sin søgen lede efter folk han kan stole på, og som vil hjælpe ham, da det ikke er noget han kan klare selv. Men kan han nå at redde Annalise inden det er for sent?
Anmeldelse
’Halv vild’ starter op på næsten samme måde som ’Halv kode’, og beholder dermed den unikke skrivestil, som især har gjort indtryk på mig. Kapitlerne er korte, hvilket betyder at handlingen får et helt andet tempo, og kapiteloverskrifterne passer rigtig godt overens med det der efterfølgende skal ske.
Endelig har vi mødt Nathans far, som der var rigtig meget snak om i første bog i serien. Man møder ham dog meget kort i ’Halv kode’, men i ’Halv vild’ kommer man endnu tættere på ham, og lærer ham at kende. Hermed bliver der også bare understreget hvor meget man skal tro på rygter eller ej, da selvom han er virkelig badass og har taget andre hekses kræfter ved at spise deres hjerte, så synes jeg ikke han virkede så slem, som andre hekse udstiller ham som.
Jeg kan ikke helt finde ud af hvordan jeg har det med karakteren Annalise. På sin vis er hun sådan set sød nok, men hun er langt fra god nok til Nathan. Han er villig til at ofre næsten alt for hende, mens hun slet ikke har det på samme måde med ham, hvilket er rigtig ærgerligt. Eftersom Gabriel er bøsse og forelsket i Nathan åbner det bare op for endnu mere drama i den trekant, da Gabriel har det med Nathan, som Nathan har det med Annalise.
Slutningen på ’Halv vild’ efterlod mig med et blødende hjerte, og derfor bliver ventetiden bare endnu mere hård, fordi jeg var helt ude i torvene over det der skete. Jeg kan kun anbefale andre at komme i gang med denne lidt unikke historie, om en dreng som ikke passer ind nogen steder, og som på trods af en hård barndom og opvækst har et hjerte af guld. Jeg glæder mig i hvert fald til at finde ud af hvor historien nu fører mig hen.
Skrevet af Anne Mette Bach Jeppesen