“Hot mess” af Lucy Vine

Hot mess

Original titel: Hot Mess
Forfatter: Lucy Vine
Genre: Skønlitteratur
Sider: 270
Oversætter: Elisabeth Kiertzner
Forlag: Flamingo
Udgivelsesdato: 14. februar 2018

DUO stjerner III

 

 

 

 

Tak til Flamingo for anmeldereksemplaret

’Hot mess’ var en bog, som kom snigende ind på mig. Det var først da jeg var halvvejs, at jeg rigtig følte, at jeg kom ind på hovedpersonen, og hvad budskabet med bogen var.

streg

Resumé

Ellie Knight er 29 år og single. Hendes venner og veninder, som har fundet lykken, mener at hun helt bestemt også vil finde den, og at hun vil finde den på Tinder. Der bliver derfor oprettet en profil til hende. Så nu skal hun kæmpe sig i gennem et job, som hun hader, en lejlighed, som er et hul sammen med et par mærkelige roomies og en masse Tinder dates gone wrong. Men er det virkelig hvad Ellie vil, eller er hun lykkelig alene? Ved hun overhovedet, hvad hun selv ønsker?

streg

Anmeldelse

Da jeg første gang læste bagsiden af ’Hot mess’, vidste jeg, at det 100 % var en bog jeg skulle læse. Jeg glædede mig meget, til at komme i gang med den. Jeg havde nogle forventninger, inden jeg gik i gang, da den er blevet sammenlignet med Bridget Jones for Tinder-generationen. Men ærlig talt vidste jeg faktisk ikke helt, hvad jeg gik ind til. Det kan også godt være derfor, at jeg skulle halvvejs ind i bogen, inden jeg helt følte, at jeg havde en relation til både bogens handling, budskab og hovedperson.

Jeg kunne godt lide Ellie, fordi hun er sjov, stærk og virker til at have styr på sine tanker om sig selv. Så det virker faktisk meget som om, at hun har styr på selvtilliden og det kan jeg godt lide. Da jeg kom dybere ind på hende, viser det sig ikke helt at være tilfældet, da hun også render rundt og er usikker, ligesom os andre. Jeg synes det er rigtig godt, at vi kommer dybere ind på hende. Der bliver åbnet op for hendes følelser omkring hendes mor, søstre, venner og det at bryde med normen om, at man kun er lykkelig, hvis man finder kærligheden.

Det var let for mig, at føle Ellies kamp på Tinder, og fedt at få et indblik i, hvilke mænd det er hun møder. Samtidig møder vi også de drenge venner, som godt kan lide hende. I starten var jeg meget i tvivl om, hvad bogen egentligt prøvede at fortælle mig, da jeg forventede at Ellie bare gerne ville finde kærligheden, ligesom alle hendes venner går og siger at hun skal. Da hun så fortæller, at hun er lykkelig alene, tænkte jeg, ”jaja det er bare noget hun siger, fordi hun ikke kan finde en fyr”, men det viser sig hurtigt, at hun egentligt har mange muligheder, og jo mere jeg lærte hende at kende, viste det sig også, at det faktisk var sandheden.

Men jeg må indrømme, at da jeg hørte hendes historier om de dates hun er på, var jeg glad for, at jeg er i mit forhold, men da vi kommer længere ind i historien, kom jeg også til at tænke på, at man ser mange forhold, som kører fast i deres rille. Det er derfor vigtigt, at man mærker efter, om man bliver lykkelig og ikke være bange for, at bryde med normen om, at man ikke kan være lykkelig alene.

’Hot mess’ fik mig helt sikkert til at le flere gange. Her tænker jeg særligt på Ellie selv, og de andre personer vi møder. Der kommer et par gode replikker en gang i mellem, som jeg ikke kunne lade være med at grine af. Derfor kan jeg helt sikkert også anbefale, at man tager fat i ’Hot mess’. Det er en bog, som man efter min mening, kan blive fanget af, hvis man giver den en chance.

streg

j

Skrevet af Marie Lorentzen


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

AlphaOmega Captcha Classica  –  Enter Security Code