“Hun bad selv om det” af Louise O’Neill

Hun bad selv om det

Original titel: Asking for it
Forfatter: Louise O’Neill
Genre: Ungdomsroman
Sider: 360
Oversætter: Emilie Sonne Harild Gaardboe
Forlag: Gyldendal
Udgivelsesdato: 2. november 2017

DUO stjerner III

 

 

 

Tak til Gyldendal for anmeldereksemplaret

’Hun bad selv om det’ er en meget følelsesmæssig, interessant og spændende bog. Jeg elskede den, fordi den tog et meget sensitivt emne, som bliver debatteret meget i vores hverdag.

streg

Resumé

Emma O’Donovan bor i en lille by. Hun er 18 år gammel, smuk, populær og selvsikker. Men hendes liv ændres for altid en aften, hvor hun tager til en fest med hendes venner og klassekammerater. Dagen efter vågner hun foran sin hoveddør, og kan ikke huske, hvad der er sket. Men sådan står det ikke på længe. Det viser sig, at der er blevet taget billeder fra aftenen og hun er med på dem. Billederne viser tydeligt, hvad der er blevet gjort ved hende, og alle har set dem, og de siger, at det er hendes egen skyld.

streg

Anmeldelse

Da jeg først læste om ’Hun bad selv om det’, vidste jeg uden tvivl, at jeg skulle læse denne bog. Den indeholder et meget følsomt og interessant emne, som igennem meget lang tid, har været meget omtalt og sådan vil det nok blive ved med i fremtiden. Især fordi de sociale medier og den digitale verden, træder mere og mere frem i vores hverdag. Jeg glædede mig rigtig meget til at komme i gang med at læse den, og begyndte da også lige med det samme, jeg modtog den. Den var også meget letlæselig, og jeg læste den på bare nogle timer. Jeg kunne på ingen måde, lægge den fra mig.

Da vi først møder Emma, kunne jeg faktisk ikke lide hende. Hun var ikke særlig venlig mod hendes veninder, og hun var faktisk meget egoistisk. Men alligevel blev hun beskrevet som enhver ung smuk pige på hendes alder, som er ved at finde sig selv, og tydeligvis har nogle tanker og drømme om sig selv og sin tilværelse. Men selvom at jeg ikke kunne lide hende til at starte med, så ville man aldrig ønske sig det Emma går igennem for sin værste fjende. Det var faktisk meget barsk, ikke selve beskrivelserne og eller handlingerne af hvad der bliver fortalt, men hvis man tænkte over, hvad der faktisk sker med hende.

Det er heller ikke noget, som Emma går i dybden med lige med det samme, hun fornægter det meget hurtigt og vil ikke tænke mere over det. Hun gennemgår meget tydeligt nogle forskellige stadier, fornægtelse, sorg, vrede, opgivelse og til sidst et forsøg på forglemmelse. Hun kommer aldrig til punktet accept, fordi hun ikke får hjælpen til det, og fordi hun ikke selv vil acceptere det helt. Man ser også tydeligt, hvad dem som er tæt på hende, har af følelser omkring det, herunder hendes bror, som tydeligt vil hende det bedste og hendes forældre, som egentligt har nok i deres eget, og overser hendes råb på hjælp flere gange.

Jeg synes, at bogen tager en meget interessant drejning i slutningen og med Emmas valg. Man kunne ønske mange forskellige scenarier for, hvad hun ville vælge at gøre, men jeg kan faktisk meget godt lide, at det er en åben slutning, fordi på den måde gives der en lille plads til troen på, at Emma klarer sig igennem og bliver et helt menneske til sidst, efter at hun har fået bearbejdet, hvad hun har været igennem. For mig var det meget tydeligt, hvorfor Emma tager den beslutning, og jeg kan godt forstå hende.

Hele vejen igennem bliver Emmas tanker og følelser meget fint beskrevet, i forhold til hvad hun frygter andre tænker, som er meget realistisk, og jeg kunne meget hurtigt sætte mig ind i det, selvom jeg aldrig selv har prøvet det. Jeg tror, at hendes tanker om hele situationen er noget, som andre ville kunne relatere til, og det minder meget om et afsnit af ’Special Victims Unit’, en serie jeg elsker, og som bogen også selv referer til. Jeg vil helt sikkert anbefale andre at læse denne bog, og bidrage til debatten, som kører i vores samfund, som denne bog ligger for mig op til.

streg

j

Skrevet af Marie Lorentzen


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

AlphaOmega Captcha Classica  –  Enter Security Code