“Hvis det er os” af Adam Silvera & Becky Albertalli

hvis det er os

Original titel: What if it’s us
Forfatter: Adam Silvera & Becky Albertalli
Genre: Ungdomsbog
Oversat af: Randi Bjerre Høfring og Betty Frank Simonsen
Sider: 456
Forlag: CarlsenPuls

Udgivelsesdato: 9. oktober 2018

DUO 6 stjerner

 

 

Tak til CarlsenPuls for anmeldereksemplaret

Realistisk ungdom når det er allerbedst og allerværst.

streg

Resumé

Arthur er fra Georgia og er pt. i New York for at være praktikant i sin mors advokatfirma. Ben er en ægte New Yorker, som skal til at starte i sommerskole sammen med sin nu ex-kæreste. På en tur på posthuset støder de to ind i hinanden og det sætter en fortælling i gang med Craigslister, Slips med hot dogs og kasser fyldt med tryllestave.

streg

Anmeldelse

’Hvis det er os’, er et skarpt og alt for realistisk fortælling om to fyre som mødes tilfældigt en sommerdag i New York, og hvordan skæbnen derefter fører dem til og fra hinanden. Efter de første par sider er man næsten nødt til at tjekke efter skjulte kameraer, fordi den historie kunne være taget ud af enhver teenagers liv. Forelskelsen, skænderierne og skammen. Det er bare alt for ægte.

Bogen er skrevet af to forfattere, men det opfattes slet ikke. Historien kører bare i et flow og spiller så godt sammen med kapitler, som skifter mellem Ben og Arthurs perspektiv. De to fyre er helt nede på jorden og passer formidabelt godt sammen. Deres fejl og mangler går fuldstændig i spil med deres styrker og kærligheden, som de begge to er villige til at dele ud af til deres venner og familier.

Det, som måske gør fortællingen helt fantastisk, er manglen på fantastiske ting. Der er ingen kysserier i regnen, ingen katastrofer som skiller dem ad og bestemt ingen tilfældige karakterer, som på ingen måde ville være realistisk at bruge i historien. De er begge to skide nervøse og ødelægger en del ting for hinanden hele tiden, men er alligevel villige til at gøre det om igen. De forsøger på deres helt egen måde og ved egentlig ikke, hvad de har gang.

Efter jeg havde afsluttet bogen, kom der et helt nyt perspektiv på forhold fra min side. Jeg kunne genkende så mange sætninger og handlinger, som jeg selv alt for ofte har truffet, og det var helt uhyggeligt at se det udefra. Pludselig giver det så meget mere mening med alle de skænderier og dårlige valg, fordi vi er teenagere og vi er forelsket. Og det er bare noget, som er i en kategori for sig selv.

’Hvis der er os’ får 6 stjerner, fordi den formår at fortælle historien om en gennemsnitlig kærlighed mellem to teenagere uden at gøre det værre eller bedre, end det reelt er. Det er realisme på højeste plan og giver som bog virkelig plads til folk af alle former og gøre verden lidt mere forståelig for teenagere.

streg

Skrevet af Ida Marie Mortensen


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

AlphaOmega Captcha Classica  –  Enter Security Code