“Ildbæreren” af Anders Björkelid

ildbæreren


Titel: Ildbærern
Originaltitel: Eldbärare
Forfatter: Anders Björkelid
Oversat af: Kamilla Jørgensen
Udgivelsesår: 2011
Sider: 416
Forlag: Politikens Forlag

 

DUO 3

 

 

 Beskrivelserne er så detaljerede og gennemførte, og den famøse Kulde er næsten at mærke, hver gang man vender en side!

streg

Resumé

I Ildbærerne, der er anden bog i serien Fortællingen om Blodet og fortsættelsen til Ondvinter, som vi tidligere har anmeldt, bliver det endelig klart for tvillingerne Sunia og Wulff, at Kulden er ved at få et uigenkaldeligt overtag over den verden, de lever i. Man har ikke frygtet Kulden længe, da man troede at den var død for lang tid siden. Men galgemændene og allikerne følger stadig tvillingerne på nært hold, og samtidig med at en masse mysterier skal opklares, bliver tvillingerne nødt til at få tændt blusset i Imperiets vagttårn, så hele Blodets slægt kan samles til en kamp mod truslen om den nært forestående Kulde. Tvillingerne ved, at der venter en afgørende krig forude – men hvilken rolle spiller de egentlig selv i det hele?

streg

Anmeldelse

Noget af det jeg roste rigtig meget i den forrige bog ”Ondvinter”, var miljøet og selve den verden, vi befinder os i med Sunia og Wulff. Lige netop dét er jeg stadig vild med. Beskrivelserne er så detaljerede og gennemførte, og den famøse Kulde er næsten at mærke, hver gang man vender en side. Her i løbet af andet bind hører vi meget mere om politiske intriger, forhenværende magtsystemer, og den centralisering af magten der foregik, ligesom mange flere personer med forskellige roller bliver præsenteret. Alt i alt kan jeg ikke lade være med at se på Fortællingen om Blodet-serien som en mini-version af Game of Thrones. En lighed mere med Game of Thrones er, at selv de personer man kommer til at holde af, nådesløst dør som fluer.

Selve handlingen og det eventyr som Sunia og Wulff denne gang skal ud på, er også virkelig spændende. Men det der – igen – ødelægger det for mig, er fortællestilen. Det er simpelthen lige lidt for påtaget, dialogerne lidt for opstillede og akavede, og enkelte scener bliver trukket i det uendelige (især starten), mens andre er overstået alt for hurtigt. I det hele taget synes jeg ikke, at bogen følger et naturligt flow, og det irriterer mig, at jeg sidder og omformulerer hele sætninger i hovedet, mens jeg læser.

Med det sagt, så har Ildbærerne virkelig potentiale. Og jeg kan forestille mig at en yngre aldersgruppe vil have nemmere ved at se bort fra de sproglige fejl, der irriterer mig. Idéen bag bogen er fantastisk, ligesom ved Ondvinter, og jeg glæder mig virkelig til på et tidspunkt at få fat i den tredje bog i serien, Forbundsbryderen, for at få en slutning på det her mægtige eventyr, som de to tvillinger er kastet hovedkulds ud i. 

streg

Emi DUO

Skrevet af Emilie Bregendahl


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

AlphaOmega Captcha Classica  –  Enter Security Code