“Indtil Lilly” af Aurora Rose Reynolds

indtil lily

Originaltitel: Until Lilly
Forfatter: Aurora Rose Reynolds
Oversat af: Camilla Engkjær Laursen
Forlag: Palatium Books
Genre: Kærlighedsroman
Sider: 252
Udgivelsesdato: 20. august 2019

DUO 6 stjerner

 

 

 

Tak til Palatium Books for anmeldereksemplaret.

’Indtil Lilly’ er en af mine favoritter i ’Indtil’ serien, og det var skønt at genlæse den, især fordi jeg lige har læst historien om Lillys datter som voksen på engelsk.

streg

Resumé

Cash Mayson er ikke typen, der har kærester. Hvis han har lyst til sex, siger han det direkte, og det er de færreste kvinder, der afviser ham. Han tror ikke på familiemyten, lige indtil han møder Lilly, der spilder en kop kaffe ud over ham.
Lilly leder ikke efter en kæreste, og slet ikke en, der er så flot som Cash. Han er samtidig kæphøj og tager, hvad han vil have, men der skal mere til at overbevise Lilly. Da hun endelig lukker ham ind, ender det dog med at knuse hendes hjerte.

streg

Anmeldelse

Jeg er helt vild med ’Indtil Lilly’, som er blandt mine favoritter i ’Indtil’ serien, og det passede samtidig perfekt med, at jeg netop var i gang med at læse om Lillys datter, da hun bliver voksen, bare på engelsk. Forsidebilledet passer dog ikke helt med, hvordan jeg havde troet, hun så ud i mit hoved, men det er sådan en lille detalje, og det ødelægger heldigvis ikke historien.

Lilly er meget forsigtig med at lukke Cash ind i sit liv, og det hun endelig gør det, giver det virkelig bagslag for hende. Først dropper han hende, og bagefter opdager hun, at hun er gravid. Jeg kunne virkelig godt lide den måde, som Lilly tackler det hele på, da det må være et sindssyg svær situation at befinde sig i så ung. Og da hun senere støder ind i Cash, blev jeg inspireret af, hvor godt hun håndtere det, der er sket, og jeg synes det var meget beundringsværdigt.

Cash er en af de karakterer, jeg holder allermest af i ’Indtil’ universet, fordi han virkelig kæmper for sin søn og ofrede sig selv for ikke at miste ham. Han skal slås med sin sindssyge eks, som kun er ude på at få hævn og gøre livet sur for ham. Mit hjerte blødte virkelig for ham, og den situation han blev presset ud i. Jeg blev derfor også ufatteligt glad, da Lilly og Cashs veje krydses igen, så de kunne få en chance for muligvis at få deres lykkelige slutning.

Historien fangede mig fra første side, og selvom der ikke var så meget drama til stede, så var den stadig spændende. Derudover får vi også en opfølgning fra de andre par, vi har mødt indtil nu, og det synes jeg altid er hyggeligt. Har du endnu ikke hørt om denne fantastiske kærlighedsserie, så kan jeg kun på det varmeste anbefale den.

streg

AM DUO

Skrevet af Anne Mette Bach Jeppesen


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

AlphaOmega Captcha Classica  –  Enter Security Code