“Indvielsen” af L. J. Smith

Indvielsen

Original titel: The Initiation
Forfatter: L. J. Smith
Forlag: Tellerup
Serie: The Secret Circle
Genre: Fantasy, ungdomsbog
Sider: 274
Oversat af: Sarah Feddersen Thomsen
Udgivelsesdato: 9. november 2015

DUO stjerner 4

 

 

 

Forfatteren til ’Indvielsen’ var det, der først fangede min interesse, og gjorde mig nysgerrig på, hvad det var for en bog. Udover det lød det som en spændende bog, så derfor måtte jeg gribe chancen og læse den.

streg

Resumé

På sin ferie møder Cassie en mystisk fyr, som hun ender med at hjælpe, da han flygter fra en gruppe drenge. Selvom hun kun når at snakke med ham i kort tid, falder hun pladask for ham. I stedet for at tage hjem efter ferien, beslutter hendes mor, at de skal flytte til New Salem, for at hjælpe Cassies bedstemor, og bo hos hende. Da hun begynder på sin nye skole, har hun store forhåbninger, men intet går efter planen.

streg

Anmeldelse

Jeg blev straks interesseret i at læse ’Indvielsen’, da jeg så hvem der havde skrevet den, fordi jeg kunne genkende navnet fra ’The Vampire Diaries’ bøgerne, som jeg har læst og godt kan lide. Forsideillustrationen synes jeg desuden også skal have ros, da den er virkelig lækker og flot at se på.

Historien i ’Indvielsen’ er rigtig god, selvom den dog stadig fremstår lidt overfladisk, eftersom det ikke er meget vi får af vide i den første bog, og der stadig er utrolig mange ubesvarede spørgsmål. Jeg kan dog indtil videre rigtig godt lide det jeg har læst, og er derfor også nysgerrig på at finde ud af mere.

Det var indimellem svært at identificere mig med Cassie, selvom jeg langt hen af vejen ikke har problemer med det. Der er dog bare situationer, hvor jeg synes hun lidt for hurtigt bare accepterer tingene, som de er, hvor jeg selv ville have stillet mig på bagbenene og stillet en masse spørgsmål.

Jeg synes umiddelbart at ’Indvielsen’ passer bedst til den lidt yngre målgruppe fra 13-18 årige, selvom den dog også sagtens kan læses af ældre, som bare rigtig godt kan lide fantasi og mystik. Min plan er da i hvert fald også at læse næste bind i serien, da serien slutter på en måde, hvor jeg bare fik rigtig ondt af Cassie, og ønskede at hjælpe hende. Så hvis du kan lide fantasy, hekse, kærlighed og venskab – og ikke mindst forfatteren L. J. Smiths bøger, tror jeg også du vil kunne lide ’Indvielsen’.

streg

AM DUO

Skrevet af Anne Mette Bach Jeppesen


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

AlphaOmega Captcha Classica  –  Enter Security Code