“Jeg er faret vild” af Gayle Forman

jeg er faret vild

Original titel: I have lost my way
Forfatter: Gayle Forman
Oversat af: Charlotte A.E Glahn
Genre: Ungdomsbog
Sider: 300
Forlag: Gyldendal
Udgivelsesdato: 19. juni 2018

duo 4½

 

 

 

Tak til Gyldendal for anmeldereksemplaret.

’Jeg er faret vild’ var en bog, som samlede sig om forskellige personer, hvor vi fik et indblik i deres hverdag og deres problemer. Det kunne jeg rigtig godt lide og jeg tror, det er noget mange kan relatere til.

streg

Resumé

En ulykke binder en dag 3 forskellige unge sammen. Freya har mistet sin stemme. Hun er i gang med at optage sit debutalbum og er bange for, at hendes fans glemmer hende. Harun har mistet den han elsker, og bærer rundt på et knust hjerte. Hvad værre er, skal han rejse, fordi han er blevet tvunget ud i et arrangeret ægteskab. Til sidst er der Nathaniel, som lige er kommet til New York med en rygsæk og en plan. Han har intet at miste, og bærer på en dyb sorg. Alle deres hemmeligheder bliver afsløret, og de finder ud af, at de bare ønsker at hjælpe og være der for hinanden.

streg

Anmeldelse

Jeg har tidligere læst et par bøger af Gayle Forman, som jeg synes var virkelig gode. Derfor glædede jeg mig også rigtig meget til at læse en anden af hendes historier. Da jeg først læste om bogen, tænkte jeg, at den lød rigtig spændende, og ville have et godt indblik i unge og deres forskellige problemer. Det må jeg også sige, at den har, og her kommer vi selvfølgelig ud i ekstremerne, men jeg tror alligevel, at mange ville kunne genkende nogle identitetskriser, som man måske selv har haft at røre med.

Jeg kan rigtig godt lide, at vi skifter mellem de 3 forskellige hovedpersoner. Det fungerer rigtig godt. Man skal bruge et godt stykke af den første del i bogen på at lære dem at kende og finde ud af, hvad der er vigtig, og hvad deres problemstilling er. Jeg synes, at man kom længere ind på Freya og Harun end Nathaniel, da hans problemstilling på en måde blev mere diffust, og jeg havde lidt problemer med at finde helt hale i det før til sidst.

Udover at vi skifter mellem de forskellige personer, hoppede vi også lidt mellem tid, fordi man løbende fik deres forhistorie. Det var noget som øgede spændingsniveauet, hvilket var rigtig godt. ’Jeg er faret vild’ er ikke en lang eller svær bog at læse. Til gengæld var den faktisk rigtig hurtigt læst, og det er altså bare lige, hvad man har brug for nogle gange. Derfor tror jeg også, at ’Jeg er faret vild’ vil kunne henvende sig til rigtig mange forskellige målgrupper.

Jeg må så indrømme, at der var noget jeg ikke helt kunne lide, og det var slutningen. Men mit problem er desværre, at jeg ikke helt kan sætte min finger på, hvad det var jeg ikke kunne lide. Jeg tror, at jeg faktisk gerne ville have haft lidt mere. Jeg havde en del spørgsmål til sidst i bogen, som jeg ikke følte, at jeg fik svar på, og som jeg aldrig kommer til at få svar på, og det gjorde bare desværre, at jeg sad med en følelse af rastløshed, da jeg var færdig med den, som jeg synes var ærgerligt.

Men foruden dette er det helt sikkert en bog, som jeg kan anbefale, fordi den kan henvende sig til mange, og jeg tror, at selvom at problemerne godt kan virke voldsomme, så kan man alligevel relatere sig til et eller andet, som hovedpersonerne gennemgår.

streg

j

Skrevet af Marie Lorentzen


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

AlphaOmega Captcha Classica  –  Enter Security Code