“Jernulven” af Siri Pettersen

Jernulven

Originaltitel: Jernulven
Forfatter: Siri Pettersen
Serie: Vardari
Genre: Ungdomsbog, fantasy
Sider: 490
Oversat af: Rolf Stavnem
Forlag: Gyldendal
Udgivelsesdato: 28. oktober 2021

 

 


Tak til Gyldendal for anmeldereksemplaret.

‘Jernulven’ var en af de bøger, som jeg både glædede mig til at læse og frygtede en anelse.

streg

Bagsidetekst

Juva hader blodlæsere. De hyldes for at kunne tyde sandheden, men er ikke andet end svindlere, der – for penge og for magt – udnytter folks frygt. Det ved Juva kun alt for godt, hun kommer nemlig selv fra en familie af blodlæsere, og har svoret aldrig at blive en af dem. Men da familien trues af Vardari, de uhyggelige, der aldrig bliver gamle, er Juva nådesløst viklet ind i jagten på blodlæsernes arv: en mørk hemmelighed, der engang ændrede verden og kan gøre det igen. For at overleve skal hun konfrontere det barndomsminde, hun har kæmpet for at glemme: dengang hun så djævelen.

streg

Anmeldelse

Jeg skal være ærlig at indrømme, at jeg ikke har fået læst Siri Pettersens anden serie, selvom jeg har den, og det gjorde mig nok ekstra spændt på at læse ‘Jernulven’, da jeg ikke helt vidste, hvad jeg gik ind til. Hvad hvis det nu var et univers, der ikke fangede mig eller forfatteren ikke skrev på en måde, så jeg blev revet med af historien? Mine bekymringer kom dog hurtig til skamme, da der ikke gik meget mere end 40 sider, så var jeg opslugt af historien!

I en periode har jeg holdt mig lidt fra fantasy, fordi jeg har haft brug for at læse bøger, der ikke var alt for komplekse, og det bedste ved ‘Jernulven’ er, at selvom det er et nyt univers, som jeg skulle sættes ind i, så føltes den på ingen måder tung at komme igennem. Tværtimod sad jeg tilbage med en lyst til at læse videre med det samme, og var ærgerlig over, at jeg ikke allerede havde fortsættelsen liggende.

Juva møder ufattelig meget modgang og har mange odds i mod sig, så derfor fik jeg hurtig sympati for hende, selvom jeg ikke altid forstod hendes valg og beslutninger. Det var også som om, at universet åbnede sig gradvist, efterhånden som jeg læste, da man følger de ting, som Juva lærer hen af vejen om blodlæsernes historie. Jeg tror, at det gjorde det lettere at komme ind i universet og forstå historien bag.

Spændingen er til at mærke og føle på ‘Jernulven’ og jeg var klistret til bogen, samtidig med at jeg var så nervøs, at jeg havde lyst til at gemme mig bag en pude. Derfor fløj siderne også bare afsted, så jeg kunne følge med i, hvad der ville ske med Juva. Jeg kan kun anbefale ‘Jernulven’ på det kraftigste – det er en must-read i mine øjne.

streg

Skrevet af Anne Mette Bach Jeppesen


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *