“Jorden synger” af Vanessa Curtis

Jorden synger

Titel: The Earth is Singing
Forfatter: Vanessa Curtis
Oversat af: Lonnie Vinter
Genre: Historisk fiktion
Forlag: Forlaget 5
Sider: 347
Udgivelsesdato: 15. november 2017

 

 

 

Tak til Forlaget 5 for anmeldereksemplaret.

’Jorden Synger’ fortæller en vigtig historie, men ud over det, var jeg desværre meget skuffet over bogen.

s

Resumé

Hanna er femten år og bor i Letland. 2. Verdenskrig raser i Europa, men det er med glæde, at de fleste letter modtager tyskerne, da de besætter landet og fordriver sovjetterne. Dog ikke Hanna og hendes familie – de er jøder, og bliver nu, som millioner af andre jøder over Europa, drevet på flugt fra deres hjem. Før krigen levede Hanna et normalt liv – hun gik på balletskole, drømte om at danse i Rigas store opera og var kærester med sin barndomsven, Uldis. Men nu er Hanna på flugt, og Uldis arbejder for Rigas politi, som nu er underordnet nazisterne…  

s

Anmeldelse

Jeg må indrømme, at jeg havde rimeligt høje forventninger, da jeg begyndte på ’Jorden Synger’ – jeg tror, det var en blanding af, at titlen og bogens tema tilsammen giver et meget poetisk eller rørende udtryk, og at bøger om 2. Verdenskrig plejer at tage kegler hos mig. Men det var desværre ikke tilfældet denne gang. Allerede i det første kapitel kunne jeg ane, at dette ikke ville blive en af de der bøger, der bliver hos en, længe efter, at man er færdig. Tværtimod. Og desværre ændrede det sig ikke, som historien skred frem.

Jeg vil starte, hvor min irritation med historien begyndte: Vores hovedkarakter, Hanna. Det er fra hendes synspunkt, vi læser historien. Hun danser ballet, er dybt forelsket i Uldis og elsker Riga og Letland meget højt. Meget mere uddybning får vi ikke på hendes person. Men med historien får vi så flere detaljer, gennem alt det, hun får rodet sig ud i. Hun er virkelig godtroende og naiv – på et tidspunkt bryder hun tre af de regler, som der er opstillet for jøder i Letland, og som, hvis brudt, medfører dødsstraf. Og hun har ikke engang en grund til at gøre det. Det er utroligt irriterende, fordi en stor del af de situationer hun kommer ud for, har hun selv fået rodet sig ud i.

Med hensyn til de andre personer, får vi heller ikke rigtigt nogen uddybning af deres karakter. Det gør faktisk, at historien bliver en smule forvirrende; på et tidspunkt er Hanna utroligt opsat på at finde en person, som vi har mødt tidligere i bogen. Jeg forstod først lidt senere, at hun jo måtte kende denne karakter godt, siden de havde boet sammen i længere tid, men fordi vi aldrig har fået uddybet vedkommendes karakter, eller fået nogen nærmere detaljer, virker han/hun (ingen spoilers!) stadig fremmed. Det er meget ærgerligt, da det faktisk er en stor del af historien, der bliver gjort en smule fjern for læseren, fordi vi aldrig rigtigt får nogen forbindelse til de forskellige personer i bogen.

Handlingsforløbet er en lille smule ulige fordelt – der sker stort set ikke noget i de første tre fjerdedele af bogen, og så bliver der skruet rigtig meget op for spændingen i den sidste del af bogen. Det er selvfølgelig ærgerligt, fordi handlingen allerede er faldet til jorden, når man når til den del, hvor det bliver spændende. Jeg kan dog godt se nogen mening med det, da bogen selvfølgelig bestræber sig på at være historisk korrekt, men det ændrer desværre ikke på, at jeg ikke rigtigt havde lyst til at læse videre.

Når det er sagt, synes jeg også, at der var en del af bogen der var rigtig god. Den historiske del er virkelig godt udviklet, og jeg synes, at bogen meget godt uddyber situationen i Letland under 2. Verdenskrig. Fordi det er en del af historien, der ofte glemmes, når man taler om 2. Verdenskrig, er denne her bog ret vigtig. Jeg synes, at Vanessa Curtis formår at skabe et realistisk billede af Letland i 1940’erne, og det er også den følelse, man sidder tilbage med efter at have lukket bogen. Dog er der enkelte ting, der gjorde mig en smule forvirret – for eksempel drikker de meget kaffe i bogen, selv når de er i ghettoen for jøder. Det er selvfølgelig bare en detalje, men stadig stor nok til, at jeg blev lidt forvirret. Det bliver beskrevet, at vores karakterer sulter, og alt er rationeret, men de brygger stadigvæk kaffe både morgen og aften. Jeg kan ikke sige med 100% garanti, at det ikke kan være realistisk nok. Men jeg tvivler på, at de har givet kaffe til jøderne i et land besat af nazisterne, når det var rationeret, selv for dem, der ikke var forfulgt. Det er en detalje, der nager mig en lille smule, fordi når der først er én ting i bogen, der virker urealistisk, så bliver det nemt at betvivle de andre elementer. Og det skal jo helst ikke ske – slet ikke, når det er en historisk roman.

Det er en rimeligt kort bog – ikke så meget på sideantallet, men fordi skriften er så stor, at to sider i denne bog, svarer til en side i en normal bog. Derfor er der proppet rigtig meget ind i hvert kapitel, hvilket ikke lige faldt i min smag. Jeg ville gerne have haft lidt flere detaljer, især på karaktererne i bogen. Generelt er stilen, ’Jorden Synger’ er skrevet i, meget ligefrem og udetaljeret. Jeg synes, at der mangler noget. Bogen er enormt handlingsdrevet – karaktererne følger ligesom bare med, hvilket gør historien flad, og skrivestilen lægger også mere vægt på handlingen end på detaljer og beskrivelser. Det gør groft sagt, at man føler, man sidder og læser en genfortælling, frem for en rigtig roman (groft sagt!). Jeg tror, at det ville have gjort underværker med bare en smule mere uddybende sekvenser, et drys detaljer og lidt mere vægt på selve sproget.  

’Jorden Synger’ levede, som du nok snart har forstået, overhovedet ikke op til mine forventninger. Det kan sagtens skyldes, at de var sat alt for højt, fordi jeg elsker historisk fiktion, eller bare fordi, jeg bedre kan lide, når bøger er skrevet på en anden måde. Denne bog lægger stor vægt på handlingen, og ikke så meget vægt på ’kedelige’ ting som karakterudvikling, følelser, detaljer og beskrivelser, så hvis du leder efter en bog, hvor du ikke behøver at tænke så meget selv, men bare får en historie fortalt, og samtidigt får lidt historisk indblik, vil ’Jorden Synger’ være et godt bud. 

s

Skrevet af Frida Toudal


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

AlphaOmega Captcha Classica  –  Enter Security Code