Tak til Turbine for anmeldereksemplaret
Resumé
Violet bor i marken, hvor de fattige familier bor. Violet er ruger for adelen og hun bliver solgt på auktion til hertuginden af Søen, hvor hun må forsøge at navigere sig i sin nye tilværelse, hvor hun nu skal leve med et liv i trældom. Men hendes tilværelse vender pludselig på hovedet, da hun møder den smukke Ash, som er blevet hyret til at være ledsager for hertugindens niece. Det bliver kærlighed ved første blik, men snart får det konsekvenser, som ingen af dem havde forudset.
Anmeldelse
Jeg har hørt meget om ’Juvelen’, og jeg havde også nået at købe den på engelsk, fordi jeg virkelig synes den lød som en bog for mig. Så derfor glædede jeg mig virkelig meget til at læse den, da jeg så, at den blev oversat til dansk. Det tog mig et øjeblik at komme tilrette i bogens univers, men da jeg så gjorde, synes jeg det var meget fedt og rigtig spændende. Det mindede mig meget om ’The Handmaids Tale’, som jeg havde læst tidligere på året, i forbindelse med en verden, hvor adelen får/køber en ruger til at føde deres børn. Man kan sige at ’Juvelen’ foregår på en mere anstændig måde i forbindelse med undfangelsen. Jeg kunne rigtig godt lide, at foruden dette med at der findes ruger til at skaffe børn til de adelige, har disse ruger specielle evner.
Jeg kunne rigtig godt lide Violet, selvom at hun er meget uskyldig og naiv, fordi hun endnu ikke har fået lov til at se meget af verden, har hun sine egne meninger og følelser. Jeg kunne rigtig godt lide hendes personlighed, som minder mig om en rigtig heltinde, som vil gøre alt for dem hun elsker. Det er selvfølgelig Violet, som man følger mest og som man holder mest af. Men jeg kunne også rigtig godt lide hendes hofdame Anna, som er stum. Jeg vil gerne vide mere om hende, da jeg endnu ikke helt har fundet ud af, hvor jeg har hende henne.
Jeg kunne også godt lide forholdet med Ash. Det er ikke meget, man får af vide, og det føles heller ikke som om det er længe de har sammen. Men alligevel kunne jeg ikke lade være med at forelske mig i kærligheden ved dem. Det ses tydeligt, at det er kærlighed og kemi ved første blik, hvor man ser at de har mange fælles interesser, selvom det slet ikke er meningen de skal mødes.
’Juvelen’ har en rigtig spændende slutning. Violet tager en vigtig beslutning, som vi endnu ikke kender konsekvenserne af og vi ved ikke, hvad der kommer til at ske med Violet fremover, men jeg er meget spændt på drejningen som bogen tager og den person som pludselig står midt i handlingen, som jeg i hvert fald ikke havde regnet med. Derfor glæder jeg mig helt vildt til at læse videre i serien, og vil bare gerne have den næste bog med det samme. Jeg kan uden tvivl anbefale ’Juvelen’ til andre, som ligesom mig kan lide et interessant univers med en handlekraftig hovedperson, og selvfølgelig det vigtigste af alt – kærligheden.
Skrevet af Marie Lorentzen
ved du hvornår 2’eren bliver oversat
Hej Nathalie.
Vi ved desværre ikke endnu, om den bliver oversat, men vi holder øje 🙂
// Anne Mette, De Unges Ord
Det lyder som en spændende bog. Jeg har den liggende derhjemme lige nu, så den ryger da lige lidt længere op i køen 🙂
Hej Irene.
Det er det bestemt også. Det kan du også roligt gøre. ‘Juvelen’ er perfekt læsning her over julen, især hvis du er heldig at have et par fridage 🙂
// Marie Lorentzen, De Unges Ord.