“Kærlighed for fanden” af Katie Cotugno

Kærlighed for fanden

Original titel: How To Love
Forfatter: Katie Cotugno
Forlag: Carlsen
Genre: Ungdomsbog, kærlighed
Sider: 352
Oversætter: Nete Harsberg
Udgivelsesdato: 5. februar 2014

5,5 DUO

 

 

 

Wow! Jeg blev virkelig positivt overrasket over ’Kærlighed for fanden’, som nok er en af de bedste realistiske kærlighedsbøger, jeg nogensinde har læst og kan efter min mening måle sig med ’Stolthed og fordom’.

streg

Resumé

Før: Reena har været forelsket i Sawyer længe – faktisk lige så længe hun kan huske. På trods af at de ser hinanden næsten hver dag, har han aldrig lagt mærke til hende. Indtil en dag… De forelsker sig, men deres forelske er hverken let eller uden problemer. En dag forsvinder Sawyer, uden et ord, og tilbage står Reena med et knust hjerte og en uønsket graviditet.

Efter: Efter næsten tre år, er Reena kommet videre med sit liv, hvor hun både passer sin skole, arbejde, har fået en kæreste og en datter. Hun er tilfreds, selvom hendes fremtidsdrømme er ødelagte. En dag, ud af det blå, dukker Sawyer op igen, og med ham følger kaos. Reena forsøger hele tiden at skubbe ham væk, men hun vil også have svar på sine spørgsmål.

streg

Anmeldelse

Det sker sjælendt, at jeg bliver så dybt berørt over en bog, der handler om kærlighed, svigt og indebrændte følelser. Den eneste udover ’Kærlighed for fanden’ som jeg kan komme på, er ’Stolthed og fordom’, som også ramte mig meget hårdt. ’Kærlighed for fanden’ er en rå, tænderskærende, tudbrølende kærlighedshistorie, som fylder mig op til kanten med følelser. Jeg er stor fan, så er det sagt!

Kapitlerne er inddelt sådan, at hvert kapitel skifter mellem før og efter, som jeg synes giver et frisk pust, og fungerer virkelig fint. Det fik mig i hvert fald hurtig til at hungre efter først den ene tid, og derefter den næste, så det tog mig ingen tid, at få læst bogen, for jeg måtte bare vide, hvad der var sket i fortiden, som fuldstændig havde vendt Reenas liv op og ned.

Jeg havde intet problem med at identificere mig med Reena, og jeg følte efter bare en sides bekendtskab, at vi var en person. Jeg måtte derfor også gennemleve alle Reenas følelser og ikke mindst opleve det, som hun oplever, og hold nu fast, hvor gjorde det ondt indimellem. Hun bliver svigtet gang på gang efter at hun bliver gravid, og mit hjerte gjorde så ondt, over det hun måtte gennemgå. Jeg havde lyst til virkelig at hjælpe hende, men måtte se på tavs gennem hendes synsvinkel.

Forfatteren Katie har også sørget for at skrive historien på en let måde, og samtidig givet den ufattelig meget dybde. Derfor vil det også være nemt for andre, at kunne læse ’Kærlighed for fanden’ og blive revet mig på samme måde som mig, for den går virkelig ind og erobrer dit hjerte. Desuden er der en masse problemstillinger, som jeg i hvert fald brugte en del tid på bagefter at tænke over, hvilket også bare bekræfter mig i, at det ikke bare er en hyggebog, men en bog, som man kan lærer af.

Jeg kan helt sikkert anbefale ’Kærlighed for fanden’ til andre, men jeg vil dog mene, at den henvender sig mest til piger, måske i alderen fra 15 og op, da man skal kunne forstå de dilemmaer, som hovedpersonen Reena bliver stillet overfor. Det er desuden forfriskende at læse om kærlighed, som ikke bare er let og ligetil, men i stedet er vildt indviklet, så det føles som om ens hjerte bløder over det Reena bliver udsat for og skal igennem.

streg

AM DUO

Skrevet af Anne Mette Bach Jeppesen


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

AlphaOmega Captcha Classica  –  Enter Security Code