“Kongens forkæmper” af Sarah J. Maas

Kongens forkæmper

Original titel: Throne of Glass
Forfatter: Sarah J. Maas
Serie: Throne of Glass
Oversat af: Sarah Feddersen Thomsen

Genre: Fantasy, serie, ungdomsbog
Sider: 559
Forlag: Tellerup
Udgivelsesdato: 11. november 2016

5,5 DUO


 

Jeg havde enormt høje forventninger til ’Kongens forkæmper’, fordi der har været så meget snak om den, allerede inden den udkom. Nu kan jeg kun vente med spænding på den næste bog i serien om Celaena!

streg

Resumé

Adarlans farligste snigmorder Celaena Sardothien afsoner sin dom i Endoviers saltminer efter at være blevet forrådt. Det er de færreste der overlever bare et par måneder i disse barske miner med nådesløse vagter. Da hun bliver tilbudt at få sin frihed, er det meget svær at afslå, selvom det vil betyde, at hun skal være kongens forkæmper i fire år. Hun har dog bare lige en række andre kriminelle og lejesoldater, hun skal vinde over først, i konkurrencen om at blive kongens forkæmper – og hun er den eneste kvinde i konkurrencen…

streg

Anmeldelse

Jeg er virkelig imponeret over denne historie! Den er hæsblæsende, brutal, sørgelig og har brændt sig fast i min bevidsthed! Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg er fan af bøger, hvor min hjerne kommer på arbejde, her både i form af at regne ud hvad der ville ske på næste side, men også fordi den fortæller noget om, hvor farligt det kan være, at den forkerte person har magten.

Den fik i hvert fald mig til at tænke over hvor heldig, jeg selv kan være over min tilværelse, og samtidig blive harm over den måde, man kan behandle andre mennesker på. Der er fart over feltet på handlingen, da der ikke går mange sider, før Celaena bliver kastet ud på sit nye eventyr med at få sin frihed tilbage igen – en frihed hun aldrig før har haft.

Efterhånden som vi kommer længere ind i ’Kongens forkæmper’ bliver der også stille og roligt åbnet op for Celaenas historie, selvom der dog stadig er lang vej igen. Hun er en meget lukket person, som ikke deler personlige ting med andre, hvilket nok skyldes hendes opvækst, hvor hun blev oplært til at blive snigmorder og derfor altid har holdt personlige ting for sig selv, for ikke at være sårbar overfor sine fjender.

Det var også virkelig fedt at læse en historie, hvor hovedpersonen i princippet er en forbryder, men dette var dog noget, der meget hurtigt blev skubbet i baghovedet hos mig, da jeg på trods af at hun er så rå, meget hurtigt også kom til at holde af hende, da jeg nemlig fik hendes sårbarhed at se ved at historien blev fortalt fra hendes synsvinkel. Der var dog også i perioder, at historien blev fortalt fra en anden synsvinkel, for hele tiden at være der, hvor der skete noget.

Jeg fornemmer at der kommer til at ske endnu mere i den næste bog, selvom man ikke ligefrem kan kalde denne her bog kedelig, med alt det der foregår og som Celaena må kæmpe imod. ’Kongens forkæmper’ er en bog, som jeg kun kan give mine varmeste anbefalinger, og selvom det er lidt af en moppedreng, så nød jeg hver side! En sidste ting, jeg synes er værd at nævne, er den flotte forsideillustration, som bare sidder lige i skabet! Den pynter flot på bogreolen.

streg

AM DUO

Skrevet af Anne Mette Bach Jeppesen


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

AlphaOmega Captcha Classica  –  Enter Security Code