“Kviksand” af Daniel Zimakoff

Kviksand

Titel: Kviksand
Forfatter: Daniel Zimakoff
Genre: Ungdomsroman
Sider: 142
Forlag: Gyldendal
Udgivelsesdato: 10. august 2017


 

 

 

 

 

Tak til Gyldendal for anmeldereksemplaret.

’Kviksand’ var en ultrakort bog, uden den største handling eller de mest gennemførte karakterer. Den var ikke lige for mig.

s

Resumé

Storms mor døde for to år siden. Men Storm er ikke rigtigt kommet videre, efter det skete. Han er stadig ikke startet til fodbold igen, og hans fars forsøg på at hjælpe ham preller af. Men da Storm, på vej ud til sit hemmelige sted i skoven, støder på Ariel, forandres dette. Lidt efter lidt begynder han, med Ariels hjælp, at finde fodfæste i verden igen.

s

Anmeldelse

’Kviksand’ er en kort, dansk bog af David Zimakoff – intet af dette ligger i nærheden af min hjemmebane. Jeg havde derfor ingen idé om, hvad jeg skulle forvente, da jeg begyndte på bogen. Dog blev det hurtigt klart for mig, at bogens stil er meget enkel – vi bliver introduceret til en side af historien, og ikke mere.

Det er en hurtigt læst bog – under 150 sider, med stor skrift og mange kapitler. Derfor vil jeg ikke rigtigt sige, at jeg som sådan sad fast i bogen, for det var muligt at læse den i ét hug. Men efter de første par kapitler var jeg ikke rigtigt overbevist, og det skulle tegne stilen for resten af bogen.

Bogens hovedperson er Storm. Vi får ikke rigtigt at vide, hvor gammel han er, men jeg vil skyde på 13-14 år. Han har ikke rigtigt holdt fast i sine venner eller sine hobbyer efter morens død, og generelt fremstår han, især i begyndelsen af bogen, som en meget stille dreng i sorg. Men udover det, så er hans karakter vag. Der er virkelig ikke meget mere at sige om ham. Meget af den ’karakteristik’ jeg dannede mig af ham, var på baggrund af morens død. Jeg synes ikke, at vi lærer ham at kende som person. Og sådan er det også for andre karakterer i bogen – de bliver introduceret, men forfatteren bruger ikke meget tid på at give os en opfattelse af dem. Mange virker meget typiske – en fodboldspiller, klassens populære pige, og så videre. Her går bogens ensidige stil igen – vi får at vide, hvem de er, men ikke hvordan de er. Mange personligheder er simpelthen blevet skåret ud af teksten.

Handlingen i bogen er rigtig god. Der sker virkelig meget også i forhold til, at det er en lang bog, men det synes jeg er rigtigt godt. Selvom der måske er en del af handlingen er lidt irrelevant for selve historien, så er det ikke en bog, som man har lyst til at lægge ned, når man er begyndt på den.

En anden vigtig karakter i bogen er Ariel. Og i modsætning til Storm og alle andre, er der i den grad blevet skruet op for hendes personlighed. Hun er ’ikke ligesom andre piger’. Hun har kort hår, bander, spiller fodbold og synes knapt at det gør ondt, da hun næsten brækker armen. Når hun så bliver stillet over for hendes iskolde papsøster med langt, lyst hår og en overdrevet snobbet mine er kontrasten komisk stereotypisk. Jeg kan halvt godt lide Ariel. Hun er sjov og interessant, men jeg synes samtidigt også, at hendes karakter er blevet overdrevet på en dårlig måde. Og scenen, hvor hun og hendes papsøster står overfor hinanden, hvor Ariel tydeligt bliver beskrevet som den ’større person’, det synes jeg er meget unødvendigt og så tydeligt stereotypisk, som det kan være.

Dette beskriver den skævhed bogen har, når det kommer til personkarakteristikkerne – vi har en bunke af personer, som har betydning for handlingen og for Storm, som får en introduktion på to linjer – og så har vi Ariel, som ja, også har en betydning for Storm, men som bliver beskrevet igen og igen. Jeg ville så gerne have set, at de andre personer i bogen havde fået bare halvdelen af det. Denne her skævvridning i ’vigtighed’ af personerne, giver et mærkeligt billede, når det er en historie om en dreng, der bliver løftet ud af en sorg, der har bundet ham i adskillige år – åbenbart har livslange venskaber og familie langt mindre at sige i forhold til en fremmed pige, Storm tilfældigt møder i en skov, med enorme problemer selv. Jeg kan ikke tale ud fra erfaring, men jeg tror ikke, at det helt er sådan, det fungerer.

Det er, som jeg snart har nævnt mange gange, en meget kort bog. Og når man til det tilføjer, at kapitlerne er korte, skriften stor og mellemrummet mellem linjerne bredt, så bliver der ikke meget plads til at skrive en detaljeret historie med en lang handling. Og det kan man heller ikke sige, at ’Kviksand’ har. Spændingskurven er rimeligt flad, og der sker – ja, der sker stort set ikke noget. Men på en eller anden måde så går det altså ikke helt i stå. ’Kviksand’ er en meget håbefuld og positiv bog. Selvom den tager udgangspunkt i en tragisk hændelse, så ser den på, hvordan Storm løfter sig ud af sorgen, som han sidder fast i, og ikke på alle de sørgelige aspekter af historien. Det er så dejligt. Det kunne meget hurtigt være blevet en meget tung og sørgelig historie, men i stedet ser forfatteren på et venskab, der vokser og Storm, der genfinder sin plads i verden. Det er en sjælden vinkel, som jeg ville ønske vi så mere til.

Sproget i bogen, var nok det, jeg var allermest irriteret over. Det var meget banalt, og der virkede ikke til, at være gjort noget ud af det. Når man læser sætninger som ”jeg får en mega krammer af Ariel”, så bliver man lidt træt. Desuden er der en masse engelsk blandet ind i teksten på en ikke specielt elegant måde. ” […] Om the dramatic ending?” Bogen kom til at føles langt mindre ’professionel’ eller ’ægte’, fordi sproget var så ’talesprogsagtigt’. Man hele tiden stødte på sætninger, der virkede akavet placeret og formuleret.

’Kviksand’ faldt desværre ikke i min smag. Karaktererne havde en meget vag personlighed, og der var en skævvridning i vigtigheden af personerne, der gjorde bogens budskab lidt urealistisk eller underligt. Men bogen udstråler samtidigt også et håb, som er sjældent at finde iblandt bøger med samme tema. en cocktail af rigtig gode elementer og ja, ikke særligt gode elementer, og det var desværre den knap så gode side, der gjorde udslaget.

s

Skrevet af Frida Toudal


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

AlphaOmega Captcha Classica  –  Enter Security Code