“Ladyens løgn” af Sarah MacLean

Ladyens løgn

Originaltitel: Wicked and the Wallflower
Forfatter: Sarah MacLean
Serie: Bareknuckle Bastards
Genre: Kærlighedsroman
Sider: 528
Oversat af: Sarah Von Essen
Forlag: Flamingo
Udgivelsesdato: 10. november 2021

 

 


Tak til Flamingo for anmeldereksemplaret.

Det er den anden gang, jeg læser ‘Ladyens løgn’, men første gang på dansk og jeg er stadig ligeså imponeret!

streg

Bagsidetekst

Lady Felicity vil ikke længere leve i skyggen af Mayfairs sprudlende overklasseliv. Så hun lyver sig forlovet med hertugen af Marwick velvidende om, at løgnen vil afsløres inden længe. Devon ”Devil”, som kontrollerer Londons skyggeverden på brutal vis, hører om løgnen, og ser straks sit snit til endeligt at hævne sig på hertugen. Men vil Felicity indgå i denne alliance med Londons farligste mand? Planen udvikler sig drastisk, imens Devils hævngerrige planer forstyrres af sit møde med den første kvinde, han nogensinde har elsket…

streg

Anmeldelse

Da jeg læste ‘Ladyens løgn’ første gang, var det på engelsk, så det var et kærligt gensyn at læse den på dansk nu. Den er ikke blevet mindre god, selvom det er over 2 år siden, jeg læste den første gang.

Jeg kan godt lide, at den er lidt mørkere, hemmelighedsfuld og mere dramatisk, end nogle af de andre jeg har læst, der foregår i samme tidsperiode. Det bragte i hvert fald noget nyt til, at vi er så tæt på slummen og får et andet indblik, så det ikke kun handler om overklassen.

Derudover dukker der bare ting op undervejs, som gør universet en smule mørkere og farligere, fordi Devils opvækst har været så brutal sammen med sine søskende, på trods af sit ophav. Felicity er dog vokset op i overklassen med alle dens goder og fornøjelser, men da hun når en vis alder og bliver opdaget et uheldigt sted, bliver hendes ry ødelagt, og hun bliver frosset ude.

Jeg er vild med begge hovedpersoner, men især Felicity vandt ind på mig, fordi hun er så kvik, modig og humoristisk med sin måde at håndtere uheldige situationer på. Der var flere gange, hvor jeg tog mig selv i at grine af hendes måde at tackle de situationer på, og der gik ikke længe, før jeg sad som det ivrige heppekor og håbede, at hun ville få sin lykkelige slutning.

Devil har virkelig sine dæmoner at kæmpe med, og jo mere man bliver lukket ind i hans hoved og fortid, jo bedre mening og forståelse fik jeg for, at han er, som han er. Han er generelt ret barsk og fandenivoldsk, men kan samtidig fremstå nobel og hæderlig. Jeg har ikke læst efterfølgeren på bogen, men har fået et mindre indblik i hans brødre, som jeg glæder mig til at følge nærmere.

streg

Skrevet af Anne Mette Bach Jeppesen


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *