“Leoniderne” af Nanna Foss

Leoniderne

Original titel: Leoniderne
Forfatter: Nanna Foss
Serie: Spektrum
Genre: Science fiction, ungdomsroman
Sider: 541
Forlag: Tellerup
Udkom: 19. oktober 2014

DUO stjerner III

 

 

 

’Leoniderne’ indeholder et fantastisk velbeskrevet univers, hvor jeg følte mig draget lige fra starten. Udover dette indeholder ’Leoniderne’ også en historie om venskaber, sammenhold og fremfor alt mystik og hemmeligheder.

streg

Resumé

Den 15 årige Emilie får sig et stort chok, da hun tegner en dreng med turkise øjne og et mystisk prismesmykke – fordi hun møder ham dagen efter, hvor han er startet i hendes klasse. Før Emilie får set sig om, har hun og hendes venner trekantede ar i hænderne, og leder efter svar.

I deres søgen efter svar og sandheden, bliver grænserne mellem drøm og virkelighed visket ud, og imens prøver Emilie at holde tungen lige i munden i midten af alt kaosset. Vennerne vil snart indse sandheden – men er det allerede for sent?

streg

Anmeldelse

I ’Leoniderne’ blev jeg virkelig hurtigt fanget i universet omkring Emilie og hendes venner. En af grundene til dette var, at jeg hurtigt blev præsenteret for mystik og hemmeligheder, og dette fik mig bare til at skulle læse videre, for at se hvad der så skete. Jeg kan rigtig godt lide genren science fiktion, især hvis der også er indblandet mystik og tidsrejser – her skuffer ’Leoniderne’ på ingen måde.

Forfatteren formår med sproget at gøre beskrivelserne, og samtalerne mellem personerne meget livagtige, og således at der altid er spænding i historien. Indimellem står historien nemlig lidt stille i starten, og man skulle lige ind i bogen, før der kom mere tempo på. Men alligevel følte jeg ikke på noget tidspunkt, at jeg kedede mig.

Dette skyldtes helt sikkert karakterne, som er med i bogen. Jeg kunne rigtig godt lide Emilie, da hun også fremstod meget realistisk, og jeg kunne sagtens se hende for mig. Jeg var også meget fascineret af Noah, fordi selvom at han også kunne gøre mig frustreret, kunne man tydeligt føle, at der ligger noget mere bag hans bad boy attitude. Det var dog ikke kun Emilie og Noah, som gjorde et godt indtryk på mig i bogen, og jeg kunne også godt lide Alban, Linus og Pi. Jeg følte mig tilknyttet til dem alle sammen, og jeg glæder mig faktisk utrolig meget, til at høre mere om dem.

Historien er heller ikke på nogen måde slut, da jeg sad tilbage med en masse spørgsmål, men også en lyst og iver efter at vide, hvad der ellers kommer til at ske for vennerne. Jeg ser meget frem til at fortsætte med nummer to i serien, som hedder ’Geminiderne’, hvor jeg forhåbentligt kan få nogle flere svar på hvad det hele handler om. Jeg kan helt klart anbefale ’Leoninderne’, hvis man kan lide en bog, der indeholder sammenhold, venskaber og kærlighed, med en smuk sløjfe omkring med et velbeskrevet univers.  

streg

j

Skrevet af Marie Lorentzen


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

AlphaOmega Captcha Classica  –  Enter Security Code