Genre: Drama
Spilletid: 1 time og 26 minutter.
Skuespiller: Cyron Melville, Jakob Oftebro, Danica Curcic
Udgivelsesdato: November 2014
Selskab: Nordisk film
Resumé
Nikolaj og hans venner er vilde med biler, og at køre race. De lever det vilde liv med fester, alkohol, og biler – som måske ikke lige er den bedste blanding. En dag går det også galt, da Nikolaj og vennen Martin kører race midt inde i byen. Nikolaj undgår lige præcis at ramme en pige, som er i gang med at krydse vejen, men det samme kan ikke siges om Martin.
Den unge pige dør af sine kvæstelser, og Nikolaj og Martin står over for nogle svære valg. Skal de fortælle sandheden til politiet? Eller skal Martin lade som om, at han var den eneste der var tilstede ved ulykken, og dække over sine venner?
Venskab bliver udfordret da Nikolaj begynder at se meget til pigen Signe – en pige som Martin også har et godt øje til.
Anmeldelse
Jeg har altid været vild med filmen ‘Råzone’, så derfor var det en dejlig overraskelse da jeg fandt ud af, at filmen faktisk ville få en efterfølger. Dog er det ikke helt de samme karakterer vi følger, men det forhindrede ikke filmen i at være utrolig spændende!
‘Lev Stærkt’ sætter fokus på venskab, kærlighed, og hvordan livet kan tage pludselige drejninger. Vi følger de to venner Nikolaj og Martin, og ser hvordan deres venskab kommer ud på et sidespor, da Martin kører en pige ned, og da Nikolaj begynder at se meget til Martins veninde Signe.
Selvom jeg tit synes det er for dramatisk, at et venskab der har varet i 14 år, kan sættes på spil på grund af kærlighed, virkede det realistisk i filmen. Martin har efter ulykken mistet hele sit liv, og derfor virker det helt naturligt at han bliver rasende over at hans bedsteven får det hele foræret.
Filmen er bygget op på samme måde som ‘Råzone’ er, så derfor var der ikke så mange overraskelser, og jeg havde desværre næsten regnet slutningen ud. Det skal dog siges at filmen helt klart er værd at se, og hvis man elsker realistiske ungdoms-dramaer, så er ‘Lev Stærkt’ et godt bud.
Skrevet af Mathilde Alfang