“Limbo” af Kevin Japsen

Limbo

Originaltitel: Limbo
Forfatter: Kevin Japsen
Forlag: Forlaget Facet
Genre: Fantasy, realisme
Sider: 136
Udgivelsesdato: 16. marts 2016

duo 4½

 

 

 

 

 

‘Limbo’ er en letlæst kortroman på blot 136 sider, men alligevel formår den at holde dig fanget, mens den tager dig gennem to vidt forskellige verdener.

streg

Resumé

Elias bliver indlagt efter at være faldet om hjemme ved sig selv. Det viser sig at være en kræfttumor i hjernen. Elias er i forvejen langt nede i kulkælderen, idet han for et år siden mistede sin far i en bilulykke, og nu har en mor, der ikke klarer sig specielt godt. På sygehuset møder Elias pigen Sia, der ligeledes er kræftpatient, men med hende følger også en helt anden verden med prinsesser og uhyrer, og pludselig har Elias to verdener, hvori han skal kæmpe for sit liv. Men er der egentlig den store forskel på verdenerne?

streg

Anmeldelse

Da jeg modtog ’Limbo’, havde jeg lidt en idé om, at det blot var endnu en typisk roman, der skulle overstås. Bogen er meget kort, og på trods af, at bogen henvender sig til unge, blev jeg en smule skræmt af, at der stod ‘Lix 30’ på første side. Jeg associerede med det samme til børnebøgerne jeg læste, da jeg var lille. Det skulle vise sig, at jeg tog fejl. Jeg var fanget af ’Limbo’ fra første kapitel, og alle mine fordomme blev gjort til skamme.

Sproget i bogen er enkel, teksten er relativt stor, siderne er få og generelt er det en ganske overskuelig roman, der er overstået – for mig – på en time. Alligevel var den fyldt med vigtige temaer. Jeg havde, da jeg begyndte, ikke på noget tidspunkt forestillet mig, at det var en bog om kræft og om kærlighed. Jeg troede det var fantasy.

Bogen har to forløb; et i den virkelige verden på et sygehus, hvor vores hovedperson, Elias, er indlagt, og et i en parallel verden, hvor der er riddere og prinsesser der kæmper mod mørkets uhyrer i en krig. Fælles for de to verdener er, at Elias ikke er i sikkerhed og må kæmpe for sit liv, samt at han er forelsket i pigen Sia. Sia optræder som kræftpatient i den ene verden, en karakter, der virkelig føjer humor til historien, og som en rimeligt hardcore prinsesse i den anden verden.

Alt i alt en rigtig fin historie, især hvis hovedet ikke kan klare flere tunge murstensromaner. Det er helt sikkert en bog, der kan anbefales, et skud i tågen er fra 6. klasse og op.

streg

Skrevet af Mia Cecilie Pedersen


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

AlphaOmega Captcha Classica  –  Enter Security Code