“Måske vi mødes” af Kate Eberlen

Måske vi mødes

Originaltitel: Miss you
Forfatter: Kate Eberlen
Genre: Kærlighedsroman
Oversat af: Bente Kastberg

Sider: 468
Forlag: Politikens forlag
Udgivelsesdato: 28. oktober 2016
DUO stjerner III

 

 

Tak til Politikens forlag for anmeldereksemplaret.

En bog der handler om, hvordan skæbnen kan spille os en puds, og hvordan tilfældige møder, kan blive meget betydningsfulde.

streg

Resumé

Tess er på interrail med sin veninde Doll, da hun tilfældigt møder Gus, som er på ferie med sine forældre i Firenze. De er to vidt forskellige steder i deres liv, men møder hinanden et par gange den sommer i Firenze. Gus er ved at komme sig over sorgen og skylden over at have mistet sin bror, mens Tess skal til at begynde et nyt kapitel i sit liv, men det bliver der dog hurtigt sat en stopper for, da hun vender hjem fra interrail. 16 år senere møder de hinanden helt tilfældigt igen, men måske er det skæbnen?

streg

Anmeldelse

Jeg er meget imponeret over, hvor godt ’Måske mødes vi’ er bygget op. Der er virkelig tænkt over hver detalje, og der er en mening med alt det, vi får et indblik i. I løbet af 16 år følger vi Tess og Gus, som hver især kommer igennem nogle hårde prøvelser og udfordringer, for kun at følge dem frem til, at de igen møder hinanden i Firenze, hvor det hele begyndte med deres tilfældige møde.

Begge karakterer fik jeg stor sympati for, da det ikke er nogle lette problemstillinger de står overfor. Derfor var det også en noget tungere bog at komme igennem, fordi den var dyb på den måde, at det er nogle tunge emner, vi bliver introduceret for. Så det er ikke bare en bog, man sådan lige kværner på et par timer. Jeg endte med at bruge en del tid på den, for at få det hele med, da der var så mange lag i bogen.

Jeg kan rigtig godt lide det her med, at der er mange tilfælde hvor Gus og Tess er så tæt på at få flettet deres liv sammen igen, men alligevel må vi vente 16 år på det, da netop som man tror, at det kommer til at ske, så sker der noget i deres liv, som lige præcis forhindrer, at de støder ind i hinanden igen. Jeg endte faktisk med at blive helt frustreret til sidst, da jeg så gerne ville have, at de skulle finde hinanden igen, da jeg syntes de ville være gode sammen.

Samtidig kunne jeg dog godt forstå, at de blev nødt til at vente så lang tid, da det netop er det de har oplevet hver for sig, der gør at de er et andet sted i deres liv, da de mødes igen, og derfor har nogle ting, som de kan dele med hinanden, og som de kan hjælpe hinanden igennem. ’Måske vi mødes’ er en bog, der er bygget op på mange lag, og jeg var helt vild med at få lov til at gå helt dybt ind i historien. Det bliver nok ikke sidste gang, jeg læser den.

 

streg

AM DUO

Skrevet af Anne Mette Bach Jeppesen


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

AlphaOmega Captcha Classica  –  Enter Security Code