Resumé
Thomas vågner pludselig op i mørke og kan ikke huske andet end sit navn. Da han kommer ud af Boksen, er han omgivet af fremmede drenge, som heller ikke kan huske tiden før mørket. De lever i et lille samfund, kaldet Lysningen, hvor der er fire høje stenmure der omslutter dem. Bag murerne er der en enorm og forandrelig Labyrint, som er drengenes eneste vej ud, men efter to års forsøg, er det stadig ikke lykkedes at finde en vej ud af den. Om natten lukker portene og holder drengene inde og deres fjender ude. Men en dag går alting skævt, og det bliver snart umuligt at føle sig sikker på noget tidspunkt.
Anmeldelse
Det tog noget tid, inden jeg overgav mig og besluttede at give ’Labyrinten’ en chance, men nu er jeg glad for, at den fik en chance. Den er virkelig spændende, nervepirrende, mystisk, magisk og ikke mindst brutal og voldsom! Den fangede mig fra side 1, og hver gang jeg skulle lægge den fra mig, blev jeg virkelig frustreret, fordi jeg ville vide, hvad den næste prøve de skulle igennem var.
Universet som James Dashner har fået skabt, er jeg helt vild med. Det samfund som eksisterer i Lysningen er velskrevet, og selvom man får et billede af labyrinten, fremstår den stadig som lidt uhåndgribelig, fordi den er så stor og massiv. Samtidig har drengene der bor der, en meget speciel måde at snakke sammen på, men efter noget tid, gav de nye ord mening for mig. På en eller anden måde styrkede det bare mit bånd til universet, fordi man som læser går igennem det samme som Thomas, som også er meget forvirret, og ikke kan forstå hans nye virkelighed.
De skabninger der optræder i ’Labyrinten’ er også beskrevet ned til mindste detalje, så jeg fik et meget klart billede af, hvad det er for nogle fjender og uhyrer som drengene står overfor. Jeg kan også rigtig godt lide Thomas, og synes hans personlighed er virkelig fed, fordi han på trods af de farer de står overfor, stadig er en fighter, og han samtidig fremstår som en beskytter.
Jeg har endnu ikke set filmen ’Maze Runners’, men tænker helt klart, at den skal jeg have set, nu hvor jeg har læst bogen. Hvis du trænger til nyt læsestof, der ikke er sukkersødt og fyldt med kærlighed, kan jeg anbefale dig, at du kommer i gang med denne trilogi. Så glæder jeg mig bare til, at resten i trilogien også bliver oversat til dansk, for jeg er virkelig nysgerrig på, hvad der kommer til at ske videre med dem alle sammen. En sidste ting, som jeg synes er særligt vigtigt, er den flotte forside til ’Labyrinten’, som bare er rigtig lækker og interessant!
Skrevet af Anne Mette Bach Jeppesen
Du bliver skuffet over filmatiseringen. Bogen er langt bedre
Okay, tak 🙂
Så ved jeg, at jeg ikke skal sætte mine forventninger for højt op, så jeg måske undgår at blive skuffet 🙂