Tak til 20th Century Fox for anmeldereksemplaret
Resumé
De to festglade brødre Mike og Dave får udstillet et ultimatum fra deres forældre og lillesøster om, at til hendes bryllup skal de finde en date hver, som skal være helt nede på jorden og helt igennem sød og gerne også klog. De er nemlig kendt for at lave de vildeste ulykker til familiefester, og det bliver kun værre af, at de gejler hinanden op. Men er det så ligetil at finde nogle respektable piger, når det pigerne får med i prisen er en tur til Hawaii, hvor brylluppet skal holdes?
Anmeldelse
Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg er ret så vild med Zac Efron, og jeg gerne ser alle de film han medvirker i! Han er simpelthen lige til at savle over. Anna Kendick er også en skuespiller, som jeg gennem årerene har set mere og mere til, og jeg synes virkelig hun er en dygtig skuespiller.
Adam Devine er især gennem de seneste par år blevet kendt gennem ’Pitch Perfect’, hvor han gør det utrolig godt, og det var heller ikke en undtagelse i denne film. Til gengæld er det ikke meget jeg kender til Aubrey Plaza endnu, men jeg vil helt klart holde øje med hende i fremtiden.
Filmen viste også meget klart hvor meget veninder (i hvert fald her i denne film) kan være villig til at gå for hinanden. Jeg synes faktisk at det var en rigtig god historie man fik undervejs, som både handler om at vokse op og begynde at tage ansvar, men også hvor vigtig et familiebånd er.
Der er masser af humor, pinligheder og ekstremer af den ene og anden slags til stede undervejs, og jeg var i hvert fald underholdt! Jeg fik brugt lattermusklerne og syntes faktisk det var nogle geniale scener, de havde fået lavet. Det er i hvert fald sikkert, at jeg kommer til at se filmen igen, især til en af de mørkere dage, hvor humøret lige trænger til at blive løftet. Jeg kan kun anbefale andre at se denne humorfyldte film, især hvis du også har tendens til at savle lidt over Zac Efron, som du kan få lov til at nyde i bar overkrop.
Skrevet af Anne Mette Bach Jeppesen