“Min bedste fjende” af Sally Thorne

Min bedste fjende

Original titel: The hating game 
Forfatter: Sally Thorne
Oversat af: Randi Bjerre Høfring
Genre: Romantisk komedie
Sider: 392
Forlag: People’s press
Udgivelsesdato: 28. maj 2020

DUO stjerner III

 

 


Tak til People’s press for anmeldereksemplaret. 

En sød og sjov komedie, som hurtigt blev læst, fordi man blev opslugt af hovedpersonernes små lege.

streg

Resumé

Lucy og Joshua er kollegaer, og samtidig er de fjender og rivaler. De arbejder begge for forlagets to direktører og alt er en konkurrence eller en leg mellem dem for at se, hvem der har overtaget. Men da en forfremmelse bliver sat i udsigt for dem begge, bliver spillet mellem dem intensiveret, og de begynder en ihærdig kamp om chefernes gunst. Men efter jagten på forfremmelsen kommer i gang, og de lærer mere og mere om hinanden, ser de også sider, som de slet ikke havde forventet. Det betyder, at det bliver sværere og sværere at konkurrere mod hinanden, fordi hader de virkelig hinanden så meget, som de selv sidder og siger?

streg

Anmeldelse

Jeg glædede mig meget til ’Min bedste fjende’, fordi den slags historie var lige, hvad jeg trængte til, fordi jeg på det sidste har oplevet et lille læsestop. Genre og fortællingen omkring ’Min bedste fjende’ var meget typisk af, hvad man har læst før. To kollegaer som er dybe fjender og som har konkurrencer, leger og laver jokes på hinandens bekostning, men hvor der stikker meget mere bag. Den er hyggelig at læse, nem at læse og man bliver ret hurtigt fanget af karaktererne og handlingen.

Til at starte med kunne jeg rigtig godt lide Lucy og lidt mindre Joshua, men så ca. midtvejs blev jeg en smule træt af Lucy i forhold til, hvordan hun opførte sig, og jeg kunne bare ikke forstå, at hun ikke kunne se tingene, som var lige for næsen af hende. Der begyndte jeg at komme lidt mere ind på Joshua og kunne ret tydeligt se hans personlighed og følelser, og der blev jeg egentligt lidt vild med ham.

En anden grund til, at jeg lige midtvejs blev en smule træt, var også på grund af skrivemetoden, som forfatteren bruger. I starten synes jeg, det var lidt sjovt, men så blev det bare lige en smule irriterende i midten, indtil hen imod slutningen, hvor jeg ikke lagde mærke til det længere, fordi så vendte hver side sig næsten helt af sig selv på grund af karaktererne, og at jeg var nødt til at finde ud af, hvordan den ville slutte.

Jeg synes, de små lege og konkurrencer var ret sjove at følge med i, og at de så gav mere og mere mening til sidst i bogen også, synes jeg var ret fedt. Samlet set er det en sød, sjov og romantisk bog, som jeg nemt kan anbefale. Jeg tænker helt sikkert, at jeg godt kunne finde på at læse den igen og læse andre bøger af samme forfatter for at finde ud af, hvad hun ellers har at byde på.

streg

j

Skrevet af Marie Lorentzen


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

AlphaOmega Captcha Classica  –  Enter Security Code