“Mirror Mirror” af Cara Delevingne

Mirror mirror

Original titel: Mirror Mirror
Forfatter: Cara Delevingne og Rowan Coleman
Oversat af: Nana Baaner Klitgaard og Nete Harsberg
Genre: Ungdomsroman

Forlag: Politikens forlag
Sider: 382
Udgivelsesdato: 19. oktober 2017

 

 


Tak til Politikens forlag for anmeldereksemplaret

Fantastisk bog skrevet af en fantastisk kvinde med mange talenter. Nu også som forfatter. Så hvis du godt kan lide en bog, der sætter tankerne i gang, så skal du helt sikkert sætte denne ungdomsroman øverst på din ønskeliste.

streg

Resumé

Red, Leo, Rose og Naomi har været sammen, siden de startede deres band, Mirror Mirror, men så forsvinder Naomi sporløst uden forklaring. De andre ved ikke, hvad de skal gøre, og bandet er i fare for at gå i opløsning, uden Naomi til at holde sammen på det. Pludselig bliver hun fundet bevidstløs. Nu har Red, Leo og Rose mange spørgsmål. Hvordan havnede hun i en havn med reb om kroppen, hvorfor kontaktede hun dem ikke, hvis hun havde brug for hjælp, og vil hun nogensinde vågne op igen fra sin koma?

streg

Anmeldelse

Da jeg hørte, at Cara var i gang med at skrive sin første bog, tænkte jeg, at den måtte jeg bare eje, lige så snart den blev udgivet. Jeg har i mange år været rigtig vild med Cara. Hun er en fantastisk kvinde med mange talenter. Da jeg endelig fik den, var jeg ellevild for at komme i gang. Jeg sprang ind i bogen med ret høje forventninger, og jeg blev ikke skuffet.

Det lidt specielle ved denne ungdomsroman er, at den er skrevet to forfattere. Jeg har ikke læst andre af Rowan Coleman bøger, så jeg kan ikke sige hvem, der har skrevet hvad, men sproget er let og ungdommeligt, så det passer perfekt til genren.

Bogen satte en masse tanker i gang hos mig, og det var fedt, for mange bøger jeg læser er ”bare” rigtig gode eller spændende, men den her fik mig virkelig til at tænke blandt andet over, at selvom internettet er en af de mest fantastiske opfindelser nogensinde, findes der også nogle skræmmende steder på nettet. Jeg forstår ikke, hvordan nogle mennesker rent faktisk kan få sig selv til at gøre så forfærdelige ting, som der bliver beskrevet i bogen. Jeg synes derfor også, at det er vigtigt, at Cara har sat fokus på netop det område, for det er der ikke mange, der har gjort før.

Noget af det jeg bedst kan lide ved bogen er, at den ikke er en kliche romantisk ungdomsroman, for det kan jeg personligt hurtigt blive træt af, men det er alligevel meget dejligt, at der stadig er lidt kærlighed til stede. Jeg synes, at forsiden har en rigtig flot gul og meget iøjefaldende farve. Den er enkel, stilren og udtrykker også en styrke gennem den knyttede hånd.

Karaktererne er meget forskellige og komplimenter hinanden rigtig godt. Jeg kom til at holde meget af hovedpersonen Red, som bare gerne vil gøre det bedste for sine venner. Bogen skildrer rigtig godt, at alle har noget de kæmper med, lige meget hvor selvsikre og målrettede de fremstår, og det synes jeg er et vigtigt budskab.

Nu vil jeg ikke spoile for meget, men på side 238 kommer et ”lille” plot twist, hvis man kan kalde det det, som jeg ikke lige havde set komme. Jeg havde dog studset over det lidt i starten, men havde hurtigt glemt alt om det igen, så det kom som lidt af en overraskelse, og brikkerne faldt på plads i forhold til et par ting. Det lille plot twist fik også sat gang i nogle tanker hos mig. Hvordan vi nemt kan komme til at se verden lidt for sort og hvid, og hvordan vi kan have meget svært ved at lægge ting fra os, som vi har lært, da vi var helt små ligesom Reds mor.

Jeg har givet bogen 6 stjerner, fordi den tager nogle rigtig gode emner op, den er moderne og generelt en rigtig spændende bog. Det eneste jeg mangler er en lidt mindre forudsigelig slutning. Så alt i alt er den super god, og hvis du godt kan lide en bog, der sætter tankerne i gang, så skal du helt sikkert sætte denne øverst på din ønskeliste.

streg

Skrevet af Clara Juul


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

AlphaOmega Captcha Classica  –  Enter Security Code