“Monsters University”

Monsters University

Titel: ”Monsters University”
Genre: Animation, Familiefilm
Sprog: Dansk
Spilletid: 104 min.
Premiere: 1/8-2013
Skuespiller: Donald Andersen, Peter Aude, Jens Jacob Tychsen
Filmselskab: Disney/Pixar

DUO stjerner III

 

 

”Monsters University” er halvanden times ren nostalgi – og underholdning. Det er en af de film, man tager det nærmeste barn med ind for at se, fordi man inderst inde virkelig gerne selv vil se den. Disney har gjort det igen – en børnefilm så sjov og hyggelig, at hele familien vil elske den.

streg

Resumé

I ”Monsters University” rejser vi tilbage i tiden, da Mike, Sulley og flere af de andre personer fra ”Monsters Inc” gik på universitetet, for at lære at blive rigtige skræmmere. Men da de først møder hinanden, er de langt fra perlevenner. Alt det med at skræmme kommer så let til Sulley, at han slet ikke gider læse. Mike, derimod, sætter sig for at lære alt det, han kan, så han kan kompensere for sin manglende uhygge med viden.

Til den første eksamen dummer de dog begge så meget, at de bliver smidt ud af skræmmeskolen. For at komme ind i varmen igen beslutter Mike sig for at deltage i skolens konkurrence om at være det mest skræmmende uhyre – men han har brug for at hold.

Han må derfor slutte sig sammen med Sulley og den noget triste klub Oozma Kappa, forkortet OK, som består af fire monstre, der også på et eller andet tidspunkt er blevet sparket ud af skræmmeskolen.
For at vinde konkurrencen, som er deres eneste chance for at få deres store drømme opfyldt og blive skræmmere, må de lære at samarbejde og styre mod deres fælles mål. Og langsomt begynder et venskab at blive bygget op.

streg

Anmeldelse

Da jeg så traileren for ”Monsters University”, var det som at blive kastet omkring 10 år tilbage, da jeg så ”Monsters Inc.” første gang. Jeg vidste med det samme, at den måtte jeg bare se. Nogle vil måske sige, at det da er en børnefilm. Men jeg synes nu, at ”Monsters University”, lige som mange andre af Disneys film, er en film, man godt kan se, selvom man ikke er barn.

Filmen byder på en stor vifte af unikke personligheder, som giver et sjovt pust. Der er et par steder nogle af de jokes, som det nok mest er de ældre børn og voksne, der forstår og kan grine af, men det gør også, at filmen er sjov, selvom man ikke er barn. Dog synes jeg, der var nogle passager i filmen, hvor der gik lidt meget børnefilm i den, og jeg kedede mig lidt. Men det er nok uundgåeligt, når der også skal være noget for de helt små.

3D effekterne i filmen er, efter min mening, ikke rigtig noget at råbe hurra for. De er så diskrete, at jeg kun meget få gange lod mærke til, at det var 3D. Det er ikke nødvendigvis dårligt, slet ikke, men efter min mening er det ikke nødvendigt med 3D til lige netop Monsters University.
Måske har det, at jeg ikke lagde mærke til 3D-effekterne ret meget, noget at gøre med, at mine 3D-briller faktisk sad helt perfekt. Det er første gang, jeg har oplevet, at jeg ikke var ved at smide brillerne under en forestilling, fordi de var for store, for små, for tunge eller kildede på næsen. Det var fedt!

Med hensyn til aldersgruppe er den for alle aldersgrupper, men anbefalet til børn over 7. Det synes jeg egentlig er meget passende, eftersom der er nogle passager i filmen, som er lidt uhyggelige. Både med bad guys, der er lede, men især en scene, hvor Mike, Sulley og resten af Oozma Kappa-gruppen er brudt ind på Monsters, Inc. og får politiet på nakken kan være skræmmende for den mindste aldersgruppe.
Så er det også sjovt at se filmen, når man har set Monsters Inc. som lille, men i og med, at Monsters University foregår før handlingen i Monsters Inc. behøver man ikke at have set den først.

Før filmen er der også en lille mini-film kaldet ”The Blue Umbrella” (Den Blå Paraply), en lille animationsfilm, som er lavet af Pixar. Det er en historie, som handler om to paraplyer, en blå og en rød, der en regnvåd dag forelsker sig håbløst – men deres ejere går hver sin vej. Den lille musikalske historie er simpelthen så kær, og selvom nogle måske synes, det ikke lige hører til filmen ”Monsters University”, er det bare en typisk hyggelig Pixar-animationsfilm, som bestemt fortjener at få noget credit.

Alt i alt er ”Monsters University” en fantastisk familiefilm, som børn, barnlige sjæle, men egentlig også voksne, vil elske.
Med sin humor og varme er man underholdt hele vejen igennem – og hvor er det altså bare nostalgisk!

Se traileren her

streg

Sofie DUOSkrevet af Sofie Peschardt

 

 


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

AlphaOmega Captcha Classica  –  Enter Security Code