Resumé
Under 2. verdenskrig blev mange kunstværker rundt omkring i Europa stjålet af tyskerne og bragt til Tyskland. En gruppe mænd samles med den mission at generobre kunstværkerne og afleverer dem tilbage til de retmæssige ejere.
Gruppen har ikke anden erfaring end en fænomenal kunstviden, men i krig kræves der soldater og ikke eksperter. Det må gruppen lære på den hårde måde.
Anmeldelse
Jeg syntes traileren var sjov og med både Matt Damon, George Clooney og Cate Blanchet på skuespiller plakaten, lød det alt sammen meget lovende. Desværre skuffede filmen mig. Jeg havde ikke forventet det vilde action, men alligevel havde jeg forventet mere end det der var. Et par skud hist og her, og så ikke mere end det. Jeg syntes det var lige lovlig nemt at komme igennem Tyskland og finde de stjålne kunstværker. Hvor hulen var alle tyskerne henne? Jeg manglede noget realisme i filmen, for man vader ikke bare ind på steder hvor Tyskland gemmer alt guldet og kunstværkerne uden at møde bare lidt modstand, men det gør man åbenbart i denne film.
Jeg kan rigtig godt lide, hvis der er lidt kærlighed tilstede i filmen, men det var ikke rigtig tilfældet her. Gruppen består primært af midaldrende mænd, og derfor syntes jeg ikke, at der var meget at komme efter. De er alle gifte, og selvom nogen af dem er fristede, er der intet på den lystavle.
Jeg ved ikke helt hvad jeg skal klassificerer filmen som. Det er ikke en actionfilm, ej heller en kærlighedsfilm. Måske en meget, meget mild dramafilm, med lidt humor indblandet. Men mere er det altså heller ikke.
Det er ærgerligt at filmen ikke var bedre, for den lød ellers lovende. Og ja der var nogle sjove momenter, men halvdelen af tiden var jeg bare mere forvirret end underholdt. Desværre.
Jeg giver den 3 stjerner for den var ikke forfærdelig. Den var sjov nogen gange, og det var interessant at vide at så mange kunstværker forsvandt og blev brændt under 2. verdenskrig. Den kan ses med familien. Men så kommer den heller ikke videre. Det er ikke ligefrem nogen Oscarfilm.