THE MORTAL INSTRUMENTS

skrift

 

city of bones


Om filmen:

Clary Fray er en tilsyneladende ganske almindelig teenager, der helt tilfældigt opdager, at hun er efterkommer af en gammel slægt af Skyggejægere – en hemmelig klan af unge krigere, der kæmper en evig kamp for at beskytte menneskenes verden fra underverdenens dæmoner. Da Clarys mor pludselig forsvinder, må hun slutte sig til gruppen af Skyggejægere. Her møder hun Jace, som introducerer hende for en farlig og mystisk underverden – et sted fyldt med dæmoner, vampyrer, varulve og andre dødbringende skabninger.
Filmen får premiere i de danske biografer den 22. august.

 

The Mortal instruments er en serie på fem bøger skrevet af Cassandra Clare, og nu får den første “City og Bones” på dansk “Dæmonernes by” endelig præmiere. Vi fejrer det med en kæmpe konkurrence, hvor du har mulighed for at vinde billetter til filmen, den første bog i serien, samt en t-shirt!

The Mortal instruments er en verden fuld af dæmoner, så derfor går konkurrencen ud på at skrive om et fiktivt møde med en dæmon! Så nu gælder det om at være kreativ.

Regler:

  • Historien skal handle om et møde med en dæmon
  • Historien skal være ca. 300 ord, men det gør ikke noget, hvis den er længere
  • Du må gerne blive inspireret fra bogen hvis du har læst den, men du må også gerne tolke lidt på det.

Konkurrencen slutter den 22. August.

Skriv dit bidrag i en kommentar nedenunder 

Præmier:

1. Bog, T-shirt, samt 2 billetter til filmen
2. Bog, T-shirt, samt 2 billetter til filmen
3. T-shirt, samt 2 billetter til filmen
4. T-shirt, samt 2 billetter til filmen
5. T-shirt, samt 2 billetter til filmen

 

DAEMONERNES_BY_filmc#906815 (1)T-shirt og billetter

 

Se traileren her!


25 thoughts on “THE MORTAL INSTRUMENTS

  1. Så er min historie klar. Det var ret sjovt at skrive om det, især når man som mig altid har set meget op til de bøger. Fed konkurrence! 😀

    Hun knækkede tålmodigt sin nakke, mens hun gik efter den. Hendes øjne stirrede målrettet på den lange sorte kappe, som om den prøvede at gemme sig. Men det virkede ikke, hendes øjne kunne se igennem alt. Da den rundede et hjørne, var hun klar. Hun hev tog fat i dolken.
    ”Gabriel,” hviskede hun og hev et sværd frem, det lyste med et blåt skær, som gav den mørke gyde lys. Den stod længere fremme og ventede på hende. Et kruset smil kunne anes på dens ansigt.
    ”Du fandt mig.” Dens stemme lød som en hvæsen – et barn der havde stoppet næse og ondt i halsen.
    ”Jeg finder altid sådan nogle som jer.” Hun legede lidt med sværdet i sin hånd.
    ”Er du klar til at dø?” Et smil spillede på hendes læber, inden hun satte i et langt spring mod den. Hvæsende hoppede den til siden og skiftede form. Hvor der før havde stået en lang sort mand stod nu en stor ildfarvet dæmon.
    ”Jeg blev advaret om sådan nogle som dig.” Dens tre hoveder sendte en strimmel af ild i mod hende, mens dens fire haler var klar til at gribe hende, når hun hoppede. Men hun gjorde intet af det, den havde forudset. Hun hoppede fremad, dukkede sig for ilden og svingede sværdet mod dens tykke mave. Sværdet skar gennem luften og dæmonens hud, den skreg i smerte. Hurtigt hoppede hun til siden, da dens giftige mave indhold flød ud fra såret. Hvæsende vendte den sig i mod hende.
    ”Var det alt?” Et skævt smil fandt frem til hendes læber, inden hun igen hoppede frem. To af dens haler var langt fra hende, og de to andre skar hun med lethed af den. Hun hoppede væk fra det giftige stads og fortsatte frem mod dens hjerte.
    ”Nej, det her var alt,” hviskede hun, inden hun jog sværdet ind i dens hjerte og besejrede den for altid.

  2. Mit bidrag til konkurrencen er lidt sent ude fordi jeg først har set den i dag, jeg har skrevet det hele ud fra min fantasi. Jeg elsker at skrive historier, så jeg tænkte jeg nok godt kunne nå det. Måske er den på flere ord end den skulle være, men jeg har svært ved at skrive korte historier. Hele stykket er på 992 ord men det er måske for meget, så jeg lavede det lidt kortere.
    —————————————————————————————————————
    Heldigvis var det ikke aften, ellers havde jeg nok ikke turde gå igennem kirkegården. Lågen knirkede forfærdeligt, hvor lang tid siden var den blevet smurt. Nogle fugleunger hoppede rundt på jorden længere fremme. Jeg stoppede op for at nyde synet af dem da jeg pludselig hørte nogen mumle. Jeg kiggede mig omkring der var ingen. Jeg lyttede igen, det kom henne fra krypten.
    Jeg lister ind mellem gravstene, og går hen til kryptens indgang. Jeg gik ned af stentrappen der stod to personer med hættetrøjer og mumlede. Der var en kæmpe lilla cirkel på gulvet, med noget sjovt mønster. Jeg gispede overraskede. Den ene af dem vendte sig og kiggede direkte mod mig. Det var en dreng, men drengen skjulte hans øjne og hår. Jeg bakkede forskrækket tilbage, men stødte ryggen mod muren.
    Kort efter havde de omringet mig. Ham der havde set mig først trak hætten af, og jeg kiggede chokeret på hans ansigt. Det var sorte mønstre på hans hud der lavede fordybninger i hans lysebrune hud. Han havde sort hår, med en svag brun nuance. Jeg ville skrige men kunne ikke. ”hvem er du” sagde ham der stadig havde hætten ned over hovedet. Det overraskede mig at jeg kunne forstå dem. ”je… jeg he… hedder Luna” får jeg frem-stammet, og prøver at rykke mere tilbage, men det kan jeg ikke.
    Den hætteklædte tog fat om mit håndled og trak mig hen til deres cirkel. Hans hånd var varm, ikke brænd varm, men varm. Han havde ikke negle men skarpe klør. Jeg kiggede på cirkelen, der var fordybninger der hvor cirklen var skåret ud i trægulvet. Den hætte klædte dreng tog sin hætte af, han lignede den anden undtagen hans mønster ikke er magen til og han har mere orangelysende øjne og helt sort hår. ”hvad er i” siger jeg bange, da de holder min arm strakt ud over cirkelen. Den rødøjet tager en kniv frem. ”dæmoner” hvisker ham der holder mig fast. Jeg prøver at vride mig fri. Pludselig tager den rød-øjet fat om min hånd og holdt den stille. Hans hånd er varmere, han tager kniven, og lader issen glide hen oven min håndflade. Jeg blinker for at få nogle tårer væk, men det lykkedes ikke. En tynd blodstribe pibler frem fra min hånd. Blodet drypper ned i cirkelen. Så lyser cirkelen. Dæmonerne trækker mig tilbage, og pludselig er fordybningerne fyldt med flammer. Jeg kigger på min blødende hånd og derefter på dæmonerne. Mit blik er sløret. De slap mig, og lod mig side lidt på de kolde sten. Jeg prøvede at stoppe blødningen med min hånd, men det kunne jeg ikke.
    ”skal jeg hjælpe” spurgte den ene af dæmonerne. Jeg kiggede op, det var ham med orange øjne. Jeg nikkede og rakte ham modvilligt min hånd. Han tog den, og placerede sine hænder på hver sin side af den, ”sid helt stille lige meget hvad der sker” hviskede han. det føles først mærkeligt at side sådan, men så begyndte det at kilde i min sårede hånd. Lidt efter flyttede han sine hænder, og jeg kiggede på min hånd. Den var helet. Jeg gjorde store øjne og kiggede mod ham. ”undskyld… vi har bare været fanget her i lang tid, men vi skulle bruge menneskeblod og en masse andre ting for at åbne en portal så vi kan komme hjem til vores verden” siger han og rykker nogle skridt tilbage. Jeg kiggede mod cirkelen, ilden havde dæmpet sig, og der var et sort hul midt i cirkelen. ”hvem er i?” spørger jeg og kigger mod den rødøjede der stod tæt på ilden. ”Jeg hedder Elias, og det er Cedric min broder” sagde han og pegede mod den rødøjede dæmon. Elias gik hen til portalen, og hoppede ned i det sorte hul.
    Cedric kiggede på mig, og et sekund efter stod han foran mig. Han tog fat i min hals og hviskede i mit øre ”hvis du siger så meget om et ord om os, lover jeg at jeg vil hive dit hjerte ud og tvinge Elias til at spise det, for han lader til at kunne lide dig”. Han slap mig brat, og i næste øjeblik er han væk. Lyset forsvinder fra cirkelen og alt var som hvis dæmonerne aldrig havde været der.
    På vej hjem tænkte jeg på om jeg nogen sinde vil møde dem igen, Elias var ret sød men hade et ret uhyggeligt udseende. Men han var jo dæmon så det var også til at for. Hans bror derimod var uhyggelig. Jeg tænkte på noget andet resten af vejen hjem.
    ———————————————————————————————————–
    starten af historien bliver lang ind på Movellas.com af StoryTiger. måske under navnet “dæmonerne” eller noget lignende

  3. Hej! Her er min historie 🙂 Lidt inspireret af et mareridt jeg havde forleden nat…

    Mine øjne føltes tunge. Jeg har altid haft svært ved at falde i søvn, men man skulle tro at jeg nemt kunne falde i søvn i nat. Jeg var lige kommet hjem fra en kammerat, bussen var kørt lige foran næsen på mig, så jeg måtte gå 4 km alene i mørket. Det var som om nogen gik og holdt øje med mig, men der havde ikke været noget at se. Kun et rødt skær i efterårsbladende som ramtes af lygtepælens lys..
    Jeg lå i min seng helt pakket ind i min dyne. Mine øjne var så trætte, at jeg ikke kunne åbne dem, men alligevel faldt jeg aldrig helt i søvn. Svingende ind og ud af drømme, kunne jeg ikke slippe følelsen af at være overvåget. Mørke. Røde øjne. Mørke. Knirken. Mørke. Et tordenbrag fik mig til at sætte mig brat op. Min seng er helt våd. Vinduet er åbent, så regnen er kommet ind. Men jeg har altid vinduer lukket om natten? Jeg lukker vinduet og trækker vejret tungt. Min puls er oppe at køre, jeg er svimmel og jeg kan mærke koldsveden trille ned ad min hals. Den er øm, som hvis nogen havde prøvet at holde fast i mig. Indbildning! Tænkte jeg til mig selv.
    Ude på badeværelset vaskede jeg mit gennemblødte ansigt. I spejlet syntes at være en skygge bag. Men da jeg vendte mig var der intet. Inde i stuen fandt jeg nogle store tæpper og lagde mig til rette der, jeg orkede ikke at skulle ordne min seng, så jeg måtte nøjes med sofaen. Min røde pude mindede mig om de røde øjne fra min drøm. De havde virket så virkelige. Jeg lade mig til rette. Røde øjne, det findes jo ikke, kun ved albinoer! Mine øjne begyndte at føles tunge igen. Jeg kunne ikke hører uret tikke, bilernes larm var stoppet, jeg kunne end ikke hører mit eget åndedræt. Jeg åbnede øjnene brat ved en skarp smerte midt i brystet! Mine øjne flakkede i mørket og lige foran mig var de røde øjne, jeg huskede fra min drøm.
    Det lignede en knægt, ældre end en dreng, men ikke gammel nok til at være en mand. Røde øjne med sorte pupiller der skar gennem nattens mørke. Et smil så hvidt at end ikke den første vintersne ville kunne hamle om med dem. En hale med en spids som så skarpere ud end det mægtigste våben der nogensinde er set. Han sad på hug ved mine ben. Hvad var det han sad med i hånden? Jeg mærkede efter på mit bryst, hvor smerten var, der var fugtigt. Først der mærkede jeg en svien på min hals. En stor revne var på siden.
    Væsenet foran mig lavede en spindende lyd og tog mit hjerte op til dens mund. Men det kan da ikke lade sig gøre? Dæmonen sad i selv samme sekund ovenpå mig og tvang mit hjerte ind i munden på mig. Lugten af blod var ved at få mig til at besvime. Jeg kunne mærke blodet fra det, strømme ned i min hals. En varme blussede frem i min krop. Det brændte som tusinde flammer. Først mine ben, så min underkrop, mave, arme og nu mit hoved. Jeg knep mine øjne sammen og da jeg åbnede dem igen – var min verden rød og jeg hungrede efter mere.

  4. Altid:

    Til tider kan det undre en hvorfor verden er som den er, hvorfor jeg er født Warlock og hvorfor Dæmonerne hader mig.
    Min verden er ikke den samme som nephilimerne eller dæmonernes, min verden er min helt egen….Det er i hvert fald hvad jeg håber på.
    Hvis du ville elske mit liv, vil jeg meget gerne vide hvorfor ?
    Jeg boede i en helt almindelig familie, de anede ikke noget om hvad der skete foran dem- Da jeg var lille og var bange “For de onde monstre” grinede de og sagde det var min fantasi.
    Nu ved jeg at de er dæmoner.
    Jeg stak af fra familien med alle de penge jeg havde tjent og tog afsted ud i verden, da jeg var 14…

    Jeg ved ikke hvordan jeg endte i London, jeg endte der bare okay ?

    Mit mod var næsten brugt op, mine kræfter var der ikke længere- Jeg var bare en pige der kunne se uhyrlighederne i dem jeg passerede, jeg kunne se deres ansigter, horn og farver.
    De var ikke smukke de var forfærdelige, også selvom jeg ikke kendte dem.
    Efterhånden levede jeg med dem ved mine side, jeg lærte at ignorere jeg lignede dem.

    Det er svært at leve alene, så på et tidspunkt samlede en mand mig op og gav mig et sted at leve og mad, ingen regler eller noget jeg måtte være der.
    Jeg fandt ud af han var en Warlock, han fortalte mig det, mens han forklarede mig at jeg også var det.

    Mine tanker kunne ikke kaperer det på det tidspunkt men alligevel blev jeg, jeg holdt ud ligesom jeg altid har gjort i min verden.

    Nu mens jeg tænker alt igennem, forstår jeg ikke den frygt og den ensomhed jeg følte da jeg var fjorten, men jeg tror heller ikke mit fjortenårige jeg ville kunne kende mit had eller min vrede.

    Jeg er nok bare født unormal, men det er ikke min skyld min far var den han var… Jeg kender ham også…nu gør jeg i hvert fald….

    Det var en normal dag, en dag som en hvilken som helst anden i mig London liv.

    Lidt blikke fra dæmoner og et glimt af en skyggejæger ikke noget usædvanligt for mig.

    Indtil jeg fik øje på “Ham/Den”
    Mit blik frøs til is og jeg blev helt stille, jeg var frosset til stedet da han nærmede sig mig.

    Jeg fik endelig fat i min kniv, en gave fra en skyggejæger som jeg reddede da jeg var 13.
    Min hånd slangede sig og da jeg passerede ham, jog jeg kniven ind hvor den passede iden at kigge på ham.
    Hans iskolde sorte og isblå blik mødte mit mens jeg jog kniven dybere.

    Hans stemme lød; “og du er den P-…I….-G…-E”

    Hans blik forsvandt, hele hans krop forvandt og jeg stod alene tilbage…

    Nu har jeg hverken mor eller far, jeg har kun mig selv og min verden, tænkte jeg inden jeg bøjede mig yndefuldt og fik fat i min kniv.

    Jeg gik, jeg kiggede mig aldrig tilbage, det har jeg ikke brug for, jeg lever i nu’et ikke i fortiden.

    ——-

    Jeg er ked af hvis det er lidt langt, men jeg har bare brug for at skrive engang i mellem.
    Jeg har valgt at tage udgangspunkt i bogen, men at bruge en person du ikke kender navnet på, eller ved andet end at det er en hun, en Warlock som er over 14 og stedet er London.
    Jeg elsker universet så det har helt klart været sjovt at bruge det til en lidt kliché historie C:

    Who do you think? Er et navn jeg bruger på siden Movellas og er ikke mit navn C :

  5. // Håber ikke at dette er for langt, hvis der er loft på. //

    ** Mit møde med en dæmon **

    Mit hjerte bankede.

    Min svedige hånd holdt om dolken, der lyste op i en kraftig, lyseblå farve. Jeg vidste, at den var der, og den vidste, at jeg var her. Vores tilstedeværelse var ikke længere skjult for hinanden, og vi begge ventede på, den der ville føre det første trin i den farlige, blodige dans.
    En dans jeg efter mange år havde forsøgt mig med, men stadig kæmpede med at mestre. Jeg var god, men ikke så god, at jeg kunne bekæmpe den alene. Jeg var blevet væk. Væk fra min parabati. Vi var hinandens beskyttere, men lige nu, var vi ikke. Jeg mærkede efter, for at sørge for, der ikke var sket hende noget. Det var der ikke.
    ”Kom nu frem, din usle dæmon” hvæsede jeg gennem mine sammenbidte tænder, der nær havde klippet min tunge over.
    ”Det er moloch dæmoner! Pas på, Shay!” råbte en stemme til mig. Stemmen var langt væk, men alligevel så tæt på, men på grund af de grotter vi befandt os i, så var det ikke til at sige. Det var Noreen der kaldte, min parabati. Jeg mærkede en smerte i brystet. Forskrækket så jeg ned, men der var intet blod, og for det andet, var jeg alene. Det var Noreen der var kommet til skade.
    ”Noreen?!” skreg jeg desperat og løb. Løb mellem de forskellige veje, der hver især førte mig til nye steder, jeg ikke før havde været. Jeg kunne høre hende skrige og løb hurtigere, mens jeg kunne mærke smerten brede sig til forskellige steder i min krop, men igen, var det ikke mig der var noget galt med.
    Mine sorte, læder støvler slog mod stenene med høje klik, og da jeg atter igen hørte hendes, nu svage, skrig vidste jeg, at jeg var der. Jeg var endelig nået hende. Omkring hende var flere moloch dæmoner. De var kendt for at kæmpe i grupper.
    Jeg faldt ned på knæ med et hulk, ved siden af hendes krop. Mine rystende hænder fumlede med stelen, men på en eller anden måde, fik jeg kontrollen igen og med helt rolige hænder, lavede jeg adskillige iratze’er på hendes skadede krop. Den helende rune. Jeg mærkede tårnene der gled langs mine kinder, snottet der samlede sig i min næse og fornægtelsen der bredte sig i mig.
    Noreen hostede svagt og grådigt hev hun vejret i et langt, hæst sug.
    ”Shit, Noreen. Du skræmte mig fra liv og sans,” udbrød jeg mellem et hulk og trak hendes blodige krop til mig. Små klynk forlod hendes mund, og pludselig spærrede hun øjnene op, med frygten malet i dem, og pegede med rysten hånd bag mig. En varm ånde pustede mig i nakken. Det hårde slag, der ramte mig i ryggen og kastede mig ind i muren, fik mig ud af balance for et øjeblik. Smerten ringede for mine ører. Stædigt rejste jeg mig og tog fat i mit sværd. ”Raphael,” våbnets navn gled over mine læber. Mit blik vendte krigerisk mod mine fjender. De var to tilbage, ud af de fem, der havde angrebet Noreen, der forbløffende nok, havde klaret tre alene. Med et kampskrig løb jeg i krig mod dem.
    Mit sværd klirrede hårdt, da det ramte den ene af dæmoners arm, der skreg i smerte, og dens fejl, ved at være uopmærksomhed, udnyttede jeg og angreb den bagfra. Jeg skar sværdet ind mellem dens skulderblade, ind til hjertet, og pressede den længere ind, så dybt, at jeg kunne se spidsen af daggerten glimte af sort blod, på den anden side. Dæmonen faldt hårdt til jorden.
    En krop kolliderede mod min, så jeg blev skubbet ned, men grundet min hårde træning, gled jeg nænsomt hen over jorden, i et rullefald, og skubbede mig med ryggen op og stå igen. Jeg løb hen for at trække mit sværd ud af den døde dæmonen, men dens makker, stillede sig i vejen. Dolken i mit våbenbælte bad til at blive valgt, og i et hurtigt træk, hev jeg den op. ”Cassiel,” og da det var sagt, lyste det op i en lyseblå farve. Dæmonen angreb med, stak dens dybe klør i mit lår og væltede mig. Jeg kunne høre Noreen råbe noget uhørligt. Jeg skreg, så højt som jeg kunne, før jeg hævede dolken, og udnyttede mine sidste kræfter, til at dolke dæmonen hårdt i halsen. Jeg vred kniven godt rundt, og dens skrig skar i mine ører. Dens sorte blod fossede udover mig. Jeg skubbede den døde dæmon af mig, samlede mine våben, og humpede med sammenbidte tænder hen til Noreen. ”Jeg var så bange,” sagde hun hæs, trods, at hun vidste, at vi som skyggejægere, ikke burde vise frygt. Men det havde været tæt på denne gang. Jeg tyssede blot.
    Jeg bed smerten i mig, lavede en iratze, så godt som jeg kunne, på mig selv. ”Det ovre nu. Vi tager hjem,” hviskede jeg stille, inden jeg løftede Noreen op i mine arme. Hendes lette og lille skikkelse vejede næsten intet, trods det gjorde ondt i min krop som bare fanden, for hvert et skridt jeg tog. Men det var slut nu. Vi kunne tage tilbage til instituttet, med livet i behold. En ting man aldrig kunne være sikker på, som skyggejæger.

  6. Jeg ser ham, inden han ser mig.
    Han står midt på dansegulvet, og bevæger sig frem og tilbage, i takt til musikken.
    Hanslyse hår, blå øjne og lyse hud, blander sig i mængden, men hvis man ser efter er hans hud lidt for perfekt, øjnene lidt for blå og håret lidt for skinnende, især under det blinkende lys fra diskoteket. Lige som mit eget. Sådan er det med os dæmoner. Vi er lidt for perfekte.
    Jeg betragter ham en stund.
    Mit smil bliver bredere da jeg ser pigen ved siden af ham. Hun er ikke specielt høj, omkring 1,60. Hun har brunt hår, og grønne øjne. Hendes øjne er omringet af et tykt lag eyeliner, men det skjuler ikke det faktum, at hun er ung. Alt for ung til at være på et diskotek som dette.
    Jeg sipper til min drink, mens jeg læner mig tilbage, med det ene ben krydset over det andet.
    Det her skal nok blive sjovt.
    Jeg stiller drinken fra mig, og kanter igennem menneskemængden på dansegulvet, for at komme tættere på parret.
    Mine krop bevæger sig yndefuldt ind og ud mellem de mange mennesker.
    Da jeg kun er få meter fra dem, stopper jeg op, og gennemgår planen igen. Jeg skal bruge vores svaghed. Den går ud på at vi nemt forelsker os i vores egne. Meget nemt.
    Jeg sætter i bevægelse igen, og lukker øjnene.
    Jeg ved udmærket hvor jeg er i forhold til ham, selv med lukkede øjne.
    Mit smil vokser en anelse, da jeg ramler direkte ind i ham.
    Jeg åbner øjnene, og stiller et forskrækket ansigt op.
    ”Undskyld! Undskyld, det er jeg virkelig ked af jeg …” jeg stopper min tale strøm og ser op i hans øjne.
    Hans blik ændre sig, og jeg ved han har set det. At jeg er som ham.
    Jeg smiler sødt, og tager hans hånd.
    ”Kom med mig,” hvisker jeg, og bider mig udfordrende i læben.
    Han følger villigt med, da jeg trækker i hans arm.
    Hans lille ungmø, ser efter os med et tåget blik, der tydeligt er præget af alkohol.
    Da vi kommer udenfor, smyger den kolde luft sig om min bare ben.
    Dagens fangst trækker mig ind til sig, og jeg ved at vi allerede er nået til højdepunktet, da hans læber rammer mine. Stadig med hans læber mod mine, leder jeg ham hen mod en lille gyde, der ligger i nærheden.
    Da vi er i læ inde mellem de tætte mure, bliver kysset dybere, og jeg må bruge alt min vilje styrke på ikke at give efter.
    Jeg lader langsomt hånden glide ned af han mave, der er hård og veltrænet under T-shirten.
    Da min hånd når langt nok ned, rykker jeg langsomt hånden hen på mit eget lår. Jeg stikker hånden får centimeter op under den korte kjole, og mærker knivens velkendte skaft strejfe min hånd.
    Jeg griber fat i det, og får det ud af hylsteret, så det ligger rigtigt i hånden på mig.
    På samme tid afbryder jeg kysset, og læner mig lidt tilbage. Han blik er sløret. Ufokuseret. Derfor ser han ikke, da jeg løfter kniven og hamre den ind i hjertet på ham.
    ”Undskyld …” hvisker jeg og mærker det velkendte stik af dårlig samvittighed. ”Det var Hans ordrer.”
    Han gisper og en gurglende lyd passerer hans læber. Men det er ikke nok til at dræbe ham. Jeg må skære hans hjerte ud, og give det til Ham. Det er prisen at betale for at være Satans datter. Jeg skal dræbe mine egne, og give Ham hjerterne. Hvert eneste af dem.

    —————————————————————————
    Den er lidt for lang, det er jeg ked af! Men håber jeg alligevel kan være med 😀

  7. Vinden blæste hylende, og jeg for instinktivt sammen, da jeg mærkede et køligt strejf på min skulder. Nattehimmelen var mørk og klar, oplyst af utallige stjerner samt månens blege lys, der sagte sneg sig ned mellem trækronernes visne grene. Det var en fredfyldt nat – der var intet at se, intet der burde gøre mig bange – men jeg var bange. I høj grad. Selvom jeg løb så hurtigt mine korte ben kunne bære mig, føltes det som om, det bare ikke var hurtigt nok. Som om noget befandt sig kun et skridt eller to bag mig. Noget stort og hurtigt, som legede med mig, og bare ventede på at slå kløerne i mig.
    Jeg dristede mig til at kaste et blik over skulderen, mens jeg fortsatte min vilde spurt, også selvom jeg vidste, jeg intet ville se. Ganske rigtigt var der intet at se – i hvert fald ikke ved første øjekast. Da jeg kneb øjnene sammen, virkede det som om noget var, ja, forkert. Det var som om luften blot et par meter væk svulmede og blomstrede, og den syntes på en sær måde tykkere end i det omkringliggende område. Farlig.
    Det lille stykke med den underligt udseende luft var vel omkring en meter på hver led, og befandt sig godt og vel tredive centimeter over jorden. Det så truende ud, tænkte jeg, og pressede mig selv til at sætte tempoet endnu en tand op.
    Netop da jeg begyndte at tro på, der måske var håb forude, snublede jeg over en halvrådden træstub. Jeg faldt så lang jeg var, og slog kæben ned i den hårde, knastørre jord.
    Med ét var den underlige luftart over mig, og jeg blev øjeblikkeligt lammet af kulde. Ikke den slags hvor man begynder at ryste og klapre med tænderne, men den slags, som virkelig gør ondt. Smerten kunne sammenlignes med at gå ud en kold vinterdag uden handsker, hvorefter du begynder at lave snebolde med hænderne, bare tusind gange værre. Det slog mig først bagefter, at det måtte være en dæmon – almindelige mennesker kan trods alt ikke se dem, så det giver jo mening. Men dét faktum, at han var så utrolig kold, modsagde alt hvad jeg havde vidst og troet på. Dæmoner kommer fra helvede: De burde brænde folk op, ikke lamme dem med deres skærende kulde. Men sådan var det altså.
    Jeg følte min energi blive drænet fra min krop, mens den kolde smerte blev mere og mere intens. Han sugede min livsenergi ud af mig, det vidste jeg godt. Spørg mig ikke hvorfra, jeg vidste det, men jeg gætter på, det var mit menneskelige instinkt, der fortalte mig det.
    Endelig holdte det op, og jeg mærkede en svag hvisken i mit venstre øre. ”Jeg kommeer tilbagee,” lød den hæse, let fordrejede stemme. Så var jeg atter alene, og lå gispende og stønnende på jorden. Og jeg frygtede mere end nogensinde for min fremtid.

  8. Fed konkurrence! Har selv læst bøgerne og glæder mig som et lille barn til at se filmen!

    Her er min Novelle, den er dog lidt for lang, men jeg håber det går, jeg er ikke så god til at stoppe haha 😀
    _____

    Det var den 24. decemeber, hele verdens stod stille, bortset fra sneen der faldt fra den mørke himmel som små krystaller i mod mit ansigt. Der var ikke en eneste lyd i gaderne, alle de lykkelige familier sad indenfor og spiste julemiddag eller pakkede gaver op. Men ikke mig, Jeg var som hvert år på vej til mine forældres gravsted. Jeg var verdens mest triste menneske juleaften, selvom jeg havde venner der gerne ville fejre juleaften med mig, bestemte jeg mig alligevel hvert år ikke at fejre det og i stedet besøge mine forældres grav.

    Men lige præcis den her juleaften, skete der noget uforventet, noget der førte mig tættere på mine forældres død. Det var en uopklaret sag omkring deres død og faktisk var gravstederne tomme, for de fandt aldrig deres lig. De forsvandt som dug på en solskinsdag.

    Jeg børstede sneen væk fra deres gravsten og lagde forsigtigt julekransen op ad den ”Glædelig Jul” mumlede jeg forsigtigt. Aldrig havde jeg været bange for at være alene på kirkegården, men lyden af et par enorme vingeslag fik det til at løbe mig koldt ned af ryggen. Jeg kiggede op og der sad den, en enorm fugl, den mest ækle og rædselsvækkende fugl jeg nogensinde havde set. Jeg stivnede i hele kroppen og jeg prøvede at skrige, men der kom ikke en lyd ud af mig. Fuglen havde ingen øjne , men to dybe sorte hugler, dens gab var fyldt med skarpe savtakkede tænder og kløerne på den var som mordvåben. Den lignede en blanding i mellem en øgle og en stor fugl.

    Pludseligt kastede den sine kløer ned i mod mig og jeg kastede mig ned imod den frosne vinter jord. Jeg mærkede dens kløer hen over min arm. Hørte lyden af min vinter jakke blive flået op og det varme blod glide ned over min arm. Jeg begyndte at kravle hen over jorden i panik og om bag en gravsten. Men fuglen fulgte ikke efter mig og jeg kiggede op over gravstenen og så fuglen falde fra hinanden og blive til sort røg. Og her stod en høj, mørkhåret fyr på knæ, med et par skarpe knive i hænderne. Han rejste sig fra jorden og vendte sig imod mig ”Det var en Achaierai Dæmon, Mit navn er Andrew, lad mig fortælle dig hvad der skete med dine forældre”
    _____

    Held og Lykke til de andre deltager også c:

  9. Min høje gispen efter vejret overdøvede næsten lyden af mine trin mod den våde asfalt, mens jeg løb ned ad den mørke gade. Gadelamperne var tændt, men de lyste næsten kun området under lampen op, så jeg kunne dårlig nok se halvdelen af fortovet foran mig. Jeg var på ingen måde vant til at løbe så hurtigt – eller sådan en lang afstand. Lidt fremude, kun nogle meter fra en af lygtepælene, lagde jeg dog mærke til en lille sidevej. Jeg drejede skarpt ind ad den og kiggede mig over skulderen for at se, om jeg blev forfulgt, og da jeg vendte mig igen var jeg næsten ved at løbe ind i en mur. Jeg bandede lavt og vendte mig helt om med ryggen mod muren. Og så stivnede jeg. Jeg mærkede dens tilstedeværelse. En mørk skygge gled elegant ind på midten af gyden og gik langsomt hen mod mig. Størrelsen tydede på, at det var en mand, men hans træk var stadig gemt af de uhyggelige skygger, og jeg spekulerede på, om det var helt naturligt, at jeg på ingen måde kunne se andet end hans silhuet, før han trådte ud i lyset, to meter foran mig. Og ligegyldig hvad, jeg havde regnet med, var det i hvert fald ikke dette.
    Han var smuk. Sådan latterligt smuk. Han var højere end gennemsnittet, gættede jeg på, og havde mørke jeans, sorte sneakers, en mørkegrå t-shirt med v-hals og en sort jakke udover. Hans hår var mørkt, men lyset var for dårligt til at jeg kunne definere, om det var sort eller bare mørkebrunt. Det krøllede let, og sad i en pjusket frisure, der så uhyggeligt godt ud. Han smilede skævt og trådte en anelse nærmere, og hans blege hud lyste næsten op i gadelampens fluorescerende skær. Han lukkede hurtigt afstanden mellem os og greb ud efter min hånd. Hans finger gled hen over det lille symbol, tatoveringen, jeg havde haft siden jeg var spæd, som gjorde mig i stand til at se hans slags. Han gav slip på min hånd, og jeg trak den tilbage, nu med gåsehud helt op til ad armen. Han lagde langsomt hovedet på skrå og smilede endnu engang, på en uhyggeligt tiltrækkende måde. ”Du skal ikke være bange,” mumlede han med en himmelsk stemme, der nærmere lød som en engels, og fortsatte. ”Jeg har ikke tænkt mig at dræbe dig,” mumlede han, mens han fjernede en tot hår fra mit ansigt og skubbede det om bag mit øre. ”I hvert fald ikke endnu.”

    ___
    idk about this one. Kan godt lide idéen i mit hoved, men det blev lidt for langt, og er stadig uafsluttet. Desuden var jeg nødt til at beskrive det så kortfattet som muligt, omg. 🙁

  10. Den tunge bass trykkede til vinduerne ved Pandemonium, der for tiden var noget af det mest hippe, man kunne finde i New Yorks undergrundsmiljø. Den faldt dog alligevel ikke i Amelias interesse, som hun fortsatte forbi den uendelig lange kø, der mest bestod af de sidste punk-kæmpende unge, der havde farvet håret i alle 7 farver, som regnbuen nu bestod af. Hun var i gang med den ugentlige løbetur, hvilket mest var en undskyldning for det skænderi, der ellers løb over hovedet på hende, som hendes forældre skændes. Hun havde ikke rigtig nogle steder at tage hen, da døgnets tidspunkt ikke bød på meget andet end druk, så en løbetur var mere end passende. Hun stoppede dog op, som hun nåede den lille specialforretning, der virkelig levede op til ‘special’-delen med dens spøjse åbningstider. Hun stak MP3-afspilleren i lommen og trådte igennem den skæve trædør og ind igennem et orange fedtet gardin, der åbnede for den magiske forretning bag. En bebrillet kvinde sidst i 50’erne sad med en koncentreret mine, som hun pudsede noget, der skulle forstille en glaskugle. Hun kiggede op og stak Amelia et af de smil, der viste, at hun ville byde hende velkommen uden overhovedet at interessere sig for, hvad Amelia stod og blundede for.
    “Er du her nu igen? Det er sjældent, at jeg får kunder på besøg igen, når de intet køber,” sagde hun og lagde et tryk på, at Amelia netop kun var overflod.
    “Jeg har ingen penge,” undskylde Amelia, da hun ikke rigtig vidste, hvad hun skulle sige.
    “Det siger du jo hver gang, men jeg kan fornemme løgne,” vrissede kvinden uden at hæve hovedet fra glaskuglen:
    “Så fortæl mig i stedet, hvad der bringer dig hertil om og om igen?”
    “Det kan du vel også fornemme?” Amelia hævede et øjenbryn, som kvinden slog en kort latter op, der ikke var fyldt med andet end kølighed.
    “Slå dig ned.”
    Amelia trådte tøvende hen til disken, hvor en broderet skammel var klappet ud. Den var så gammel, at Amelia var 99 procent sikker på, at den ville flække, som hun satte sig, men det virkede til, at hun intet valg fik, så hun satte sig. Stolen virkede til at holde.
    “Hvad kan du se, pigebarn?”
    “Øh, undskyld?”
    “I kuglen, dit fjog!” sukkede kvinden og rejste sig op:
    “Så kig dog.”
    Amelia lignede et spørgsmålstegn, som kvinden skubbede kuglen lige op i ansigtet på hende. Derefter forlod hun butikken ud bagtil igennem et gardin magen til det, Amelia var trådt ind af. Da Amelia ikke vidste, hvad hun skulle stille op, tog hun sig selv i at kigge ind i kuglen og så sortnede alt.

    Som øjnene blev åbnet, begyndte det at gå op for Amelia, at hun lå nøgen i en baggård. Hvad hun lavede her eller hvorfor, anede hun ikke. Hun satte sig forvirret og panikken op og kørte en hånd igennem det sorte hår. Var hun blevet overfaldet? Hvorfor kunne hun intet huske? Hun kunne huske en løbetur, men kom hun ikke hjem? Hun havde i hvert fald været inde i butikken igen: kuglen!
    “Pis,” hviskede hun og rejste sig op, som hun prøvede at dække hendes private steder med hænderne. Hun falmede igennem mørket efter hendes tøj, men det var pist væk. Da hun ikke vidste, hvad hun skulle stille op, satte hun sig ned igen og prøvede at tænke. Hun måtte kunne huske noget. Hun huskede kuglen, og hun huskede, at det sortnede. Der var sket noget imellem – men hvad? Røde øjne. En dyb hvæsen: en stemme. Brudstykker begyndte at samle sig, som hendes vejrtrækninger blev mere paniske. Hun huskede skrig, der havde tilhørt hende. En grum latter og en brændende fornemmelse over ben og arme, men som hun kiggede ned, var der ingen brandmærker at se. Hvad betød det, og værst af alt: hvorfor?
    “Du er så uvidst, ikke?” lo en stemme og hun kiggede rundt:
    “Du tror, at grunden til, at du sidder her og er vågen, er, at alt er ovre. At alt har mundet fred, ikke? Jeg begynder aldrig på noget for ikke at lade mig afslutte. Slet ikke ved så sundt og friskt kød. Pigebarn.”
    “Hvorfor mig?” græd hun.
    “Hvorfor ikke? Du trådte selv ind i butikken. Du lod dig drage, og som tak, lader jeg dig overtage. Jeg lader sig suges ind i den kugle. Det lyder rart, ikke? Jeg lod mig suges ind selv, og her er vi nu. Imellem alt og intet. Ikke eksisterende. Jeg vil bare have fred, og for at få det, må du lede skæbnen. Finde dig et nyt offer og tvinge hende eller ham til at bindes, som vi er bundet. Jeg er ikke ond. Jeg er en kujon og sådan er du også. Vi er ens du og jeg. Men for at det kan ske, må jeg slå dig ihjel.”
    “Lad være,” græd Amelia, der følte sig overbevist af historien, der ellers kunne lyde som et af de eventyr, der var skriblet ned af en åndssvag forfatter på bagsiden af en cornflakes-pakke.
    “Det må blive et nej,” hviskede stemmen og derefter mærkede Amelia noget koldt mod halsen. Derefter intet.

    Ups. Undskyld for længden, men jeg blev så meget suget med. Jeg startede med at tage udgangspunkt i første scene af Mortal Instruments med Pandemonium, som selvfølgelig er den klub, hvor Clary møder Jace og co. Men så tog fingrene over og ups.. Jeg ved ikke lige, hvor meget for langt teksten blev, da jeg desværre ikke er så heldig at have Word, men jeg gætter på alt for meget. Men når fingrene har ordet, så går det tit også bedst. Held og lykke til de, der faktisk har kunnet skrive omkring 300 ord. 😛

  11. Jeg gik hen af gaden med min kærestes hånd i min. Vi passerede en masse butikker, og jeg prøvede at høre efter hvad min kæreste sagde, men det lød virkelig som noget pjat.
    Pjat. Han sagde skam, at han var i familie med en dæmon.
    ”Jamen Rebecca, nu må du høre. Det er sandt, det jeg siger.”
    ”Jamen, hvordan ved du det?”
    Han svarede ikke. I stedet for kiggede han godt og grundigt på et skilt. Jeg vidste virkelig ikke hvad der kunne være galt med ham. Først mumblede han om et eller andet pjat med dæmoner, og næste minut gik han lige så stille for sig selv og kigger på skiltet, som åbenbart skulle være meget interessent.
    ”Hvordan ved du det?” Spurgte jeg nu for anden gang.
    ”Jeg er i famile… Med en dæmon.” Svarede han stille imens han kiggede sig omkring.
    ”Hvad er du? Det mener du ikke?” Jeg var chokeret.
    ”Det er rigtigt, kom nu skal jeg vise dig!”
    Jeg gik modvilligt med ham, og indså at han faktisk havde ret. Jeg kunne ikke tro mine egne øjne, hvordan kunne MIN kæreste dog være i famile.. Med en dæmon?
    Jeg fulgte efter ham ned i en kælder, som så ud til at være en normal kælder. Jeg forstod det ikke.
    ”Hvad skal vi her i denne muggen kælder?” Spurgte jeg surt.
    Det var ikke nu ikke løgn at den var muggen, eller den lugtede i hvertfald sådan.
    ”Kom nu bare.” Svarede han utålmodigt.
    Jeg fulgte bare efter ham, og blev mundlam. Foran mig stod en dæmon. En virkelig levende dæmon.
    ”Rebecca, jeg bliver nødt til at fortælle dig noget.”
    ”Ja, og hvad er det?” Stammede jeg.
    ”Jeg skal dø…” Hulkede han imens tårene trillede på frit løb ned af hans kinder.
    Jeg nåede ikke at sige mere, og få sekunder efter kom jeg et ubehageligt syn i møde.
    Der kom blod ned langs hans arme, og tårer ned af mine kinder.
    Dæmonen dræbte ham. Dæmonen dræbte Lee. Lee er væk. Lee er væk forevigt.

    Er der en aldergrænse, er 13. 🙂

    • Hej Janice, mange tak for dit biddrag 🙂

      nej der er ikke en aldersgrænse, så du er med i konkurrencen 😉 held og lykke

  12. Mit bidrag til jeres konkurrence:

    ”Det er nu, er det ikke?” hvisker jeg skræmt og knuger min nyfødte baby tættere ind til mit bryst. Jeg kigger hen på ham mens jeg spørger. Han behøver ikke svare. Jeg kan se sandheden i hans øjne. Hans ansigt er alvorligt og seriøst, men hans mundvige trækker en smule op mens han kigger på mig.
    ”Du skal ikke frygte noget, jeg beskytter jer begge” lover han selvsikkert og jeg mærker en følelse af ro bølge indover mig. Ja, han beskytter os begge. Jeg sænker blikket og mine øjne bliver blanke, da jeg ser ned på mit uskyldige barn. Et højt skrig får mig til at kigge op. I samme sekund bliver vores skjulested afsløret og han springer op for, at forsvare os begge mod de sjæleløse skabninger som vil have mit barn. Min dyrebare baby. Jeg ser ham dræbe den ene skabning efter den anden, og alligevel synes de at formere sig med uhyggelig hastighed. Vi bliver nød til at komme væk herfra. Jeg må beskytte min baby. Jeg rejser mig op og kryber hen langs væggen af frygt for, at blive opdaget. Jeg er næsten henne ved døren, da en kølig hånd griber fast i min skulder og river mig bagud. Jeg knuger min baby til mig og mit moderinstinkt kicker ind. Beskyt mit barn. De må ikke få hende. Jeg dukker mig fri af den kolde hånd, netop som et sværd svinger over mit hoved og halshugger dæmonen. Mit blik søger flere farer, men der er stille i gyden og mit barn sover trygt i mine arme.
    ”Kom” siger han med rolig stemme, ”vi må have jer væk herfra. Dæmonerne kommer igen så snart de får færten af jer.” Jeg lader ham hjælpe mig på benene og kigger op på min redningsmand. Det er anden gang i dag at han har reddet os. Jeg ved ikke engang hvem han er, jeg ved ikke hvad han hedder. Jeg ved blot, at denne mand har reddet vores liv. Og at jeg bør stole på ham. Efter et kort sekunds tøven, ligger jeg min hånd i hans og lader ham føre os begge væk fra gyden og ud i usikkerheden.

  13. Hej Deungesord redaktionen! 🙂

    Mit bidrag til jeres konkurrence, blev desværre en anelse for lang (helt præcis med 44 ord ekstra end maksimum), men jeg håber ikke det gør noget.

    ***
    Jeg knurrede Myriph-dolken ind til mig, gående igennem den smalle tunnel i sommerens dovne skumring. Mit instinkt alarmerede, at noget var på færre i de mørke skygger som omgav mig. Noget som ikke tilhørte denne verden. En dæmon. Igennem hele mit liv var jeg blevet opfostret til at slå dæmoner ihjel. De lurerede i alle verdens hjørner, og besatte uskyldige mennesker som det passede dem. Det var vores opgave, som dæmonjægere, at tilintetgøre dæmonerne og bevare freden på jorden. Et dolk i hjertet af et helligt Myriph-dolk var nok til at slå dem ihjel. Dæmonerne havde en forbandelse over sig, hvilket betød at deres rigtige væsen var skjult bag menneskekroppe. Derfor kunne de gemme sig blandt menneskene. Men vi skyggejægere, havde en evne til at udpege dem. Mit hjerte dunkede vildt og barskt, og truede med at hoppe ud af min krop. Jeg genfandt mit mod og stirrede skarpt omkring mig, søgende efter et tegn.
    ”Giv dig til kende dæmon fjæs,” hviskede jeg, mens mit blik vandrede i skyggerne.
    Jeg fangede en bevægelse til venstre for mig. Jeg strammede grebet om min Myriph-dolk og bed tænderne sammen. Pludselig stod han foran mig. Smuk som et mesterværk, og farlig som en tiger. Hans store gylden sorte øjne borrede igennem mig, sugede al mit mod væk. Jeg følte mig fortabt, men vidste at dette var hvad de gjorde bedst. Hans blik undersøgte mig, og stoppede så ved mine øjne. Der var noget ved ham. Noget anderledes.
    ”Saria Broothdale. Dæmonjæger fra Porré-distriktet. Hvad laver sådan en pige alene i Brooklyns tomme gader?”
    Han kendte mit navn. Mit distrikt. Jeg nærstuderede ham, søgte efter en grund til at grue mig. Hvorfor havde han ikke angrebet mig? Hvad var hans motiv? Jeg nærmede mig ham, skjulte dolken bag min ryg. Mine nakkehår rejste sig ved synet af hans skæve smil. Nu Saria. Dræb ham. Men før jeg vidste det, forsvandt han med en utrolighed hastighed. En udsædvanlig hastighed. Umuligt. Dæmoner var fatale, ja, men deres hastighed var ikke overnaturlig. Det kunne kun betyder en ting. Halvgud og halvt dæmon.

  14. UNDSKYLD! Jeg bliver altid så revet med når jeg skriver. Jeg ved godt at min historie er alt for lang, men jeg håber stadig at den må være med i konkurrencen 😉
    Mit liv havde været alt andet end spændende før jeg kom til New York-instituttet. Før boede jeg med mine forældre i det institut de bestyrede. Instituttet ligger nær Idris, derfor er det i perioder helt forladt og andre fuldt af gennemrejsende skyggejægere. Min træning og uddannelse er vel anderledes end Nephilim på min alder; jeg har studeret Nephilims baggrundshistorie samt den Grå Bog. Jeg havde kun lidt kendskab kamp før jeg flyttede. Men våben, har jeg utrolig stort kendskab til. Fra jeg var helt lille, altså før jeg fik mine første runer, har jeg fået lov til at studere våben. Meget af min tid alene har jeg brugt i våbenrummet samt i biblioteket. Jeg kan vel sige at jeg er mere til brug som historiker end skyggejæger. Mine forældre ville gerne have at jeg lærte at kæmpe, men de synes at jeg skulle træne med et barn på min egen alder. Uheldigvis er børn som rejser med deres forældre på langfart sjældent. Jeg fik aldrig lært at træne med våbnene. Før jeg fyldte femten, fortalte mine forældre at jeg skulle rejse. Overraskelsen kom først senere da de fortalte at jeg skulle tage til New York-instituttet for at træne mine skyggejægerevner. Da jeg sprang igennem portalen, landede jeg igen på den hårde jord. Da jeg kiggede op så jeg to Nephilim, en lille rødhåret pige med fregner og en høj blond dreng. Pigen bød mig velkommen til New York. Jeg takkede, og børstede jord af mine bukser. Pigen præsenterede sig selv som Clary Fray, mens jeg bemærkede hendes Morgenstein-ring i en kæde om halsen. Drengen hed Jace Herondale. Jeg kiggede på hans Seraph-sværd der sad på hans ryg. Mine forældre havde aldrig ladet mig komme nær sværene, bange for at jeg ville komme til skade. Jace kiggede på mig og sagde „Nå, lille pige, er du for genert til fortælle dit navn, eller er du bare fortryllet af mit gode udseende?“ Jeg slog hurtigt mit blik ned. ”Jeg hedder Anna Theresa Blackthorn. Kald mig kun Anna, tak”. Jeg havde aldrig forstået hvorfor jeg skulle have de to navne, og samtidig at begge mine forældre insisterede på at kalde mig begge. ”Jace” sagde Clary på en moderlig måde.”Hun er bare omtumlet efter turen hertil”. Jeg nikkede. ”Hvor langt væk er instituttet”? Spurgte jeg. Clary svarede mig kort at vi skulle tage toget 2 stop før jeg kunne komme ud til mit nye hjem. ”Saml dine ting, så kan vi gå”. Sagde Jace. Portalen havde smidt alle mine ejendele rundt på området. Jeg begyndte at samle min rygsæk op, og gik derefter videre. Da jeg bukkede mig ned for at samle en kuffert op, sprang en dæmon frem. Jeg skreg og sprang tilbage. Efter mange års studering i biblioteket, kunne jeg se at det var en Ravener dæmon. Den lignede en Alligator med mange ben samt meget spidse tænder. Jace og Clary kom løbende hen til mig. ”Clary, tjekkede du ikke området for dæmonisk aktivitet inden vi fremmanede portalen?” Han havde trukket sine Seraph-sværd, Nuriel og Dumah. Clary svarede ham panisk: ”Sensoren viste kun et lavt udsving af dæmonisk aktivitet. Jeg troede ikke at det havde nogen betydning”. Jeg var også selv ved at gå i panik, dæmonen havde trukket sin sorte tunge frem og spyttede. Noget af spyttet ramte min kufferts læder. Det sydede godt. Jeg trak mig endnu længere tilbage. Jace smed Dumah hen til mig. Jeg greb kun sværdret med nød og næppe. Hvor var det smukt. Jeg havde aldrig før holdt et Seraph-sværd. Det var overaskende tungt. Men det lå godt i hånden. ”Har du nogensinde kæmpet mod en dæmon før?” Spurgte Jace mig mens han og Clary gik til angreb på dæmonen. Clary havde trukket en stor dolk frem, som hun brugte til at undvige dæmonens spytkast med. ”Nej, det er derfor jeg er kommet. Jeg skal lære at kæmpe” Svarede jeg ham. Jeg svingede sværdret, men tabte det. ”Glem hvad jeg sagde” Jace dræbte dæmonen hurtigt, og den forsvandt. Jeg kiggede fascineret på pletten hvor dæmonen havde været så kort tid siden. Han rakte hånden ud efter sværdet. Jeg gav det modvilligt tilbage. Clary sendte mig et forstående blik. ”Hent dine ting, så kan vi komme væk herfra før flere dæmoner dukker op”. Sagde Jace. Jeg tog min kuffert, fulgte efter Clary og Jace. Det var meget svært at følge efter, da min kuffert var tung. Clary stoppede op og spurgte: ”Har du brug for hjælp?” Jeg svarede: ”Ja, tak”. Med hendes hjælp gik det meget bedre med at følge efter Jace.

  15. Jeg gik hurtigt ned ad gaden. På denne strækning virkede kun hver anden gadelampe, og det gav omgivelserne et uhyggeligt skær. Mit hår, som blæste ind i mine øjne og mund, gjorde det ikke ligefrem lettere eller mere behageligt. Jeg drejede om hjørnet og sænkede tempoet. Der var to skikkelser længere fremme. Jeg gik langsomt nærmere. For sent opdagede jeg, at kun den ene skikkelse var et menneske. Den anden var en dæmon. Dæmonen fornemmede mig og smed det nu livløse menneske på jorden med en ligegyldig mine. Den blottede sine tænder i en knurren og fór frem imod mig. Jeg bandede, vendte om og løb ned ad den gade, jeg lige var kommet fra. Uden mine våben kunne jeg intet stille op. Jeg var ikke langt nok i min træning. Dæmonen var hurtig og indhentede mig. Den greb fat i min arm, og jeg skreg. Jeg skreg kun én gang, for jeg ville ikke vække de dødelige. Det havde været rent instinkt. Dæmonen snerrede og trak mig med sig ind i en gyde. Den dækkede min mund med sin ene ækle, blodstænkte hånd. Med den anden førte den en lang fingernegl ned over min hals og borede den ind få centimeter fra pulsåren. Jeg trak den lille kniv, jeg altid bar og uden tøven stak jeg den ind i dæmonens lår. Den hylede lavt, og jeg snoede mig fri af dens greb. Jeg gled i mit eget blod og dæmonen sprang på mig. Vi væltede, og jeg tabte min kniv. Knurrende lagde dæmonen begge sine klamme hænder om min hals og trykkede til. Jeg gispede og sparkede den så hårdt, jeg kunne. Det virkede ikke og sorte pletter dansede for mine øjne, da dæmonens greb løsnedes. Jeg skubbede dens døde krop af mig og stirrede forbi pilen i dens ryg for at se påmin redningsmand. Men der var ingen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

AlphaOmega Captcha Classica  –  Enter Security Code