“Nattens skygge” af Deborah Harkness

Nattens skygge

Originaltitel: Shadow of Night
Serie: All souls trilogy
Forfatter: Deborah Harkness
Forlag: Lindhardt og Ringhof
Genre: Fantasy, serie, drama
Sider: 709
Udgivelsesdato: 30. april 2013
Oversat af: Lene Gulløv

DUO 6 stjerner

 

 

Deborah Harkness har fået skabt en virkelig fascinerende og velskrevet historie, og ’Nattens skygge’ lever op til de høje forventninger jeg fik efter ’Heksenat’.

streg

Resumé

Diana begynder at lære sine magiske evner at kende, hvor hun også finder ud af, at hun kan tidsrejse. Derfor rejser Diana og Matthew tilbage til Matthews hjem i år 1590. De skal nemlig skjule sig fra dem, der vil ødelægge deres forhold, men også finde det magiske manuskript, før det bliver fortryllet. Rejsen er fuld af farer og spioner, men de får hjælp af Matthews venner i selskabet Nattens skole. Men når man rejser tilbage i tiden, bliver man også konfronteret med fortiden, som man troede var glemt og begravet. 

streg

Anmeldelse

Jeg bliver nærmest helt automatisk imponeret af denne serie, bare ved at se på den, fordi det virkelig er nogle flotte, store og indholdsrige bøger. Forsideillustrationen til ’Nattens skygge’ har lidt flere detaljer end ‘Heksenat’, men jeg synes de begge passer godt hver især til deres del af historien. Jeg synes virkeli,g at det er en dejlig følelse, at have sådan en bog i hånden, som tager én med på en rejse, som man aldrig har været ude på før, og hvor der bare er masser af gode beskrivelser og ikke mindst virkelig godt sprogbrug.

Serien har også den perfekte blanding af kærlighed, fantasy, historie og mystik. Jeg bliver helt opslugt af bogens verden, ligeså snart jeg åbner første side, og derfor tog det mig ingen tid at få læst ’Nattens skygge’. Jeg bliver bare lukket ind i dette magiske univers, og jeg synes det er et privilegium at være der. Der er så mange ting, som jeg lærer undervejs, men især historien, som er så vigtig en del af denne serie, lærer jeg virkelig meget af og bliver klogere på. Jeg kedede mig slet ikke på noget tidspunkt, og var underholdt hele vejen.

Jeg er også blevet tættere knyttet til Diana, og hun er virkelig en kvinde, som har masser af gå-på-mod og fight over sig! Det er rigtig skønt at følge det meste af historien fra hendes synsvinkel, og hun er en karakter, som jeg på nogle områder kan genkende mig selv hos. Hun vil gerne være egenrådig og stærk, og udstråler det også udadtil, men indeni er der også en kvinde, som godt kan lide sammenhold, nærvær og være knyttet til andre mennesker.

Den næste og sidste i denne serie skulle gerne udkomme i 2016, så det glæder jeg mig i hvert fald til, for jeg er virkelig spændt på at se, hvor det hele ender henne. ’Nattens skygge’ ender også bare så brat, hvor jeg sad som et stort spørgsmålstegn, fordi der var så mange ting, jeg stadig manglede svar på, og ikke mindst finde ud af, hvordan Diana reagerer på alt det der er sket, mens hun har været i fortiden. Jeg kan klart anbefale dig at læse ’Nattens skygge’, og hvis du har læst ’Heksenat’, er det simpelthen et must at læse denne bog også!

streg

AM DUO

Skrevet af Anne Mette Bach Jeppesen


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

AlphaOmega Captcha Classica  –  Enter Security Code