“New Girl” sæson 2

New Girl sæson 2

Titel: New Girl sæson 2
Genre: Komdie, tv-serie 
Spilletid: 25 afsnit, 9 time og 6 minutter 
Udkom: 10. april 2014 
Skuespillere: Zooey Deschanel, Jake Johnson, Max Greenfield
Selskab: 20th Century Fox

DUO 6 stjerner

 

Sæson 2 var endnu bedre end sæson 1, og jeg var underholdt fra første minut til det sidste!

Resumé

Jess og drengene er for længst faldet til sammen i lejligheden. Venskaberne i mellem rumboerne styrkes, samtidig med en blomstrende romance mellem Nick og Jess kommer på bane, og Cece og Schmidt kæmper med, hvad der skal ske med deres. 

Anmeldelse

Det er sjældent, at jeg griner højlydt og smiler gennem en hel tv-serie. At se New Girl er en lettelse, og jeg er hurtigt blevet afhængig af den skøre, sjove serie.

Hvad jeg rigtig godt kan lide ved New Girl er, at producerne og manuskriptforfatterne vælger det, der er naturligt for personerne at gøre og ikke det, der giver flest seere. For eksempel bliver Nick og Jess forhold bygget op på meget naturlig vis. På den måde får vi en rigtig realistisk serie og sæson med runde personer.

Efter sæson 1 var jeg bange for, at serien ikke ville kunne opretholde sin standard, men afsnit efter afsnit fortsætter underholdningen på højt plan. Forholdet mellem de forskellige karakterer styrkes, som det mellem Winston og Jess, der i et afsnit prøver at få et badekar ind i lejligheden.

New Girl sæson 2 byder på overraskelser og skøre vinkler på livet. Serien charmerer gang på gang. Ikke mindst manuskriptforfatterne har gjort et godt arbejde, men også de yndede skuespillere. De har en utrolig kemi, og det virker til, at de kender hinanden og deres karakterer enormt godt.

I sæson 2 virker konceptet om end endnu mere gennemført end i den forrige sæson. Vores yndlingspersoner får mere kød på og mere dybdegående drive og hensigt. Der kommer flere gæstestjerner og et større persongalleri omkring vores hovedpersoner. Til tider minder New Girl mig om den gamle, elskede klassiker Friends med sin charme og sine små, sjove øjeblikke, der udgør en underholdende helhed.

Sæsonen slutter med et brag af en afslutning, der ikke blot overrasker, men får mig til at glæde mig til at se mere til livet i den livlige lejlighed. Jeg plejer ikke at holde af sitcoms, da de altid for mig virker til at have det eneste formål at bidrage til denne verden med flere dårlige jokes, ringe tidsfordriv og billig dåselatter. Men New Girl underholder og gør glad.

josefine

Skrevet af Josefine Mariendal Huus


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

AlphaOmega Captcha Classica  –  Enter Security Code