“Noget for noget” af Sophie Kinsella

Original titel: I owe you one
Forfatter: Sophie Kinsella
Oversat af: Dorte Andersson
Genre: Skønlitteratur
Sider: 410
Forlag: Flamingo 

Udgivelsesdato: 21. januar 2021

 

 

 

 

Tak til Flamingo for anmeldereksemplaret.

En bog, som overraskede mig positivt og en bog, som jeg klart kan anbefale.

streg

Resumé

Fixie har et problem – nemlig at når hun ser et problem, skal hun løse det, og der har hun fået sit kælenavn fra. Så da hun møder en lækker fyr på en cafe, hvor hun bliver bedt om at se efter hans computer, bliver hun nødt til at redde den fra et faldende loft. Som tak får hun en tjeneste fra ejeren Sebastian. Selvom hun egentligt ikke havde lyst til at benytte sig af den, vælger hun at gøre det, da hendes gamle crush kommer tilbage og har brug for et job. Men hurtigt bliver en til flere, og hende og Sebastian lærer hinanden at kende, alt fra det lille til det store. Tør hun for første gang kæmpe for hendes egne følelser og gå efter det hun vil have?

streg

Anmeldelse

Jeg havde faktisk ikke de store forventninger til bogen, inden jeg gik i gang, men jeg synes bagsideteksten talte en hel del til mig, så jeg var selvfølgelig spændt på, hvad den ville bringe. Men jeg blev virkelig glædelig overrasket over bogen. Jeg kunne virkelig godt lide genren, budskabet og personerne, som vi mødte og det personerne præsenterede. Jeg var vild med vores hovedperson, efter at jeg fik hende lært lidt bedre at kende. 

Vores hovedperson er meget forsigtig i starten og meget en undskyldning for sig selv, især overfor familien og den gamle flamme, som hun havde sine grunde for, og jeg kunne godt forstå hende og dem, fordi man mærker tydeligt, hvilken type person hun er – en som gerne vil glæde og please andre, og nogle gange bliver det også på hendes egen bekostning. 

Hun gennemgår dog en rigtig god udvikling, som kommer af ansvar, og det kærligheden giver hende. Jeg kunne også rigtig godt lide Sebastian, som vi møder i bogen, selvom at man hurtigt finder ud af, at han bærer selv på nogle dæmoner, som han skal igennem, og der har de nogle ting tilfælles, som binder dem sammen, nemlig bearbejdelsen af sorgen og tackling af kærligheden. 

Begge dele synes jeg er ret gode budskaber i bogen, og som kan henvende sig til en del. Der er flere grunde til at jeg kan anbefale denne bog. Et er helt sikkert personlighederne, som vi møder og de følelser man gennemgår, når man læser den. Jeg blev ret hurtigt fanget af det hele. En anden ting er, at den er ret letlæselig, og da man bliver fanget så hurtigt, er den faktisk også ret hurtigt læst. Jeg har ikke læst mange af hendes bøger, men efter at have oplevet denne genre, så vil jeg helt sikkert gerne se på flere af hendes bøger.

streg

Skrevet af Marie Lorentzen


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

AlphaOmega Captcha Classica  –  Enter Security Code