”Nymphana 1 – Blodets farve” af Julie Kristine Knudsen

blodets farve

Titel: Nymphana bind 1 – Blodets farve
Forfatter: Julie Kristine Knudsen
Udgivelsesdato: 4. april 2012
Sidetal: 265
Forlag: Mellemgaard

DUO stjerner III

 

 

 

 

Jeg er helt vild begejstret for denne historie, hvor vi stifter bekendtskaber og venskaber med elvere og deres forunderlige verden. Den er helt sikkert anbefalelsesværdig!


streg

Resumé

Aila er en ung lyselver, som bor på øen Nymphana, som er delt op i to. En side til lyselverne og en side til sortelvere. Aila har altid været anderledes end resten af sit folk, og besidder kræfter, som ingen af de andre kender til. Gabríl er en ung tjener på Perleslottet og sortelver. Han er sortelvernes prins’ højre hånd, og den eneste der har været på lyselvernes halvdel af andre grunde end handel. Professor James Kingsford er et menneske og forsker i paranormale fænomener.

Disse tre personers liv bliver på dramatisk vis bragt sammen, for at forhindre en krig mellem sortelvere og lyselvere, der også kan betyde menneskernes undergang. De må kæmpe imod tiden, for overhovedet at have en chance for at stoppe krigen, inden den går i gang.

streg

Anmeldelse

’Blodets farve’ er virkelig en skøn læsefornøjelse! Sproget flyder bare af sted, på trods af at der er en masse nye ord, som man skal lære og forstå. Det er rigtig interessant, at fordybe sig helt i elvernes verden, og forholde sig til hvordan de er omkring hinanden og naturen, og hvilke særlige egenskaber de har. Jeg synes, at der er rigtig fint, at der er lidt forhistorie med i forhold til professoren, så jeg bedre kunne sætte mig ind i hans tankegang, især fordi jeg-fortæller tit skifter mellem de tre personer. Det gjorde, at det var lettere at identificere sig med personen, og finde ud af hvem der nu var i fokus.

Der er også meget personlighed hos de forskellige karakterer vi møder, og jeg havde derfor nemt ved at sætte mig i Aila’s sted, også i forhold til hele situationen med, at hun ikke er som alle andre, og skiller sig ud, og derfor har det rigtig svært, fordi andre mobber hende, fordi hun ikke ligner sit folk. Der er rigtig mange nye begreber i starten af bogen, man lige skal sættes ind i, men det lægger man knap nok mærke til,før spændingen bare går i gang! Jeg var underholdt fra start til slut, og måtte også indimellem haste mig igennem siderne, så jeg kunne finde ud af, hvad der ville ske.

Jeg må også indrømme, at jeg er helt vild med forsideillustrationen på bogen! Der er blevet brugt både de helt rigtige farver, som var det første jeg lagde mærke til ved bogen, og samtidig ligner det bare en dør ind til en helt ny spændende verden, som man ikke har været i kontakt med før. Det er i hvert fald svært at gå forbi den forside uden at stoppe op.

Forfatteren, Julie, er faktisk kun omkring 24-25 år, og at hun har formået at skrive en bog, er jeg virkelig imponeret over. Jeg synes, at hun har lavet sin helt egen historie om elvere, som bare hænger rigtig godt sammen, og som hun kan være stolt af! Der er masser af spænding tilstede hele vejen igennem, og jeg må ærligt indrømme, at jeg slugte bogen. Kapitlerne har også en god længde, og hænger godt sammen. Nu venter jeg bare rigtig spændt, på at efterfølgeren kommer ud, da jeg blev efterladt hungrende efter mere!

streg

AM DUO

Skrevet af Anne Mette Bach Jeppesen


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

AlphaOmega Captcha Classica  –  Enter Security Code