“Pandæmonuim” af Lauren Oliver

Pande


Titel på bogen: Pandæmonium
Forfatternavn: Lauren Oliver
Originaltitel: Pandemonium
Udgivelsesdato: 21. juni 2013
Oversat af: Lene Ewald Hesel
Sidetal: 304
Forlag: Politikens Forlag

DUO stjerner III

 
 

Jeg elskede “Delirium”, den første bog i serien, så mine forventninger til “Pandæmonium” var høje – men bogen levede fuldt ud op til dem. Mit bånd til Lena blev stærkere, og bogens spænding gjorde den umulig at lægge fra sig!

streg

Resumé

Lena slap over grænsehegnet og ind i Vildmarken med livet i behold, men hun er langt fra sikker. Omtåget af smerte og sorg over at have mistet Alex bliver hun fundet af Raven, som er en del af en gruppe lovløse, der bor i en forladt, nedbombet by. Lena bliver en del af modstandebevægelsen, som de kalder sig, og får til opgave at flytte til New York og holde øje med DFA – DeliriaFrit Amerika, styret af Thomas Fineman og hans søn Julian Fineman.

Til et DFA-stævne på Times Square sætter sjakalerne, de rigtig lovløse, et angreb ind. Lena bliver taget til fange sammen med Julian. De tilbringer al deres tid sammen i en lille celle, og langsomt lærer de hinanden at kende. Når de ligger i mørket og snakker i timevis, glemmer Lena helt, at Julian og hende står på vidt forskellige sider af striden.

Men er det overhovedet muligt for Lena at lægge sine følelser for Alex bag sig? Og skal hun det? Eller betyder hendes tæthed med Julian mere, end hun aner?

streg

Jeg har glædet mig til at læse ”Pandæmonium” lige siden, jeg blev færdig med at læse den første bog i serien, ”Delirium”. Den sluttede simpelthen spændende med de sidste sider fyldt med action og spænding. Derfor var mine forventninger til efterfølgeren selvfølgelig høje – men ”Pandæmonium” levede fuldt ud op til dem!

Lena, som stadig er jeg-fortæller og hovedperson, er så virkelig for mig. Hele hendes væsen slår klart igennem på trods af alt det, hun bliver udsat for. I den første bog knyttede jeg mig virkelig til hende, og det bånd blev kun stærkere i ”Pandæmonium”. Hun er virkelig en sej pige, og måske er det faktisk på grund af alt det, hun må igennem, at båndet til hende bliver stærkere og stærkere.

I bogen skifter kapitlerne hele tiden mellem nutid og dengang. I nutiden bor hun i New York, udstationeret af modstandsbevægelsen, og møder Julian, og i dengang-kapitlerne hører man om hendes tid i Vildmarken lige fra ”Delirium” sluttede. Det giver ligesom handlingen et twist, at det hele ikke bare er i kronologisk rækkefølge. Jeg blev en lille smule forvirret over det i starten, men efter et par kapitler havde jeg vænnet mig til det, og så forvirrede det ikke min læsning overhovedet.

På mange måder er ”Pandæmonium” helt forskellig fra ”Delirium”. I ”Delirium” handlede det meget om, at Lena skulle overkomme den der frygt over at elske og at hun fandt ud af, hvor mange løgne hendes tilværelse egentlig har bestået af. I ”Pandæmonium” ved hun jo godt de ting, og hun skal prøve at vænne sig til sin nye tilværelse – både de meget anderledes forhold blandt modstandsbevægelsen i Vildmarken, men mest hendes videre liv uden Alex. Hun kan slet ikke se nogen fremtid uden ham ved sin side, ja, hun er godt gammeldags heartbroken. Når hun tænkte tilbage på Alex, kunne jeg heller ikke lade være med at få ondt i maven og savne ham.

”Pandæmonuim” skiller sig også ud med sine mange actionscener. I slutningen af ”Delirium” fik man lidt en smagsprøve på det med motorcykel-scenen, men det kommer der meget mere af. Lena lærer virkelig at kæmpe for det, hun værtsætter. Hun udvikler sig rigtig meget fra at være en lidt stille forsigtig pige til at være en sej tøs, der kan klare alt fra Vildmarkens strenge vintre til at tage kampen op mod sjakalerne.

I ”Pandæmonium” kommer vi også meget dybere ind i, hvor slemt det faktisk står til i samfundet. Vi lærer mere om, hvor nådesløse de opererede kan være, selv over for sit eget kød og blod. New York er virkelig et stort korrupt samfund, som er fint og poleret og kærlighedsløst ved første øjekast, men lige under overfladen huserer undergrundsbevægelser, hvilket Lena oplever på meget nær hånd.

Flere gange i løbet af bogen dukkede der også nogle virkelig uventede ting op! Jeg sad med åben mund og tænkte ”HVAD skete der lige der?!”, og uden at spoile for meget kan jeg godt sige, at slutningen virkelig er en overraskelse. Den slutning gør mig i hvert fald ekstatisk over, at det er to’eren i en trilogi.

Hvis du har læst, og elsket, ”Delirium” er det klart et must, at du får fingrene i ”Pandæmonium”! Jeg kunne slet ikke vente, efter jeg havde læst ”Delirium”, og efter ”Pandæmonium” er jeg bare SÅ spændt på, at den tredje, og sidste, bog kommer ud!

streg

Sofie DUOSkrevet af Sofie Peschardt


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

AlphaOmega Captcha Classica  –  Enter Security Code