“Percy Jacksom & Uhyrets Hav” i 3D

pj

Titel: Percy Jackson: Sea of Monsters.
Genre: Fantasy, Adventure
Spilletid: 1 time og 50 minutter.
Premiere: 15. august 2013
Skuespillere: Logan Lerman, Alexandra Daddario, Douglas Smith, Brandon T. Jackson.
Filmselskab: 20th Century Fox.
DUO stjerner III 

 

 

Endelig er forsættelsen til ’Percy Jackson og Lyntyven’ kommet! En ventetid jeg synes, har været rigtig lang, da det er omkring tre år siden at jeg så etteren. Heldigvis har den været hele ventetiden værd!

streg

Resumé

Percy Jackson er tilbage i halvblodslejren, hvor der en dag dukker en kyklop op, som viser sig at være Percys halvbror, Tyson. En dag bliver lejren angrebet af en kobbertyr, fordi dét træ, som skaber den magiske grænse og beskytter lejren, er blevet forgiftet. Halvguden Clarisse bliver sendt af sted på mission, for at finde Jasons sagnomspundne gyldne skind. Det er nemlig det eneste, der kan helbrede træet, og sikre halvblodslejrens fremtid. Percy, Annabeth, Grover og Tyson tager også selv af sted for at finde skindet, da tiden er knap!

streg

Anmeldelse

’Percy Jackson og Uhyrernes hav’ er baseret på bogen af samme navn, skrevet af forfatteren Rick Riordan. Jeg synes egentlig, at filmen følger bogen meget godt. Der er godt nok områder, som jeg savner fra bogen, men jeg synes at de vigtigste og mest essentielle scener, som jeg husker fra bogen er kommet med, og det er jeg rigtig glad for. Jeg håber dog ikke, at der igen vil gå så lang tid inden den næste film kommer i biografen, hvilket jeg virkelig håber den gør! Jeg fik dog den sidste ventetid til at gå med at læse de 5 bøger i serien, som jeg helt sikkert også vil anbefale til fans af filmene.

Jeg valgte at se filmen i 3D, på trods af at jeg var meget i tvivl, da ’Percy Jackson og Lyntyven’ dengang kun blive set i 2D. Selvom effekterne var godt lavet i ’Percy Jackson og Uhyrernes hav’ kunne jeg sagtens have undværet dem, da der sker så meget på skærmen, at det kan være svært at følge med i både tekst og billede, når det er i 3D. Scenerne er selvfølgelig meget mere livagtige, fordi man får dem så tæt på, men jeg synes ikke at det gode ved 3D overhalede det negative, desværre. Til gengæld ved jeg, at jeg køber den under alle omstændigheder, når den bliver udgivet på dvd og blu-ray, og der har jeg så tænkt mig at købe den uden 3D, så jeg kan få oplevet filmen uden 3D effekterne.

Da jeg første gang så ’Percy Jackson og Lyntyven’ fik jeg virkelig smag for dette univers forfatteren Rick har skabt, og derfor måtte jeg da også læse bøgerne snarest muligt, så jeg kunne få endnu mere af vide af historien. Jeg ved at den første film ikke fik særlig meget positiv respons, men for mig, var det en ny verden der åbnede sig med guder og halvblods og alt der hører til. Da jeg var mindre læste jeg tegneserien ’Valhalla’, som handler om de nordiske guder, var jeg allerede dengang fascineret af mægtige guder. Her i ’Percy Jackson’ er der i stedet tale om de græske guder, og selvom det er virkelig interessant læsning, så er det også en god måde at lærer noget omkring guderne på, som ikke er kedelig læsning, da der er så meget action med indover.

Jeg ved ikke om de vælger at fortsætte med ’Percy Jackson’, men jeg håber det virkelig. Det er så fedt at se sine indre billeder fra bøgerne blive oversat til scenerne i filmene. Effekterne er også blevet bedre her i to’eren, og af den grund, tror jeg også at den kan lokke flere tilhængere til. Jeg vil i hvert fald selv anbefale den til alle jeg kender. Og hvis du selv er lidt nysgerrig på de græske guder, eller er vild med det overnaturlige og vil med på et eventyr fuld af monstre og action, så synes jeg helt klart du skal se den!

streg

AM DUO

Skrevet af Anne Mette Bach Jeppesen


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

AlphaOmega Captcha Classica  –  Enter Security Code