“Perfekt kemi” af Simone Elkeles

Perfekt kemi

Original titel: Perfect Chemistry
Forfatter: Simone Elkeles
Genre: Kærlighed, ungdomsbog
Oversat af: Kina Bodenhoff
Sider: 456
Forlag: Gyldendal
Udkom: 2011

DUO 6 stjerner

 

 

 

Jeg elskede ’Perfekt kemi’ hele vejen igennem. Det er en rigtig lækker Feel-Good kærlighedsroman, som jeg bare ved, at jeg kommer til at læse flere gange.

streg

Resumé

Brittany og Alex kommer fra hver deres verden, hvor de gør hvad de skal, for at passe ind. Brittany er perfekt, med den perfekte kæreste og de rigtige venner. Alex er med i en bande, bor i slumkvarteret og er frygtet. En dag får de dog en ting til fælles – et tvunget kemi projekt. Verdenerne mødes, fordommene sættes på prøve og projektet skal færdiggøres. Er alt dog også som det nu ser ud til at være? 

streg

Anmeldelse

Jeg kunne slet ikke lægge ’Perfekt kemi’ fra mig, fordi den simpelthen var så fantastisk. Jeg elskede, at de kom fra 2 forskellige verdener, og at der var så mange fordomme i mod dem. Brittany er den perfekte pige som har det hele, og Alex er gadedrengen som ikke bliver til noget. Bogen viser tydeligvis hvor meget vores fordomme har at sige omkring en person, inden vi virkelig lærer dem at kende.

’Perfekt Kemi’ handler om en forbudt kærlighed, fordi de 2 hovedpersoner netop kommer fra 2 forskellige verdener, som ikke kan mødes. Brittanys liv handler om at fremstå perfekt, ved at have den perfekte kæreste og de perfekte venner. Det har altid handlet om at være perfekt. Her kommer budskabet i bogen tydeligt frem. Budskabet er nemlig, at alt ikke skal dømmes på udseendet og hvad det ser ud til. For når det kommer til stykket, er Brittanys liv virkelig så perfekt, som hun gerne vil have folk til at tro?

En ting som jeg synes var virkelig gennemført i bogen, er at man både får synsvinklen fra Brittany og Alex, og at forfatteren, Simone Elkeles, har lavet det sådan, at hvert kapitel skifter mellem de to. Man får derfor et super godt indblik i hver deres verden, men også deres tanker omkring hinanden. Dette gør at begge personligheder er lige interessante, og man har lyst til at læse om dem begge, og hører mere af deres tanker. Dette gør også, at hovedpersonerne fremstår meget troværdige, og man kan nemt relatere til dem, og tydeligt se dem for sig, når man læser.

Det er bare sådan en bog, jeg ved, at jeg kommer til at læse flere gange, fordi det er virkelig godt budskab, som forfatteren belyser, samtidig med at det er en rigtig feel-good kærlighedsbog, selvom der faktisk sker mange dramatiske ting, hvor man lige får påbegyndt ”neglebideriet”. Simone Elkeles får nemlig fanget både Brittanys, men især Alex’s verden med hensyn til bandemiljøet, hvilket gør at det bliver utroligt spændende, men også troværdigt.

Alt i alt er ’Perfekt kemi’ en super spændende og følelsesfuldt bog, som giver dig lidt af det hele, og hvor 2 verdener vælter sammen med et brag. Hvis du er i humør til at komme i godt humør, kan jeg helt sikkert anbefale ’Perfekt kemi’.

streg

j

Skrevet af Marie Lorentzen


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

AlphaOmega Captcha Classica  –  Enter Security Code