Titel på bogen: Pretty Little Liars – Løgne
Originaltitel: Pretty Little Liars
Forfatternavn: Sara Shepard
Udgivelsesdato: 5/7 – 2012
Oversat af: Bettina Frank Simonsen
Sidetal: 320
Forlag: Politikens Forlag

Resumé
For to år siden forsvandt den populære pige Alison DiLaurentis sporløst fra Rosewood. Hun var sammen med sine fire veninder Aria, Hanna, Emily og Spencer da hun forsvandt.
De fire veninder, Aria, som har et lidt for nært forhold til sin engelsklærer, Hanna, der har et problem med at overspise og stikke en tandbørste i halsen, Emily, der måske har et lidt for nært forhold til piger og Spencer, der har et lidt for nært forhold med sin storesøsters kæreste, er gledet fra hinanden efter Alison forsvandt.
Pigerne begynder at modtage beskeder fra en person, der underskriver sig A. Denne A ved ting om dem, som ingen andre gør – ingen andre end Alison.
Anmeldese
”Løgne” er den første bog i serien om Aria, Spencer, Hanna og Emily. Kapitlerne har en rigtig god længde. Nogle gange kan det ødelægge det lidt for mig, hvis kapitlerne er helt vildt korte – så kommer man ligesom ikke rigtig ind i et flow. På den anden side, hvis kapitlerne bare er alenlange, er det ikke altid man orker at starte på et nyt. Men jeg synes, kapitellængderne i ”Løgne” var helt perfekt.
Synsvinklerne skifter mellem de fire piger for hvert kapitel – det er også noget, der gør, at man læser videre. For hvis nu Spencers kapitel sluttede vildt spændende, ville man gerne vide, hvad der så skete, men så skulle man jo lige læse de andre kapitler først. Jeg synes i hvert fald, det er rigtig godt bygget op.
”Pretty Little Liars” er jo også en tv-serie, som jeg personligt er ret vild med. Eftersom nogle ting i bogen er helt anderledes end i tv-serien, kunne jeg ikke rigtig lade være med at bemærke dem. For eksempel er pigernes udseende helt anderledes – Spencer og Melissa er lyshårede, Hanna har rødbrunt hår, Ezra er lyshåret. Det er små detaljer, som egentlig ikke forstyrrede mig i min læsning – jeg bemærkede det bare.
Starten på bogen var rigtig god. Man får på en let og glidende måde introduceret nærmest alle bogens vigtige personer på de første par sider. Det er meget fedt, at man lige får et indblik i, hvordan de forskellige personer er dog uden at få alt for mange detaljer.
Kapitelnavnene er også en ting, jeg bed mærke i. I de fleste bøger hedder de bare ’Kapitel 15’, men i ”Løgne” har alle kapitlerne navne, som tit er ret sjove. For eksempel ”Godmorgen, vi hader dig”, ”Tag dig ikke af mig, jeg er bare død” eller ”Klar, Parat … Fitz”. Det fik mig i hvert fald flere gange til at sidde med et smil på læben.
Alt i alt synes jeg, at ”Løgne” er en rigtig god bog. Den er en lille smule ’piget’ – på den gode måde, og så er den ikke særlig svær at læse. Jeg vil helt klart anbefale den, hvis man er lidt træt af måske overnaturlige ting, men alligevel ikke gider læse noget, der bare er totalt tøsefnidder hele tiden.
Skrevet af Sofie Peschardt