“Prinsen af ondskab” af Holly Black

Prinsen af ondskab

Originaltitel: The Cruel Prince
Forfatter: Holly Black
Serie: Folk of the Air
Oversat af: Randi Bjerre Høfring

Genre: Ungdomsbog, fantasy

Sider: 467
Forlag: CarlsenPuls
Udgivelsesdato: 14. november 2019
DUO stjerner III

 

 


Reklame – Tak til Bog & Idé for at sponsere bogen. (Direkte link til bogen her. Læs mere om serien her Holly Black her)

Jeg har glædet mig som et lille barn til juleaften på at læse ’Prinsen af ondskab’. En mørk og lidt dyster historie, som jeg hurtigt blev fanget af.

streg

Resumé

Som børn bliver Jude og hendes to søstre, Taryn og Vivi bortført fra menneskers verden, og de kommer til at vokse op i en eventyrlig verden med feer, alfer og trolde. De kommer til at bo ved Madoc, som har taget dem til sig, efter at han slog deres forældre ihjel, men det viser sig, at Vivi er hans datter. Jude kæmper for at få mere magt og respekt fra adlen, som er udødelige og grusomme, da hun er træt af at blive behandlet som en mindeværdig. Da hun får et tilbud om magt, har hun svært ved at sige nej, selvom der altid er en ulempe med en handel med de adelige.

streg

Anmeldelse

Jeg blev hurtigt opslugt af ’Prinsen af ondskab’, som bare tryllebandt mig med den spændende handling, men også fordi sproget var så godt og malende. Når beskrivelserne og detaljerne er så billedlige, så er det let af forestille sig, hvordan tingene ser ud inde i hovedet. F.eks. får man af vide, at karakteren Locke har samme farve hår som rævepels, i stedet for at der bare står orange. Det synes jeg var fedt, at forfatteren havde gjort sig umage med.

Jude er en hård pige, som ikke vil finde sig i at blive behandlet dårligt, så derfor tager hun kampen op imod de adelige, selvom hun er dødelig, og de har langt mere magt, end hun har. Jeg kom hurtigt til at sidde og heppe på hende, og synes hun var en sej pige! Jeg var dog knap så imponeret over hendes tvillingesøster Taryn, som bare følger med flokken og kun har et mål med sit liv.

’Prinsen af ondskab’ er en af de lidt mere mørke og dystre bøger, jeg har læst indenfor fantasy genren. Den starter brutalt ud med mord, og der er ikke sparret på hverken volden eller torturen undervejs. Det kunne jeg egentlig godt lide, da den skiller sig ud fra andre fantasyuniverser på den måde. Der er også en del politik og manipulation indover, og bogen tog flere gange en overrasket drejning, som bare gjorde mig mere ivrig efter at læse videre.

Jeg fornemmer lidt, at der er mange lag i historien, og jeg er sikker på, at vi kommer til at dykke ned i endnu flere, når den næste bog udkommer. Jeg frygtede, at ventetiden ville blive lang, men heldigvis er det ikke tilfældet, da jeg egentlig gerne allerede vil læse videre nu. Det her er også en serie, jeg har været så spændt på, så jeg har faktisk allerede købt de første to på engelsk, men har ikke haft mulighed for at læse dem, inden de blev oversat, så efter at have læst den første, viste det sig jo at være et godt bogkøb.

streg

AM DUO

Skrevet af Anne Mette Bach Jeppesen


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

AlphaOmega Captcha Classica  –  Enter Security Code