“Rød opstand” af Pierce Brown

Red Rising

Titel: Red Rising
Genre: Science Fiction
Sprog: Dansk

Forfatter: Pierce Brown
Forlag: Gyldendal
Sider: 413
Udgivelsesdato: 29. september 2015

DUO stjerner 4

 

 

 

‘Rød Opstand’ vil være en lifesaver for alle Hunger Games fans!

s

Resumé

Darrow er menneskehedens pioner på Mars. Jorden er døende, og dens befolkning har brug for en ny planet at bo på – Mars. Derfor er de Røde, samfundets bund, blevet sendt afsted for at grave det livsnødvendige Helium3 op af Mars’ undergrund, for at resten af menneskeheden – Et folk opdelt i farver: Gyldne, lederne, grønne teknikerne, røde, arbejderne osv. – kan følge efter.
Men da Darrows udkårne dør, beslutter han sig for, at der ikke er noget at leve for længere, og hænger sig selv. Men han dør ikke. Han vågner igen, og til en grusom sandhed: Den døende Jords befolkning bor ikke på Jorden – De har boet på Mars’ overflade hele tiden, mens de Røde har slidt sig selv op for at skaffe dem Helium3.
Derfor slutter Darrow sig til en gruppe oprørere, og han får en meget særlig opgave…

s

Anmeldelse

Hold da op, hvor havde jeg glædet mig til, at den danske version af ‘Red Rising’ skulle lande i butikkerne! Man har jo kun hørt godt om den, og så fra alle de store magasiner som bla. New York Times. Men nu er den her endelig også på dansk!

Desværre blev jeg faktisk umiddelbart skuffet, da jeg brgyndte på ‘Rød Opstand’, fordi der skete SÅ meget på de første halvtreds sider – altså, jeg har ikke noget imod et anslag, men jeg skal da love for, at ‘Rød Opstand’ blev skudt i gang med et brag. Faktisk blev jeg en lille smule bekymret for, at starten simpelthen tog al spændingen fra resten af bogen – Men bare rolig. Jeg havde ingen grund til bekymring, for bogen mistede faktisk ikke spændingen på noget tidspunkt!

Vores hovedperson er Darrow, den fattige, men modige Røde, der allerede som ung har oplevet mere tab end nogle mennesker gør i et helt liv. Både sin far og sin elskede har han mistet inden bogen runder 60 sider. Det lugter en lille smule af kliche efter min mening. Og tja, man kan vel også sige, at Darrow er lidt af en kliche på nogle måder. Men Pierce Brown formår, med sin skrivestil og humor, at gøre noget, der kunne minde om en stereotype af en hovedperson, til en hel person. Det vil jeg sige er ret godt klaret.

Selve plottet af ‘Rød Opstand’ kan på mange måder minde om ‘The Hunger Games’. Og måske næsten lidt for meget til min smag. Jeg har aldrig været vild med bøger, der ligger op af andre bøger, men for mig er ‘Rød Opstand’ en undtagelse, for som du nok kan se på stjernerne, var jeg faktisk meget glad for at læse den! Selvom den minder om ‘The Hunger Games’ på mange måder, så er der også mange måder, hvorpå den adskiller sig fuldstændigt. For eksempel det faktum, at befolkningen bor på Mars. Men alligevel synes jeg, at hvis der var noget der kunne gøre ‘Rød Opstand’ bedre, ville det være, at adskille den lidt mere fra ‘The Hunger Games’. For eksempel er der en person, der minder foruroligende meget om Haymitch, til dem der har læst ‘Dødsspillet’.

Noget, der gør ‘Rød Opstand’ meget god, er den humor, den er blevet skrevet med. Jeg synes at Pierce Brown skriver rigtig godt, og meget uhøjtideligt. Det er virkelig noget, der bare gør en bog super god, fordi at man, eller i hvert fald har jeg det sådan, simpelthen ikke kan slæbe sig igennem noget, der er skrevet i et langsomt sprog. Der er nogle rigtig gode beskrivelser i, som ligger perfekt på den hårfine grænse mellem for meget information og for lidt.

‘Rød Opstand’ er en YA-Sci-Fi bog, og det kan man også godt mærke på den. Alle YA-bøger skal, efter en uskreven regel, have et eller andet kærligheds-halløj i, og det kan man godt tillade sig at afsløre, at ‘Rød Opstand’ også har. Den passer fint ind i genren sammen med de andre bestsellere såsom ‘Divergent’, ‘Maze Runner’ og ‘The Hunger Games’.

‘Rød Opstand’ kan anbefales til fans af andre YA-Sci-Fi bøger som ‘The Hunger Games’ og ‘Divergent’, eller generelt elskere af Young Adult-genren.

s

Skrevet af Frida Toudal


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

AlphaOmega Captcha Classica  –  Enter Security Code