Forfatter: Maja Flak
Serie: Brady trilogien
Genre: Erotisk roman
Udgivelsesdato: 16. oktober 2014
Sidetal: 447
Forlag: Selvudgivelse
Tak til Forlaget Flak for anmeldereksemplaret.
Resumé
Jenny Sanders er en 24årig kvinde med problemer op til begge ører, og en forfærdelig opvækst i baggagen. Hun bor sammen med sin bedste veninde Angela, og en dag til en mindre fest de er til, møder Jenny Thomas Brady. Han er flot, mystisk, arrogant og snobbet, og Jenny bliver hurtigt tiltrukket af ham. Problemet er bare, at hun har en stor frygt overfor intimitet, og hun er ikke den eneste med tung fortid. Kan de få et forhold på benene under disse forudsætninger, og er der overhovedet en fremtid for dem som par?
Anmeldelse
Jeg må desværre tilstå, at selvom jeg næsten åd bogen, var der lidt irritationsmomenter undervejs, som indimellem forstyrrede min læsning. Der er lidt for ofte brugt udråbstegn efter min smag, og indimellem forstår jeg slet ikke hvad der foregår i Jennys hoved, da hun næsten skifter mening og følelser, som vi andre skifter undertøj. Når det så er sagt, var det stadig en stor fornøjelse at læse bogen.
’Sandheder og løgne’ fik sådan et tag i mig, at mine lektier blev udskudt, og jeg var tæt på at komme for sent på arbejde, og desuden ikke kunne ligge bogen fra mig om aftenen, selv når jeg skulle tidligt op. Jeg var helt opslugt af historien, hvor der hele tiden kommer en ny drejning på historien, og det tog mig få dage at få læst den igennem, på trods af at jeg også måtte arbejde indimellem.
Jeg synes det er vildt fedt, at forfatteren, Maja Flak, har valgt at tage sagen i egen hånd, og få udgivet sine bøger helt selv. Hun har dog fået hjælp af bloggeren, Rikke Andrup, til korrektur læsning, men da jeg ikke har læst de andre bøger af hende, kan jeg ikke udtale mig om, om der er sket noget på det område. Men Maja har i hvert fald fået skrevet en bog fuld af indlevelse, og jeg var ret så utilfreds, da jeg nåede sidste side.
Slutningen i ’Sandheder og løgne’ ligger rigtig meget op til efterfølgeren, som Maja Flak er i gang med at skrive. Jeg glæder mig rigtig meget til at se, hvad der sker videre i Jenny og Angelas liv, og ikke mindst at se, om Thomas og Jenny kan stå distancen. Desuden er der epilog til allersidst, som gjorde mig endnu mere ivrig efter at læse videre om Thomas og få svar på mere om hans fortid. Mine varmeste anbefalinger skal lyde herfra, og især hvis du også er blevet helt hooked på den erotiske genrer!
Genudgivelse af ‘Sandheder og Løgne’
Da ’Sandheder og løgne’ er blevet genudgivet, har vi haft fingrene i den nye version, hvor der er sket nogle mindre, men dog alligevel væsentlig for historien. Den første ting, jeg lagde mærke til, der var blevet ændret, var skriftstørrelsen og tekstafsnittene, og de er blevet væsentlig bedre, i forhold til den første. Jeg kan i hvert fald bedre lide den nye opsætning.
Derudover synes jeg, at det ser ud til, at der er færre udråbstegn. Der er også tilføjet lidt ekstra detaljer undervejs, som faktisk giver historien lidt mere karakter og gør det endnu lettere at forstå karaktererne. Den største forskel ligger dog på, at to navne er blevet ændret. Nemlig Jenny, der nu hedder Sofie og Angela, der hedder Rebekka i den nye. Jeg ved ikke lige, hvorfor navnene er blevet ændret, men jeg synes ikke, at det ødelægger historien, at de har fået nye navne. Så alt i alt er det en helt klart forbedring fra den forrige især på layout delen.
Skrevet af Anne Mette Bach Jeppesen
Når kommer neste bok? Hva heter den. God bok!
Når kommer neste bok? Venter spent!
1000 tak for den fine anmeldelse 🙂
Og tak fordi du besluttede at udgive dine bøger selv, så vi andre har fornøjelsen af dem 😉