“Skæbnekald” af Alyson Noël

 
Titel: Skæbnekald
Original titel: Fated
Forfatter: Alyson Noël
Sider: 414
Forlag: Alvilda
Udkom: 28/09 – 2012
DUO stjerner III

 

 

 

 

Jeg havde ikke mange forventninger, da jeg gik i gang med “Skæbnekald”, men jeg må ærligt indrømme, at den helt klart overraskede mig. Det kribler i mine fingre efter at gå i gang med næste bog i serien!

streg
Resumé

Daire Santos flytter fra sted til sted sammen med hendes mor, der arbejder som filmsminkør. Daire har aldrig haft et sted, hun kunne kalde for hjem. Det har altid bare været hende og hendes mor, Jennika. Men da lysende skikkelser og krager bliver ved med at forfølge Daire, er den eneste mulighed at flytte hjem til den bedstemor, Daire troede var død.

Daire er en søger, hun kan rejse mellem de døde og de levendes verden. Hun er nødt til at lære at håndtere sine kræfter, ellers ender det galt, ligesom hendes, far der døde før Daire var født.

Daire flytter til byen Enchantment, og her møder hun drengen Dace. Dace er omgivet af mørke, og Daire ved ikke, om Dace er en person hun skal elske eller hade.

streg

Anmeldelse

Jeg havde ikke mange forventninger, da jeg gik i gang med Skæbnekald. Jeg har ikke været særlig stor tilhænger af Alyson Noëls tidligere serie Evermore, hvor jeg gik i stå ved bog 3. Men jeg må ærligt indrømme, at Skæbnekald helt klart overraskede mig.

De første 200 sider kunne have været bedre, og jeg var lige ved at give op, men jeg holdt i, og det var meget godt, for som ved et magisk trylleslag ændrede alt sig fra side 201, jeg var fanget af siderne, og kunne dårligt nok ligge bogen fra mig igen. Jeg var hele tiden lige nødt til at smuglæse på alle de tidspunkter jeg kunne, og når jeg sagde til mig selv, at jeg bare lige ville læse et sidste kapitel, læste jeg ofte lige 4-5 kapitler ekstra. Det skyldes dog også at kapitlerne var en smule korte, til tider irriterede mig, men andre gange var det meget rart, fordi så kunne jeg trods alt ligge bogen fra mig, når det var nødtvunget, som når jeg  for eksempelvis skulle i skole.

Jeg kunne rigtig godt lide Daire. Hun var skarp og kritisk, især var hun skeptisk overfor alt det magiske og overnaturlige, og hendes ironi var interessant og morsom at læse, det gjorde bogen meget mere realistisk, og spændende. Daire er dog ikke kun en superstærk heltepige, med masser af ben i næsen, hun er også usikker, og jeg synes der er en rigtig god balance mellem de to sider af hende, hun er ikke for frembrusende, men heller ikke for tilbageholdende.

En person jeg til gengæld ikke brød mig om var Jennika, Daires mor. For mig virker hun mere som en tante eller en faster for Daire. Jeg syntes ikke hun virkede som en mor, og på de punkter hvor hun beskrives som værende overbeskyttende, føler jeg bare, at hun opfører sig som en fornærmet tøs. Jeg tog mig selv i at tænke, at Jennika egentlig bare kunne forsvinde langt væk, fordi hun bidrog ikke rigtig med noget til handlingen, og når hun endelig bød ind, var det for at brokke sig. Jeg kan godt forestå at der ikke rigtig er et helt normalt mor/datter forhold mellem Daire og Jennika, men for mig blev det en tand for overdreven, og lidt for urealistisk.

Alt i alt var jeg dog positivt overrasket, og det er jo altid en god ting. Bogen slutter af med en masse ubesvarede spørgsmål, og det kribler i mine fingre efter at gå i gang med næste bog i serien, Ekko.

Jeg ved mange godt kunne lide Evermore, og til dem kan jeg blot sige, at Skæbnekald er endnu bedre, og den klart er sine minusser værd.

streg

Stine DUOSkrevet af Stine Jørgensen


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

AlphaOmega Captcha Classica  –  Enter Security Code