Resumé
Dina og hendes mor er det man kalder skammere. Når de ser folk i øjnene, ser de alle de ting som de skammer sig over. En dag bliver Dinas mor kaldt til hoffet for at opklare et blodigt mord, som man tror tronfølgeren Prins Nicodemus har begået, da man fandt mordvåbnet hos ham. Før de ved hvad der foregår, er Dina blandet ind i sagen, og hoffet er ved at blive omvendt af Nicodemus stedbror Drakan, som er den sidste udspringer af drageordenen.
Anmeldelse
Jeg var både spændt og nervøs, da jeg så ’Skammerens datter’ første gang. Eftersom bøgerne er blandt mine helt store favoritter, og som jeg har læst utallige gange efterhånden, var det svært at undgå at være andet. Jeg får nemlig altid større forventninger, når det er noget som har en stor betydning for mig, og da jeg er vokset op med ’Skammerens datter’, er det derfor også nogle af de første bøger, jeg selv læste.
Heldigvis levede den stort set op til alle mine forventninger. Der var kun en enkelt ting, som ikke rigtig passede til de billeder, jeg havde fået i mit hoved, og det var dragerne. For mig lignede de lidt forvoksede firben, men bare i meget stor størrelse. Jeg havde forestillet mig, at de lignede lidt dem som er med i ’Harry Potter’ filmene, så til at starte med, var de lidt svært at tage dem seriøse.
Skuespillercastet er utroligt godt sat sammen, og fungerer bare rigtig godt som helhed. De spiller rigtig flot sammen, og virkede meget realistiske og tro i deres roller. Jeg var meget imponeret over deres talenter, og det gjorde det også meget let at leve sig ind i den verden.
Så derfor lyder mit råd til alle, at de skal få set denne film. Selvom der er lidt overnaturligt indover, er jeg ret sikker på, at det ikke vil genere dem, som ikke er til den slags, da den jo også handler om andre ting. Det er virkelig en flot film, og ligeså snart jeg var færdig, kunne jeg ikke andet end håbe på at de fortsætter med at indspille de andre bøger i serien, da jeg virkelig gerne vil se videre hvad der sker med dem, på trods af at jeg har læst bøgerne.
Skrevet af Anne Mette Bach Jeppesen