“Skyggernes dronning” og “Lysets dronning” af Sarah J. Maas

Skyggernes dronning

Originaltitel: Queen of Shadows
Forfatter: Sarah J. Maas
Serie: Throne of Glass
Genre: Fantasy, drama
Oversat af: Sarah Feddersen Thomsen
Sider: 416 og 474
Forlag: Tellerup
Udgivelsesdato: 18. november 2020
DUO stjerner III


Reklame – Tak til Bog & Idé for at sponsere bøgerne. (Direkte link til bøgerne her og her. Læs mere om Sarah J. Mass her og serien ‘Throne of Glass’ her)

Der er gået to år siden jeg læste tredje bind, og jeg ville sådan ønske, at jeg bare kunne læse dem lige efter hinanden, så man ikke havde pause mellem bøgerne.

streg

Resumé

Aelin er vendt tilbage til Adarlan, hvor hun tager kontakt til sin tidligere arbejdsgiver Arobynn, så hun forhåbentlig kan befri sin fætter. Chaol forsøger stadig at redde Dorian, men tiden begynder at være presset, da kongen har fået magt over ham, og han er stoppet med at kæmpe imod. Manon står i en svær situation – skal hun adlyde Hertug Perringtons ordrer eller følge sin mavefornemmelse? Der er mange elementer i spil. Hvem vil vinde kampen til sidst?

streg

Jeg må ærligt sige, at jeg havde det vanvittigt svært med at blive fanget af ‘Skyggernes dronning’, og jeg skulle faktisk over halvvej før siderne begyndte at vende sig selv, så jeg var på ingen måder fan af bogen til at starte med. Det er nemlig enormt hårdt at læse en bog, hvor man ikke bliver en del af universet, men heldigvis blev jeg til sidst lukket ind i Aelins verden.

Noget af grunden til at det tog så lang tid, skyldes helt sikkert at jeg ikke har været i universet i 2 år, og derfor skulle jeg bruge ekstremt lang tid på at finde ud af, hvad der var sket i den sidste bog, da det kun var brudstykker, jeg kunne huske. Af den grund ved jeg også, at jeg kommer til at læse bøgerne i forlængelse af hinanden igen, når de alle er blevet oversat og udgivet.

Jeg blev overrasket over at finde ud af, at det faktisk er en bog, som er blevet delt i to, ligesom man også har valgt at gøre med ‘The Black Dagger Brotherhood’ serien. Det var dog langt fra et minus, fordi ‘Lyset dronning’ var jeg så opslugt af, at jeg skulle bruge voldsomme midler for at slippe den igen!

Aelin er en karakter, som kun er vokset mere og mere på mig. Jeg følte mig overhovedet ikke på bølgelængde med hende i den første bog, men det har bestemt ændret sig, og hun er den vildeste power kvinde, der tager det “at sparke røv” til et helt nyt niveau.

Rowan tog mig med storm i tredje bind, så jeg håbede også på at se meget mere til ham i den her bog. Han dukkede dog også op, men først længere hen i bogen, og det var som om, at der først rigtig kom tempo på handlingen, da han var med i historien igen. Mit bogcrush på ham er kun blevet større efter den her bog.

Jeg havde en periode, hvor jeg nøje overvejede, om jeg skulle slippe den her serie, men det er jeg nu overbevist om, at det vil være en kæmpe fejl! Derfor kan jeg kun på det kraftigste anbefale serien til andre – den er simpelthen monster fantastisk!

streg

Skrevet af Anne Mette Bach Jeppesen


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

AlphaOmega Captcha Classica  –  Enter Security Code