“Smukke dreng” af Charlotte Fischer

smukke dreng

Original titel: Smukke dreng
Forfatter: Charlotte Fischer
Genre: Ungdomsroman
Sider: 380
Forlag: Tellerup

Udgivelsesdato: 16. november 2019

DUO 6 stjerner

 

 

 

 

 


Tak til Tellerup for anmeldereksemplaret.

En moderne ungdomsbog om selvskade som rammer hovedet på sømmet.

streg

Resumé

17-årige Nor bor i Nordsjællands dyreste postnummer, går på privatskole og har de rigtige venner samt den smukkeste kæreste. Udadtil har han alting, men derhjemme er det et helvede. Faderen hader ham, og hans stedmor udnytter ham, når faren vender ryggen til. Skammen og frustrationerne vokser, og det eneste Nor drømmer om er at komme væk.

streg

Anmeldelse

Hvis man skulle nævne en bog, som virkelig indeholder mere end man forventer, så må det være Charlotte Fischers ’Smukke dreng’. Med et specielt cover og en bagside, der fortæller om selvskade, lægges der op til en klassisk ungdomsbog, hvor at plottet lidt er kendt i forvejen. Man når knap 10 sider ind i fortællingen, før underkæben rammer bordet. ’Smukke dreng’ går nemlig langt længere og minder mere om en blanding af Trine Dyrholms ’Dronningen’ og ’13 reasons why’, og formår samtidig at være skrevet til unge.

Sproget er til tider barnligt og vulgært, set med voksne øjne, men passer perfekt ind i den måde, som unge anno 2019 taler og opfører sig. Vi kommer på tværs med det engelske sprog og begreber, som ikke eksisterer på dansk og bryder grænser med, hvad vi forventer af venskaber og kærligheden. Vi bliver mødt med fordomme i storbyen og på landet, hvor karaktererne ikke er en parodi på sig selv og samtidig formår at tage pis på os læsere.

Da jeg begyndte på bogen var jeg meget foruroliget over, hvorvidt hele bogen ville handle om selvskade, især fordi den startede hårdt og vulgært ud, især med tanke på at bogen er for 14-årige og op efter. Der kommer dog et fantastisk godt plottwist et fint stykke inde i bogen, som leder plottet godt videre på meget naturlig vis. Selv var jeg meget rystet over starten, men endte med ikke at kunne lægge bogen fra mig igen, da jeg var nået et lille stykke ind.

’Smukke dreng’ får 6 stjerner, fordi det er en fantastisk, spændende ny bog om selvskade og kærlighed, som er utrolig ærlig på planer, hvor mange andre ikke er. Bogen beskrives som henvendt til 14-årige og op, men den kan klart læses af flere, for den giver et fantastisk indblik i livet som teenager anno 2019 på brutal vis. Når først man har åbnet den her bog, kan man ikke lægge den fra sig igen.

streg

Skrevet af Ida Marie Mortensen


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

AlphaOmega Captcha Classica  –  Enter Security Code