“Solstenen” af Tomi Adeyemi

Blood and bone

Originaltitel: Children of Blood and Bone
Forfatter: Tomi Adeyemi
Genre: Ungdomsbog, fantasy
Sider: 502
Oversat af: Brian Christensen
Forlag: Politikens forlag
Udgivelsesdato: 29. maj 2018

DUO 6 stjerner

 

 


Tak til Politikens forlag for anmeldereksemplaret.

Wow sikke en bog. Den tog mig bare med storm! Jeg er virkelig imponeret over niveauet, især når det er forfatterens første bog.

streg

Resumé

Engang var Orïsha et land fyldt med magi. Man kunne fornemme magien overalt. Men sådan er det ikke længere. Efter at den grusomme konge Saran har forfulgt og dræbt alle magikere under Udrensningen, er det kun få gudsbenådede der er tilbage, som aldrig har fået magien aktiveret. De bliver behandlet usselt og kaldt maddiker af kongens soldater, gardisterne. Da Zélie var barn, så hun sin mor blive dræbt af kongens vagter, og da chancen kommer for at få magien tilbage til landet, må hun satse alt, for at få det til at lykkedes.

streg

Anmeldelse

Jeg var spændt på at læse ’Solstenen’, fordi jeg på forhånd havde læst, at det skulle være en ret fantastisk bog. Jeg kan kun erklære mig enig. Den tog mig virkelig med storm, og jeg var meget imponeret over, hvor dygtig en forfatter, Tomi Adeyemi, er, især da jeg først fandt ud af, at det her er hendes debutbog. Wow siger jeg bare!

Universet er virkelig fedt bygget op. Vi befinder os i en verden, der tidligere har været fyldt med magi, men som er blevet fjernet efter Udrensningen, hvor kongen fik slået alle, der havde magiske kræfter ihjel. Det er nemlig nemt at finde ud af, hvem der er magiker, da de har hvidt hår og er mørke i huden. Men i en familie, kan der godt kun være en magiker, men hele familien kommer til at lide under det, da skatterne er højere for magiker, og hvis man ikke har råd til at betale, bliver magikeren taget med som slave.

Synsvinklen skifter mellem de tre karakterer Amari, Inan og Zélie, hvoraf de to første er søskende og prinsesse og prins. Zélies bror har dog også en væsentlig rolle i bogen, så det er lidt sjovt, at hans synsvinkel ikke bliver brugt i ’Solstenen’, men det kan jo være, at hans synsvinkel skal bruges i den næste bog. Spændingen er hele tiden i højsædet, og derfor var bogen også rigtig svær at slippe, når jeg læste i den.

Til sidst i bogen er der et par sider, hvor forfatteren forklarer, hvor hun har fået inspirationen fra til bogen. De er godt nok barske at læse, og da jeg først havde læst det, gjorde historien bare endnu mere indtryk på mig, end det allerede var tilfældet. Jeg synes, det er modigt og flot, at hun tager sådan en debat med ind over sin bog, omkring ”Black Lives Matters” bevægelsen i USA. Det kan jeg kun bifalde, at hun sørger for at skabe ekstra fokus på det.

Jeg glæder mig til at læse videre i det her gennemførte univers, som er så brutal, at det til tider flår i mit hjerte, at læse hvad vores karakterer er ude for. Det fik virkelig mine tanker i gang, især da jeg først begyndte at sammenligne det med virkeligheden, efter forfatterens notits til sidst i bogen. ’Solstenen’ er en bog, alle burde læse – så god og vigtig er den!

streg

AM DUO

Skrevet af Anne Mette Bach Jeppesen


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

AlphaOmega Captcha Classica  –  Enter Security Code