“Spillet om Sirenen” af Pernille Vørs

Spillet om Sirenen

Original titel: Spillet om Sirenen
Serie: Dominic triologi
Forfatter: Pernille Vørs
Forlag: Mellemgaard
Genre: Erotisk roman
Sider: 489
Udgivelsesdato: 15. august 2014

DUO 6 stjerner

 

 

Jeg blev straks fristet, da jeg hørte om ’Spillet om Sirenen’. Både fordi det er en dansk forfatter der har skrevet den, men også fordi den lød umådeligt interessant. Alle mine forventninger blev indfriet, og jeg hungrer efter at læse den næste i trilogien!

streg

Resumé

Den 24årige temperamentsfulde rødtop Catharina har netop fået et nyt arbejde på en jetset-restaurant. Da hun møder den lidt ældre mangemillionær Ian Dominic, som også er en vældig eftertragtet ungkarl, får hun et interessant jobtilbud. Et jobtilbud, som Catharina har meget svært ved at modstå, og pludselig er hun viklet i hans net. Catharina er dog ikke sådan at kue, og en udfordring opstår. Men vil hun blive knust under hans kyndige hænder og skiftende humør, eller vil de ende med at redde hinanden fra deres fortid til sidst?

streg

Anmeldelse

Mens ’Fifty shade’ feberen raser over hele verdenen – jeg er selv helt hooked på bøgerne – er det så fedt som læser, at finde noget nyt og anderledes, men som stadigvæk indeholder nogle af de samme grundingredienser, og så opdage, at den kan måle sig med ens fortabelse overfor ’Fifty shades’ bøgerne. Pernille Vørs har skrevet en bog, som ligger på samme høje niveau som de bøger, hvilket jeg er dybt imponeret over!

Forsiden samt titlen på bogen, passer simpelthen så fint og godt til bogens indhold. Kapitlerne synes jeg har en rigtig god længde, og derudover synes jeg, at bogstaverne størrelse inde i bogen, er med til at gøre ’Spillet om Sirenen’ endnu mere speciel, fordi de er så små, og man derfor får meget mere serveret på hver eneste side, hvilket jeg kun kunne fryde mig over.

Hovedpersonen, Catharina, er virkelig en ilter pige, med masser af temperament og er ikke en, som man bare lige slår til jorden. Hun har masser af fight over sig, og jeg kunne langt hen af vejen identificere mig med hende. Jeg var vild med, at selvom hun er sårbar og har været meget igennem, er hun stadig stærk pige med masser af vilje og handlekraft. Jeg tog mig selv i at smile rigtig mange gange undervejs, fordi jeg simpelthen elskede, at hun ikke bare lod sig kue af den magtdominerede uimodståelig mand, Ian.

Ian Dominic er meget udførligt beskrevet, og jeg havde intet problem med at se ham for mig inde i mit hoved. Hans humør er meget skriftende, og hans karakter er meget mørk og dyster, men alligevel smeltede mit hjerte for ham. Jeg synes at Pernille Vørs har fået skrevet en bog, der er fyldt op med virkelig gode og illustrerende detaljer, og jeg kunne rigtig godt lide, at hun havde ladet bogen foregå i Danmark.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at da jeg først fik åbnet bogen, sad jeg limet fast til den. På trods af lidt søvn den foregående nat, sad jeg alligevel klokken halv fire om natten, og var fuldstændig vågen og spundet ind i Ian’s net. Det gjorde næsten ondt på mig, at ligge den fra mig, men jeg måtte til sidst indse, at hvis jeg skulle have noget søvn, var det ved at være sidste chance. Men ligeså snart jeg havde sovet, sad den limet til mine hænder igen, og jeg var tilbage i Catharina og Ian’s verden. Det er sjælendt at det tager mig så kort tid, at læse en bog – det tog kun en enkelt dag.

’Spillet om Sirenen’ er en trilogi, hvilket glæder mig virkelig meget, da jeg slet ikke er klar til at slippe hverken Catharina eller Ian. Jeg ved dog ikke endnu, hvornår den næste bog udkommer, men jeg venter virkelig med spænding på den, og samtidig med et knust hjerter over den måde som ’Spillet om Sirenen’ slutter på. Derfor er det netop også så vigtigt, at den næste bog snart er på markedet, så jeg forhåbentlig kan få helet mit hjerte, for jeg er helt sikkert blevet smittet af ID-syndromet!

Hvis du kan lide ‘Fifty shades’ bøgerne og har fået øjnene op for den erotiske genre, kan jeg kun varmt anbefale, at du får fingrene i ‘Spillet om Sirenen’, som jeg i hvert fald er blevet meget betaget af. Måske ender du selv med at blive smittet af ID-syndromet – uanset hvad, så glæder jeg mig til at læse flere af Pernille Vørs’ bøger.

streg

AM DUO

Skrevet af Anne Mette Bach Jeppesen


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

AlphaOmega Captcha Classica  –  Enter Security Code