“Storhed og fald” af Tom Rachman

Storhed og fald

Originaltitel: The Rise and Fall of Great Powers
Forfatter: Tom Rachman
Genre: Roman
Sider: 376
Oversat af:  Erik Barfoed
Udkom: 19. august 2014
Forlag: Politikens forlag

2 stjerner DUO

 

 

 

Titlen i sig selv implicerer et mysterium, en tragedie uden lige, idet den omhandler storhed og fald. Man kan beskrive mine forventninger som udtryk for storhed, der til gengæld blev mødt med et kæmpe fald: kedsomhed blev min følgesvend gennem denne bog – den tog aldrig fat.

Resumé

En ung kvinde er strandet i sin lille boghandel, i en lille by med alt for mange spørgsmål til sin mystiske barndom. Hun har aldrig kendt til konceptet mor eller far, men har rejst verdenen rundt med en kollektion af mere eller mindre ansvarlige værger.

Hendes stille tilværelse blandt de bøger, hun elsker, bliver afbrudt, da en gammel bekendt hiver hende tilbage til hendes turbulente liv med bud fra en far – som hun ikke vidste, hun havde.

Anmeldelse

Jeg har læst meget længere bøger end denne på 376 sider, men alligevel er ”Storhed og fald” en af de bøger, der har forekommet mig allerlængst. Det er umuligt at holde fokus på den kaotiske handling, der konstant springer i tid fra år 1988 til 1999 til 2011. I nogle bøger fungerer flashbacks, men her smelter det sammen, og som læser kommer jeg i tvivl om, i hvilken tid vi befinder os i. Nok ikke ligefrem hensigten.

Vi møder vores hovedperson Tooly i tre perioder i hendes liv, der langt fra er ens. Men hver af hendes personligheder bliver karikerede og mest af alt, hvad kan beskrives som typer – hvilket faktisk også gælder for resten af persongalleriet. En overarbejdende advokat, der ignorerer sin familie. Den onde rektor, der hader og udelukker vores hovedperson fra fællesskaber. Vi har hørt det før.

Ligesom tid og personer er svært identificerbare, så er stederne, hvor Tooly rejser hen gennem sin barndom heller ikke til at skelne i mellem. Den ene by kunne lige så godt være den anden med den måde, de farveløst bliver beskrevet på. Nå ja, Bangkok er fyldt med prostituerede, og Wales har heste, og det eneste New York kan identificeres ved er benævnelse af kendte bygningsværker som Empire State Building. For mig bliver rejsebøger først rigtig sat i scene, når man som læser føler tilstedeværelsen i de byer, hovedpersonen besøger, og ikke blot møder de stereotype forestillinger, vi allerede har om verden.

De flade karakterer og byer bunder nok i selve skrivestilen, der ikke er overbevisende, men ret så uinspirerende. Vi får nemlig det meste information serveret på et sølvfad, selvom bogen skulle forestille at afdække et mysterium. Stilen er manifaktureret, så man skulle tro, forfatteren forsøgte at holde sig til en facitliste, der skal give en god bog med originalt plot og karakterer. Men det blev altså bare ikke en stormende bog og for mit vedkommende ikke en bog, jeg vil bruge tid på igen.

josefine

Skrevet af Josefine Mariendal Huus


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

AlphaOmega Captcha Classica  –  Enter Security Code