“Ternet Ninja” på DVD

ternet ninja

Original titel: Ternet Ninja
Skuespillere: Anders Matthesen, Alfred Bjerre Larsen, Emma Sehested Høegh
Genre: Komedie
Spilletid: 1 time og 21 minutter
Filmselskab: Nordisk film
Udgivelsesdato: 12. april 2019


DUO 6 stjerner

 

Tak til Nordisk film for anmeldelseseksemplaret

Den absolutte bedste animationsfilm som Danmark har produceret i mange år.

streg

Resumé

Aske går i 7. klasse, er forelsket i Jessica fra 8. og har et anstrengt forhold til sin stedbror Sune og stedfar Jørn. Når jo, så er der også Glenn fra specialklassen, som forfølger ham og hans ven Odysseus. Da hans onkel Stewart vender hjem fra Thailand med en ternet ninjadukke i fødselsdagsgave, ender Askes hverdag med at blive vendt op og ned på. Han aflægger nemlig et løfte om at hjælpe den Ternede Ninja med en opgave, hvor den Ternede Ninja til gengæld lover at hjælpe Aske med at få pigen og slippe af med Glenn. Aske havde dog ikke regnet med at den Ternede Ninja havde planer om at slå Philip Eberfrø ihjel, efter at han slog Quang ihjel på sin thailandske børnefabrik.

streg

Anmeldelse

Jeg var utrolig spændt på hvordan ’Ternet Ninja’ ville være, siden jeg første gang hørte, at den ikke ville være ligesom ’Terkel i knibe’, en film som jeg ellers er stor fan af. Og det viste sig at være sandt, for filmen var virkelig sin egen på en måde, som kun Anders Matthesen kan skabe film. Det som overraskede mig mest, var hvilken aldersgrænse filmen havde fået. Selvom den er baseret på en børnebog, så var mit indtryk ikke, at Anders Matthesen kunne holde tonen helt ren, hvilket han så heller ikke kunne, men det gjorde kun historien mere interessant.

Selve filmen starter ret voldsomt ud, men får sat tonen ret effektivt. Det var helt klart ikke, hvad man forventede fra resumeet, men passer godt til Anders Matthesens stil. Derefter bliver publikummet præsenteret for diverse karakterer på en god humoristisk måde, som lige får løftet humøret efter den voldsomme intro. Karakterne har en virkelig god dybde af en animationsfilm at være og man møder dem på flere planer, så man næsten fra starten af har nogle man hepper på.

Og så bliver man præsenteret for den Ternede Ninja, som virkelig er den mest fantastiske karakter skabt indenfor filmverdenen i de sidste mange år. Den er grov, fræk, hjælpsom og kærlig på samme tid, uden at fornærme nogen mere end de har behov for, som den selv ville sige. Selvom den samtidig er et mindre fjols, så er den fyldt med gode metaforer og råd, pakket pænt ind, så ingen skal komme og sige at hele filmen kun handler om det moralsk rigtige, selvom filmen faktisk gør det. Anders Matthesen har nemlig trådt et skridt op fra ’Terkel i knibe’ og går nu direkte til benet med hans budskab og tanker. Noget som var utrolig fedt at få lov at opleve på skærmen.

Noget af det absolut bedste ved filmen er dens soundtrack. Lige fra kærlighedssange, klamme sange til teenagedrengene til farvelsange, så er der en sang til det hele. Og de er ikke specielt lange, men teksten er så gennemarbejdet, at alt der skal siges, bliver sagt på under 2 minutter. Sangene virker ej heller malplaceret, hvilket man ellers kunne frygte, men de passer perfekt ind med stemningen i filmen.

’Ternet Ninja’ får 6 stjerner, fordi at den appellere til både voksne og børn, men også fordi at Anders Matthesen og holdet bag, formår at komme ud over den sjove tegnefilm og tage et så seriøst emne som børnearbejde op og vigtigheden bag at hjælpe andre, selvom andre måske ikke har tænkt sig at gøre det.

streg

Skrevet af Ida Marie Mortensen


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

AlphaOmega Captcha Classica  –  Enter Security Code