“The Mister” af E.L. James

the mister

Originaltitel: The Mister
Forfatter: E. L. James

Genre: Kærlighedsroman
Oversat af: Lisbet Kjær
Sider: 470
Forlag: Pretty Ink
Udgivelsesdato: 7. juni 2019
DUO stjerner III

 

 

 

 

Tak til Pretty Ink for anmeldereksemplaret.

Jeg har læst og genlæst ’Fifty Shades’ et utal af gange, så jeg var spændt på at læse noget nyt fra forfatteren. Heldigvis blev jeg ikke skuffet.

streg

Resumé

Maxims liv bliver forandret fra den ene dag til den anden. Han har altid haft en masse penge, sit gode udseende, en aristokratisk omgangskreds og en ny kvinde hos sig næsten hver nat. Men da hans bror pludselig dør i en ulykke, arver han alt, inklusiv den titel han havde og det ansvar, der følger med. Da han samtidig oplever et voldsomt begær efter sin nye rengøringshjælp, gør det ikke problemerne mindre – tværtimod.

streg

Anmeldelse

’Fifty Shades of Grey’ vil altid betyde noget specielt for mig, og jeg var derfor spændt på at finde ud af, hvad E. L. James nu havde fundet på. Først og fremmest må jeg sige, at jeg er yderst tilfreds med forsideillustrationen, som jeg synes er virkelig fin. Jeg kunne dog også rigtig godt lide historien, som illustrerer de store kulturforskelle, der stadig eksisterer.

Historien skifter mellem Maxim og Alessia, og specielt hendes historie rørte mig dybt, fordi hun virkelig har haft det hårdt og klaret sig igennem det. Hun er virkelig stærk på mange områder og kæmper for at få en bedre tilværelse, selvom det betyder, at hun må forlade alt, hun kender.

Maxim må også igennem en stor sorg ved at miste sin bror, og samtidig følger der en masse ansvar med, fordi han nu skal arve og overtage det, hans bror havde før. Det er noget af en omstilling, når man stadig sørger over en, man elskede.

Alissia og Maxim kommer fra to helt forskellige baggrunde og kulturer, og det var interessant at følge med i deres tanker og følelser. Derudover var der en god portion spænding til stede i historien, som var med til at holde mig fanget. Der er mange lag til stede, man kan dykke ned i, og det er helt sikkert en bog, jeg ikke lige glemmer igen, fordi den også er tilpas barsk og dyster. Jeg glæder mig til at se, hvad E. L. James ellers finder på i fremtiden – hun har i hvert fald bevist med ’The Mister’, at hun kan skrive andre historier, der også fanger en.

streg

AM DUO

Skrevet af Anne Mette Bach Jeppesen


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

AlphaOmega Captcha Classica  –  Enter Security Code