Resumé
Regeringen har vendt autobotterne ryggen, og er endda gået så langt til at udrydde dem, med hjælp fra en decepticon. Optimus Prime er ikke til at finde, men da Cade Yeager køber en gammel lastbil med mistænksomme granathylstre i skroget, begynder der at ske ting og sager. Sammen med hans datter Tessa og hendes kæreste, er det op til dem at hjælpe autobotterne.
Anmeldelse
Jeg elskede faktisk den første transformers film. Jeg var vild med Shia Labeouf overfor Megan Fox, og var lidt trist da de skiftede Megan Fox ud i 3’eren, fordi selvom jeg ikke er en dreng, så passede Megan Fox altså bare bedre ind. Så en fjerde film helt uden de skuespillere var lidt af en skuffelse. Dog er jeg lidt fan af Mark Walhberg, så det var ikke jordens undergang.
Plottet i denne film er egentligt meget godt, nu hvor det lige pludselig er regeringen og menneskerne, der er de onde og korrupte. Det er altid spændende at se når forholdene ændres. Autobotterne har jeg altid holdt af og holdt med. Især Bee, åh han er altså så sød med sin radiostemme.
Men jeg må sige 3 timer er lang tid. Og jeg var bare ikke fanget af filmen. Indrømmet jeg sad og lavede en million andre ting mens jeg så filmen. Jeg var nødt til at se den over to dage, for at passe den i et presset skema, og jeg sad faktisk og pakkede julegaver ind på et tidspunkt under filmen. Så jeg vil ikke sige, at jeg har fået det fulde udbytte af filmen, og hvis jeg havde sat mig ned koncentreret og set den fra ende til anden, havde jeg måske fået en lidt anderledes oplevelse, men jeg tror ikke det ville have gjort synderligt for, at jeg skulle synes bedre om filmen.
Der bare lidt for meget action til min smag. 3 timer hvor 90 % er action scenerne, bliver måske også bare lige i overkanten. Der sker nemlig så meget i de action scener, at det ikke helt er til at følge med.
En inkarneret transformers fan vil helt sikkert se denne fjerde i udgaven og synes om den. Men for en almindelig action elsker, så er det ikke rigtig det værd, at blive ved med at følge med i transformers serien, og jeg synes egentlig lidt, at de bare malker denne historie tynd for alt det de kan, bare for få flere penge ud af det. Ærgerligt, men en sandhed i branchen.